Udvikler
Helle Højbo Schjoldager, CEPRA, UCN
Resume
Et kort kursus for folkeskolelærere, der arbejder med portfolio i undervisningen. Kurset er tilrettelagt meget praksisnært og veksler mellem korte teorioplæg, praktiske eksempler og konkrete opgaver/øvelser. Indholdsmæssigt samler kurset sig omkring sammenhængen mellem lærerens systematiske evaluering, elevernes selvevaluering og den individuelle elevplan – med portfolio som undervisnings-, evaluerings- og læringsstrategi. Perspektivet for kurset er portfolioens kvaliteter i forhold til kravet om individuelle elevplaner – portfolioen som en strukturerende evaluerings- og læringsstrategi på flere niveauer.
Introduktion
Kurset henvender sig til folkeskolelærere, der arbejder med portfoliotænkningen i undervisningen, og som ønsker nye perspektiver på arbejdet i lyset af det lovmæssige krav om individuelle elevplaner. Portfolio i undervisningen er ikke et entydigt begreb – der findes mange praksisformer, og som en integreret del af enhver evalueringspraksis må der løbende spørges til, om den aktuelle praksis i undervisningen understøtter skolens formål og øvrige bestemmelser. Kravene til elevplanen er, at den skal indeholde oplysninger om resultater af den løbende interne evaluering og den besluttede opfølgning herpå. Disse bestemmelser stiller krav til lærerens bevidste valg af forskellige evalueringsformer og -redskaber – ikke mindst for at fastholde et helhedsperspektiv på elevens læring. Den løbende interne evaluering er et anliggende mellem lærer og elev, og udfordringen bliver derfor også at arbejde med portfolioen på en sådan måde, at den understøtter elevens egne muligheder for aktivt at kunne bidrage til, at elevplanen bliver et fremadrettet og funktionelt evalueringsredskab. Det betyder et øget fokus på mål, kriterier og refleksion i undervisningen.
Kursusmål
Målet er at give kursusdeltagerne mulighed for et brush-up på den daglige undervisning med portfolio med henblik på at videreudvikle egen undervisningspraksis, så portfolioarbejdet i videst muligt omfang bliver en dynamisk og understøttende ramme for arbejdet med individuelle elevplaner.
Baggrund
Baggrunden for kurset er Folkeskoleloven af 2006 med de forstærkede krav til den løbende evaluering. Portfolio er en metode, der både tilgodeser krav til dokumentation af læreprocesser og evaluering af processer og produkter.
Indhold og fokus
I stikordsform:
• kursusdeltagernes refleksion over egen portfoliopraksis og struktureret kollegial erfaringsudveksling.
• forskellige portfolio-praksisformer i lyset af de indholdsmæssige krav til elevplanen, Fælles Mål for fagene og for elevens alsidige personlige udvikling.
• betydningen af et helhedsperspektiv på elevens læreproces og læringsresultat.
• betydningen af lærerens og elevens (sam)arbejde omkring målfastsættelse og udformning af kriterier.
• sammenhængen mellem mål/indhold og valg af evalueringsformer og -redskaber.
• lærerens støtte til elevens udvikling af refleksion over egen læring.
• evaluering og pædagogisk dokumentation på flere niveauer: Elev-, lærer- og teamniveau.
• elevens portfolio som en blandt flere evaluerings- og dokumentationsformer - et dynamisk og aktivt samlende punkt for samarbejdet mellem lærer, elev og forældre om elevplanen. Forståelsen af „portfolio“ relaterer til Karin Taubes definition heraf.
Kursusplan
Kurset er berammet til en mødedag a 6 lektioner.
1. Inspiration og struktureret erfaringsudveksling.
2. Portfolio – et langt fra entydigt begreb!
3. Man kan ikke score uden at have et mål, men et mål er ikke bare et mål!
4. De 3 R’er: Refleksion/refleksivitet og respons.
5. Om at komme fra ”jeg har lavet” til ”jeg har lært” - og lidt til måske!
6. På vej mod en evalueringskultur - med afsæt i en portfoliopædagogisk praksis!
Oversigt over lektioner og indhold
> Hent Oversigt over lektioner og indhold
Undervisningsform
Der veksles mellem korte teoretiske oplæg, fælles drøftelser, konkrete forslag til praksis samt individuelt/gruppevis strukturerede drøftelser/opgaver/øvelser.
Evalueringsform
Selvevaluering som korte time-outs indgår som en integreret del af kursets indhold. Kurset afsluttes med en kort skriftlig evaluering ud fra lærerformulerede spørgsmål i forhold til endeligt kursusopslag og kursusdeltagernes egne skriftlige refleksioner gennem dagen.
Beskrivelse af undervisere
• en relevant videreuddannelse i form af fx cand. pæd. i pædagogik med særlig interesse for almendidaktiske temaer og problemstillinger. CVU-ansatte i den psykologiske - pædagogiske faggruppe.
Yderligere ressourcer
OBS på, at kurset er bygget op omkring en kursusmappe: mappe, faneblade, x- antal kopier. (kursusbetaling)
Kursusmateriale
Litteratur/Links
Taube, 1999
Ellmin, 2001 Portfolioprojektet „lær at lære“.
Egelund, Niels, 1999: Kvalitet, dokumentation og evaluering fra Rigbolt, Peter (red.): Dokumentation i skolen, Kroghs forlag A/S.
Nielsen, Bodil (2004): Sæt ord på din undervisning, CVU København & Nordsjælland.
Karen Borgnakke i Harrit, Ole (1999): ”Evaluering som professionel arbejdsform”. I: Hermansen, Mads (red.): Kvalitet i skolen. Klim, 1999.
Qvortrup, Birthe, 2006: Undervisningens mirakel: Om læring i et vidensperspektiv. Dafolo.
Bendixen, Carsten, 2005: Evaluering og læring. Kroghs Forlag A/S.