Digitale teknologier i sundhedsvæsnet
Den teknologiske udvikling skaber muligheder og løsninger, som vi ikke drømte om kunne lade sig gøre for bare 10-20 år siden. Med den hastige udvikling er det afgørende, at vi hele tiden undersøger og skaber ny viden om, hvordan de nye teknologier påvirker menneskers levevilkår.
Vores forskning foregår i tæt samarbejde med aktører på sundhedsområdet og bidrager til at udvikle såvel uddannelser og praksis som de erhverv, der leverer nye teknologiske løsninger til sundhedsvæsenet.
Forskningen på området er forankret i vores forskningscenter Sundhed og anvendt teknologi samt i forskningsgruppen Digitaliseret teknologi i sundhedsfaglig kontekst på UCN's sygeplejerskeuddannelse.
Herunder kan du læse om tre eksempler på anvendelsesorienterede forskningsprojekter, vi er involveret i - i tæt samarbejde med praksis.
IDEAHL
Projektet er et europæisk HorizonEurope-projekt og inddrager 14 europæiske samarbejdspartnere. Projektet har til formål at udvikle og teste viden, modeller og policy for Health Literacy (HL) og Digital Health Literacy (DHL) med henblik på, at borgerne bliver digitalt kompetente i relation til at leve et sundt og aktivt liv. Den genererede viden skal danne afsæt for, at der kan udvikles en omfattende og inkluderende Digital Health Literacy strategi i Europa.
INNOCOMPTEC
InnoCompTec er et Interreg-projekt, der kompetenceudvikler plejehjemsansatte i forebyggelse af smittespredning. Projektet ledes af Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med Mölndal Kommune, Campus Mölndal, Danish Life Science Cluster og UCN. I projektet udvikles simulationsteknologier (VR- og AR-teknologi) til at træne forebyggelse og håndtering af smittespredning, samt avatars til at træne dialog med borgere og pårørende. I alt kompetenceudvikles 60 plejehjemsansatte i Danmark og Sverige. UCN står for effektevaluering af projektet.
VR-UNDERSTØTTET LÆRING
Projektet har til formål at undersøge værdien af VR-understøttet undervisning i relation til færdighedstræning og simulation i sygeplejerskeuddannelsen. Projektet er et effektstudie, der sammenligner VR i kombination med simulation og undersøger validiteten af anvendelsen af VR alene, brugen af fantomer alene og en kombination af begge. Forskningsprojektet udføres i samarbejde med FoKSy (Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje ved Aalborg Universitetshospital) og NordSim (Center for færdighedstræning og Simulation Region Nordjylland).