Gå til hoved indhold

Sammen med 17 andre social- og sundhedsassistenter ansat i psykiatrien i Region Nordjylland har Britta Ribergaard Pfänner over en periode på knap tre år gennemført en akademiuddannelse i sundhedspraksis hos UCN act2learn. Hun er ikke et sekund i tvivl om, at hun vil anbefale andre at gøre det samme, selvom det naturligvis er hårdt arbejde at tage en uddannelse sideløbende med sit fuldtidsjob.

- Det har øget min selvtillid og mit selvværd at få et bedre ståsted rent fagligt. Jeg føler mig bedre rustet til at gå ind i faglige diskussioner og spille ind i eksempelvis kvalitetsarbejdet, fortæller hun.

Britta Ribergaard Pfänner arbejder til dagligt som kontaktperson for patienter i Psykiatrisk Ambulatorium i Region Nordjylland.

Britta Ribergaard Pfänner arbejder til dagligt i Psykiatrisk Ambulatorium, hvor hun indgår i et team bestående af sygeplejersker, socialrådgivere, læge og psykologer. Hun er kontaktperson for patienter, hvor hun støtter op om deres behandlingstiltag fx opfølgning på medicinske ændringer, samtaler samt drøftelse med patienten om videre behov for støtte i eget nærmiljø. Britta oplever, at den nye teoretisk viden, hun har erhvervet sig, har udvidet hendes muligheder i arbejdslivet og givet inspiration i det daglige arbejde.

- Det giver ny energi i jobbet, når man kan se, at det batter noget, det vi gør. Det har også styrket nogle af de tiltag, vi er i gang med at implementere. Vi har blandt andet taget initiativ til at få mere systematik ind i samarbejdet med de pårørende, fortæller Britta, der har været på uddannelsen sammen med en SOSU-kollega fra et andet team i ambulatoriet.

- Det er en fordel at være to, også fordi det er rart at være flere til at fastholde de gode idéer og implementere dem, for det er et langt sejt træk. Forhåbentlig kan de erfaringer vi får også bruges i andre teams, siger hun.

Enkelte moduler eller hel uddannelse

Akademiuddannelsen i sundhedspraksis retter sig primært mod SOSU-assistenter og -hjælpere, der arbejder i hjemmeplejen, på sygehuse mv. og kan tages som en samlet uddannelse, eller man kan tage enkelte moduler som selvstændig efteruddannelse.

Læs mere om akademiuddannelsen i sundhedspraksis.

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation, meg@ucn.dk