Stor opgave venter i kommunerne
Kommunerne kan uden tvivl lære af hinanden, når ambitionerne i ældrereformen skal føres ud i livet. Men der findes ingen nem genvej til at finde gode løsninger. Det oplever Ann Brix Lytzen, der er tværgående områdeleder på ældreområdet i Hjørring Kommune.
– Vi kan ikke bare kopiere den måde, nabokommunen griber det an på, for vi kommer fra forskellige udgangspunkter. Der bliver 98 måder at forvalte det på som følge af den frihed, der er til at finde kommunale løsninger. Så det er med at holde tungen lige i munden, siger Ann Brix Lytzen.
I Hjørring har de søgt og fået andel i implementering- og kompetenceunderstøttelse i partnerskabet indgået mellem KL, professionshøjskolerne og SOSU-skolerne. Med omkring 1.200 medarbejdere og ledere, der skal involveres på tværs af plejecentre, sygehjemmeplejen, forvaltningen, myndighed og træningsenheden, er det en stor opgave. Ann Brix Lytzen fremhæver især koordineringsopgaven i forhold til at sikre den rette kompetenceudvikling på de rette niveauer og på rette tid - for slet ikke at tale om den lavpraktiske koordinering af, hvor og hvornår folk skal afsted på hvilke kurser, temadage mv.
"Ældrereformen kræver en stor kulturforandring for både medarbejdere og ledere, og hvis vi skal leve 100 procent op til ældreloven, så handler det også om at ændre mindsettet. Vi skal blandt andet forholde os til, hvad selvbestemmelse er i praksis, hvordan vi skal håndtere den borgernære visitation, og hvordan helhedspleje skal se ud hos os"
Ann Brix Lytzen
Tværgående områdeleder på ældreområdet, Hjørring Kommune.Nye muligheder – og udfordringer
Et af de områder, hvor de i Hjørring Kommune er ved at finde ud af, hvordan de bedst udfylder en ny rolle, er i forhold til at inddrage civilsamfundet - det kan være i form af frivillige foreninger eller nabonetværk.
– Vi skal blive skarpe på, hvilken rolle vi som kommunale medarbejdere skal spille. Det kan handle om at facilitere hjælp fra nabonetværk eller lignende. Meget af den kompetenceudvikling, vi skal i gang med i den kommende tid, handler om at blive klædt på til en ny rolle, fortæller Ann Brix Lytzen.
Hun fremhæver eksempelvis den borgernære visitation. Hvor myndighed tidligere visiterede pakker med helt konkrete opgaver beskrevet, handler det fremover mere om en ramme, som frontmedarbejderne skal navigere inden for.
– Det skaber et krydspres for vores frontmedarbejdere, især i sygehjemmeplejen, hvor vi på den ene side skal sikre en høj grad af selvbestemmelse for borgerne, men samtidig skal kunne lave en faglig vurdering af, hvilken hjælp borgeren skal have - også når den ikke stemmer overens med borgerens egen opfattelse af, hvad de har behov for. Det kræver kompetenceudvikling af vores medarbejdere og ledere for at kunne løse den opgave, uddyber hun.
De forløb, som nu sættes i gang i Hjørring Kommune – blandt andet i dialog med UCN - vil vare til udgangen af 2026, men arbejdet stopper ikke der.
– Til den tid er vi færdige med de planlagte forløb med kompetenceudvikling, men en kulturforandring tager tid, så arbejdet fortsætter. Og desuden kommer der også snart en sundhedsreform, som vil få betydning for ældreområdet, lyder det fra Ann Brix Lytzen.