Læring og didaktik

Kender du Mikkel og Petra?

Mikkel og Petra går i børnehave. Mikkel er en dreng, der har svært ved at koncentrere sig, som let giver op overfor de opgaver han stilles og som ofte er i konflikter med sine kammerater. Petra er engageret og motiveret i børnehavens aktiviteter. Hun er god til at finde på lege og hun er populær i børnegruppen.

Går Mikkel og Petra i dit dagtilbud?

Den pædagogiske opgave i dagtilbud er at tilrettelægge et læringsmiljø, der tilgodeser både Mikkel og Petra, så de hver især og sammen får udnyttet deres kompetencer, udvikler sig og lærer. Didaktik handler om at planlægge, gennemføre, lede, evaluere og dokumentere læreprocesser både for det enkelte barn og for fællesskaber af børn. Et læringsscenarie med både Mikkel og Petra kunne f.eks. være at skære grøntsager til frokosten:

'Der skal skæres gulerødder. Petra går straks i gang med at skrælle en gulerod, mens hun taler med pædagogen Lone om, hvor lange skrællinger hun kan skrælle. Mikkel skal hjælpes i gang. Han er optaget af de børn, der leger udenfor. Lone hjælper ham med at finde en gulerod. Hun viser ham, hvordan han skal holde på den med den ene hånd og kniven i den anden. Hun viser ham teknikken med at bruge skrællekniven og skrælle væk fra sig selv. Samtidig sætter hun ord på det, de laver. Det hjælper Mikkel med at fastholde sin koncentration og opmærksomhed på opgaven.
Mikkel kigger på Petra og er parat til at give op, da han ser, at hun allerede er i gang med sin anden gulerod. Lone opmuntrer, støtter og hjælper Mikkel til at fortsætte. Petra får en ide. Hun foreslår Mikkel at de skal lege madfabrik, så hun skræller gulerødder og han skærer dem i skiver. Mikkel kigger på Petra og dernæst på Lone. Lone nikker og smiler. Petra henter et skærebræt og en kniv til Mikkel. Hun viser ham, hvordan han skal skære skiverne. Mikkel tager den kniv, Petra rækker ham og går i gang med at skære. Han er koncentreret. Det er svært. Guleroden er hård og den ruller. Lone kigger på og spørger, om hun skal hjælpe. Mikkel nikker. Lone skærer en skive af guleroden på langs, så den ikke ruller, dernæst skiver på tværs. Mikkel siger til Lone at :hun skal gå væk – han vil selv. Petra kigger på de skiver, Mikkel skærer, og kommenterer dem: ”Der er en stor – den vil jeg spise. ” Mikkel skærer mange skiver og Petra skræller. Børnene griner og pjatter mens de arbejder.'

Refleksioner om læring
Hvis pædagoger i dagtilbud skal lykkes med at skabe læringsmiljøer og aktiviteter, der fremmer børnenes læring, må vi være optaget af – og klædt på til – at tænke og handle didaktisk. Didaktik handler om at gøre sig systematiske overvejelser over:

  • Formålet med og indholdet i pædagogiske læreprocesser
  • Hvordan læringsmiljøer og – aktiviteter kan tilrettelægges og ledes, så børnene får det ønskede læringsmæssige udbytte
  • Hvordan denne læring kan dokumenteres og evalueres.

I eksemplet har pædagogen Lone har gjort sig didaktiske overvejelser over, hvordan hun skaber et udviklende læringsfællesskab, hvor børnene komplementerer hinanden i forhold til forskellige dimensioner af de seks læreplanstemaer og deres individuelle udvikling. I den fælles aktivitet med at skære gulerødder indgår der forskellige læringsperspektiver i forhold til de to børn. Hverdagsrutinerne er oplagte muligheder for at skabe god kontakt mellem børn og voksne i et meningsfuldt arbejdsfællesskab, hvor alle kan lære lige præcis det, de hver især har brug for. Men det kræver, at personalet har et fokus på at ville noget bestemt med rutinerne. Hverdagsrutinen med gulerodsskrælning rummer masser af læringspotentiale:

  • Begge lærer via handling at bruge et værktøj.
  • De lærer, hvordan man håndterer to forskellige slags knive til henholdsvis at skrælle og skære med.
  •  De lærer teknikker for hvordan gulerødder skrælles, så man undgår at skrælle sig selv i fingrene eller skærer sig på kniven.
  • Deres øje- håndkoordination og finmotorikken styrkes.
  • De lærer om begreber, former og faconer, når der skrælles tykke og tynde gulerødder, som skæres i korte, lange, tynde, tykke trekantede, runde, små eller store skiver.
  • Børnene lærer at indgå i et socialt fællesskab med hinanden som for begges vedkommende er med til at udvikle deres sociale kompetencer. Havde det ikke været for den planlagte aktivitet med at skære grøntsager, ville Petra sandsynligvis ikke vælge Mikkel som legekammerat og omvendt. Nu har de i fællesskab skåret gulerødder til stuen, og det styrker sammenholdet og relationerne.
  • Mikkel har igennem samarbejdet med Petra oplevet at være i et positivt samspil, hvor han ikke er blevet afvist. Han er blevet accepteret og anerkendt for det han kan og den han er. Dette styrker hans personlige udvikling.
  • Petra har igennem samarbejdet med Mikkel lært at hjælpe og tage medansvar for at den fælles opgave med at skære gulerødder lykkes. Hun udvikler strategier for hvordan arbejdsfordelingen mellem de to kan være, så de får løst den opgave, de har fået.

Hvis en aktivitet som at skrælle gulerødder skal blive til læring er det vigtigt at kommunikere med børnene om deres læring. Dette er med til at skærpe pædagogens opmærksomhed på, hvad der skal læres, hvordan og hvorfor. 

Dagtilbudsloven forpligter dagtilbud på at skabe læringsmiljøer, hvor alle børn – uanset forudsætninger og læringsbehov har muligheder for at deltage og opnå et tilfredsstillende læringsmæssigt udbytte af samspilsprocesser og læringsaktiviteter. Med loven om pædagogiske læreplaner stilles der desuden krav om, at der opstilles mål for børnenes læring og at deres læring tilrettelægges, dokumenteres og evalueres. Det gælder både den læring, der finder sted i det ”formelle læringsmiljø” (vokseninitierede, målrettede læreprocesser og aktiviteter), og den læring, der finder sted i det ”uformelle læringsmiljø”, i forbindelse med leg og spontant opståede aktiviteter og situationer i dagtilbuddets hverdag.

Vi er optaget af og arbejder med:

  • Grundlaget for pædagogisk arbejde
  • Børnesyn
  • Børnefællesskaber
  • Leg, læring og læringsmiljø 

Vil du være med?

LEDERLIV

Studievejledning

Nyhedsbrev

Netværk i højeste gear

Publikationer