Børn på kanten

'Emil slår, sparker og råber, når der bliver stillet krav til ham, eller når tingene ikke lige går efter hans hoved henne i børnehaven. De andre børn gider ikke lege med ham. De siger, han ødelægger legen. Ida går ofte for sig selv med sin dukke i hånden. I legen lader hun de andre børn om at bestemme, og hun stiller sig tilfreds med de roller, hun får tildelt som faren eller hund. De andre børn opsøger ikke Ida. De siger, hun er kedelig at lege med, fordi hun bare aber efter det, de andre gør'

Kan du genkende Emil og Ida i dit dagtilbud?

Både Emil og Ida er i en udsat position. De er ikke inkluderet i dagtilbuddets børnefællesskab. De lever deres liv på kanten af børnefællesskaberne og skal gøre sig fortjent til at blive en del af det.  

Børn lærer og udvikler sig igennem deltagelse i forskellige sociale arenaer sammen med andre. Et barns identitetsudvikling og læring er tæt forbundet med dets deltagelsesmuligheder og inklusion i fællesskabet.

Vi ved, at ca. 20 % af børnene i dagtilbud er i en udsat position. Tidligere troede vi, at udsathed havde noget at gøre med barnet og dets manglende udvikling, færdigheder og kompetencer. I dag ved vi, at udsathed opstår i mødet mellem barn og omgivelser. For nogle børn lykkes det aldrig, at blive anerkendte som ligeværdige deltagere, fordi en række udelukkelsesmekanismer er i spil. Disse børn kan f.eks. have vanskeligheder ved at gennemskue og indfri de sociokulturelle koder, der er indlejrede i institutionskulturen og som er adgangsgivende til fællesskabet (Ytterhus, 2003).

Der er forskning som viser, at hvis et individ er ekskluderet i ét socialt system, er der stor risiko for, at det også bliver ekskluderet i andre sociale systemer(Madsen, 2009). Et barn som er ekskluderet i vuggestuen, er således i risiko for at fortsætte i samme spor, når det kommer i børnehave, til fritidsaktiviteter, i skole osv.

Vi ved, at kvaliteten af samspillet mellem børnene indbyrdes og mellem børn og voksne er afgørende for børnenes trivsel, læring og udvikling. Det er derfor nødvendigt, at dagtilbuddets pædagogiske personale reflekterer kritisk over eksisterende samspilsmønstre og egne og fælles væremåder med henblik på at vurdere, om de bidrager positivt til - eller om de hæmmer – børnenes trivsel, læring og udvikling.

Vi kan hjælpe dig med

  • at få viden om, eksklusions – og inklusionsmekanismer
  • at få viden om positioner og positionering
  • at kortlægge og analysere samspil og positioner
  • at finde nye veje at gå med de børn, der er i en udsat position

LEDERLIV

Studievejledning

Nyhedsbrev

Netværk i højeste gear

Publikationer