Kære dimittender, familier og venner
Al ting blomstrer, kornet dræer og frugterne modnes – det er højsommer, høsten står for døren og eksamensbeviserne ligger på række…
… kuvøsetiden er forbi - snart skal I høste gevinsten af årenes slid…
… nu skal verden erobres og fremtiden formes…
…det er i klædt på til: Gennem jeres uddannelse til byggeteknikere eller bygningskonstruktører har I fået redskaberne til som hele mennesker og horisontale specialister at skabe fremtidens perspektiv i dansk byggeri.
----
Ikke alene har I fået den nødvendige ballast til at overskue hele byggeprocessen og samspillet mellem de forskellige aktører. Samtidig har I opbygget dybgående faglig viden om byggeteknik, byggeriets planlægning og byggestyring samt byggeriets nye fokusområder som digitalt og klimavenligt byggeri…
…Og derudover har I erhvervet solide sociale kompetencer og evner til innovativt og engageret samarbejde.
Det giver Jer de bedste kort på hånden til at gøre en forskel som byggeriets samlende led og fornyere.
----
Og der er god brug for jer.
Byggeriet kalder på fornyelse og innovative indspark, der blandt meget andet kan sikre optimering af kvalitet og produktivitet, implementering af nye digitale redskaber, bedre udnyttelse af materialer og udvikling af nye bæredygtige tekniske løsninger, samt ikke mindst udbygning af tværfagligt samarbejde og målrettet kommunikation.
----
Det er alt sammen opgaver, der ligger direkte til højrebenet for Jer, så selv om krisen lige nu ligger tungt over byggeriet, og der er lidt langt mellem ønskejobbene, er fremtiden helt sikkert Jeres.
Det er nemlig Jeres fantasi og nysgerrighed, Jeres mod og styrke, Jeres begejstring og Jeres evner til innovativ nytænkning, der skaber nye milepæle af traditionernes fyrtårne.
----
Så vær tålmodige, selv om drømmejobbet ikke står lige for døren. Tro på det kommer, skab perspektivet og form jeres vej. Vær ærlige, modige og åbne og brug ventetiden på at udbygge ballast og horisont, uanset om I fortsætter i job, rejser ud i verden, starter egen virksomhed, eller vælger at læse videre til cand. scient. tech.
Det er den udfordring i står overfor - verden venter : Grib den og brug den og husk, at personlig udvikling er for livet, og at fortsat uddannelse er et must i en verden præget af konstant forandring med kriser, der kommer og går.
----
Og husk nu ikke at glemme, at I kan, hvad I vil…
…eller som Halfdan Rasmussen sagde det i verset ”noget om at få sine egne veje” :
At ville gå på vand og luft
er galmandsværk og ufornuft
si´er folk der ikke tør det.
Men den som blæser på om man
kan gå på luft og vand han kan
såfremt han bare gør det !
----
Med disse ord vil jeg – også på lærernes vegne – ønske Jer alle stort tillykke med Jeres eksamen, god sommer og pøj pøj på Jeres videre vej. Vi er stolte over at sende Jer ud på egne vinger, og I er altid velkomne til at kikke forbi til en snak.
Studieleder Bruno Larsen
RSS |
Facebook