I Aalborg Kommune er koblingskompetencer nøglen til et succesfuldt samarbejde
At koblingskompetencer kan være nøglen til at få samarbejde på tværs af organisatoriske siloer og fagligheder til at lykkes, er de ansatte i Team Læring og Udvikling i Det Nære Sundhedsvæsen i Aalborg Kommune ikke i tvivl om. I efteråret 2025 deltog afdelingens ansatte, som tæller både sundhedsudviklingskonsulenter, en diætist og en kontinenssygeplejerske, i en temadag om koblingskompetencer.
- Vi er rigtigt gode til at fortælle, at vi skal udvikle og samarbejde på tværs, men hvordan gør vi det i praksis – ikke mindst når samarbejdet ikke fungerer? Det har jeg været på udkig efter svar på. Her oplever jeg, at koblingskompetencer kan give os nogle værktøjer til, hvordan vi får det faglige samarbejde til at lykkes, fortæller leder af teamet, Nils Kønig Christiansen, som var initiativtager til temadagen.
Kompetencer bliver allerede bragt i spil
Selv blev Nils Kønig Christiansen introduceret til koblingskompetencer på et lederseminar på sin tidligere arbejdsplads, Frederikshavn Kommune. Her fangede det særligt hans opmærksomhed, at der er tale om en forskningsbaseret tilgang, og at der evidens for, at koblingskompetencer kan styrke det tværgående og tværfaglige samarbejde i større organisationer.
Da jeg kom til Aalborg Kommune, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville introducere mine medarbejdere for koblingskompetencer. Jeg har en gruppe dygtige medarbejdere, som ofte samarbejder på tværs af organisationen, men de samarbejder også internt i afdelingen på tværs af fagligheder. I stedet for, at de vender det indad, når et samarbejde ikke fungerer, og siger: ”Jeg ikke har været god nok”, så kan koblingskompetencer ændre fokus, så det i stedet handler om, at vi ikke er lykkedes med en eller flere af de fire funktioner.
Det har i høj grad resoneret hos medarbejderne i Team Læring og Udvikling i Det Nære Sundhedsvæsen. Faktisk i en grad, så de allerede har trukket på den viden, de fik på efterårets temadag, i interne og tværgående samarbejdssituationer.
- En af mine medarbejdere var så optaget af det, hun fik med fra temadagen, at hun har brugt en time på at tale om koblingskompetencer med en gruppe kvalitetsmedarbejdere, hun samarbejder med. Men også internt i afdelingen, hvor medarbejderne har forskellige faglige baggrunde, har vi fokus på koblingskompetencer, siger Nils Kønig Christiansen.
Ny viden skal virke i hverdagen
Det var ledelses- og organisationskonsulent Ole Madsen fra UCN ac2learn, der faciliterede temadagen, som var en introduktion til begrebet koblingskompetencer og bød på et miks af oplæg og øvelser.
- Problemer i det offentlige går ofte på tværs internt i en organisation eller mellem flere organisationer og bliver dermed mere komplekse. Det er er derfor ikke nok, at medarbejderne besidder stærke faglige kompetencer. Der er brug for metakompetencer, som helt konkret handler om, hvordan rækker vi ud til hinanden, om at være nysgerrige på at forstå hinanden, og om at vi får handlet sammen og fundet nye løsninger, siger han.
For Team Læring og Udvikling i Det Nære Sundhedsvæsen er den proces kun lige begyndt. Næste skridt bliver endnu en temadag i løbet af foråret.
- Nu har vi fået en introduktion til begrebet, og så vil vi gerne tage skridtet videre og arbejde med, hvordan vi får det til at virke i hverdagen. Jo mere vi arbejder med koblingskompetencer, desto klogere bliver vi, understreger Nils Kønig Christiansen.
Ledere bliver klædt på til tværfagligt samarbejde
I januar 2026 skal en ny gruppe medarbejdere i Aalborg Kommune også introduceres til koblingskompetencer. Baggrunden er, at Aalborg Kommune i foråret 2025 gennemførte en omfattende ændring af den kommunale syge- og hjemmepleje ved at samle alt under Borgerens Faste Team. Denne organisationsændring betyder, at kommunen er blevet opdelt i 14 geografiske distrikter, og at der i hvert distrikt er oprettet mindre, tværfaglige teams, som skal sikre, at den enkelte borger får den bedste hjælp og omsorg. De tværfaglige teams består derfor af flere faggrupper, som arbejder tæt sammen, og som samtidig samarbejder med andre afdelinger i forvaltningen.
- Det var en kæmpe ændring, som betyder, at mange mennesker skal arbejde på en ny måde. Det kræver derfor, at vi får nogle værktøjer og faglige begreber, så vi kan lykkes med det tværfaglige samarbejde, som er blevet en del af hverdagen. Det tror jeg, at koblingskompetencer er svaret på, siger Nils Kønig Christiansen.
Han har derfor taget initiativ til, at 40 ledere og assisterende ledere fra Borgerens Faste Team får en introduktion til koblingskompetencer. At det kan klæde dem på til opgaven med at drive fremtidens syge- og hjemmepleje i Aalborg Kommune, er Ole Madsen, der står for introduktionen, ikke i tvivl om.
- Med så stor en organisationsændring kan man ikke bare fortsætte som før. Der er brug for en ny, fælles måde at arbejde på, som sikrer dynamiske, fleksible og meningsfulde løsninger for borgerne. Her er de professionelle nødt til at samarbejde om at finde helhedsorienterede løsninger, og det kræver ledelse. Koblingskompetencer er derfor heller ikke bare noget, lederne kan komme og lære hos os, men noget de skal hjælpe på vej og udvikle mellem hinanden i hverdagen.
Fakta:
- De fire koblingskompetencer er: brobygning, kommunikation, koordination og kooperation
- Koblingskompetencer er en forskningsmæssigt underbygget tilgang, der handler om at klæde medarbejdere og ledere på til at lykkes på tværs af faglige og organisatoriske grænser
- Læs om de fire vigtigste benspænd for samarbejde på tværs
Vil du vide mere
Læs mere om vores arbejde med koblingskompetencer.
Kontakt vores ledelses- og organisationskonsulenter, hvis du vil vide mere om, hvad UCN act2learn kan tilbyde jeres organisation i forhold til kurser, sparring og udvikling inden for koblingskompetencer.