12. marts 2018

Matematikvejledere viser vejen

86 matematikvejledere går forrest i arbejdet med at sikre matematikundervisning af høj kvalitet på de nordjyske folkeskoler.

Det gør en positiv forskel for arbejdet med matematikken, når en skole har en eller flere uddannede matematikvejledere, som udover deres kompetencer som matematiklærer også har særligt fokus på og evner for at vejlede. Projektet ”Fokus på matematik” blev afsluttet i 2017, og vejlederne er i fuld gang med at bruge deres uddannelser som matematikvejledere. Udover deres egen matematikundervisning har de en vejlederfunktion i forhold til de øvrige lærere på deres skoler og en særlig opgave med at udvikle matematikundervisningen.

Projektet, der blev skudt i gang i 2014, er finansieret A.P. Møller Fonden og gennemført i et samarbejde mellem UCN act2learn og otte nordjyske kommuner.

- Fælles for seks ud af de otte kommuner, der deltog i projekt er, at karaktergennemsnittet i matematik lå under landsgennemsnittet, samt at der enten var få eller ingen matematikvejledere ude på skolerne. Det er endnu for tidligt at fastslå, om matematikvejlederne har formået at hæve karaktergennemsnittet, men vi kan se, at de i spil ude på skolerne og bruger deres nye kompetencer, fortæller specialkonsulent hos UCN act2learn, Janne Holt.

En evaluering af projektet viser, at 74 % af vejlederne indgår i et eller flere fagligt relevante teams.

- Et klart flertal af vejlederne svarer, at deres leder bruger dem mere som matematikvejleder efter, de har gennemført uddannelsen. Evalueringen viser generelt, at vejlederkulturen er styrket ude på skolerne, fortæller Janne Holt.

Et fag i heftig udvikling

En af de nye matematikvejledere er Maria Grove Christensen, der arbejder som matematiklærer- og vejleder på Sofiendalskolen i Aalborg. Hun er ikke i tvivl om, at uddannelsen har gjort en positiv forskel for hendes arbejde.

- Matematikfaget har ændret sig meget de seneste årtier, og det er svært at ændre et fag. Det sker ikke ved, at nogen skriver, at nu er det noget nyt, der er vigtigt. Der skal være nogle ude på skolerne, som går forrest og sørger for, at det bliver implementeret og som sætter fokus på det, siger Maria Grove Christensen.

Hun oplever, at der er stor forskel på at være lærer og vejleder. Som vejleder skal hun ikke kun forholde sig til sin egen undervisning men også fungere som sparring både ledelse og kolleger og bidrage til udvikling af hele skolens matematikundervisning ved at gøre vigtig viden tilgængelig og stimulere den matematikfaglige debat. På sammen måde får hun en mere central funktion i forhold til specialforløb for elever i matematikvanskeligheder.

Vejledning i højsædet

Som en del af projektet skal medarbejdere fra UCN act2learn rundt til de otte kommuner og følge op på evalueringen af uddannelsen.

- Det sker for at sikre, at skolerne får mest muligt ud af de matematikvejledere, som nu er uddannet. Det stiller krav til hele lærerteamet og ledelsen og ikke kun den enkelte matematikvejleder, hvis vi skal nå målsætningen om, at vejlederne skal være med til at hæve karaktergennemsnittet. Evalueringen peger blandt andet på, at vejlederne oplever manglende tid som en barriere i forhold til deres vejledningsopgave, fortæller Janne Holt.

Løft af alle elever

På Bavnebakkeskolen i Støvring er Anne Lyngsøe Højberg en af to matematikvejledere, og hun var også deltager i A.P. Møller projektet. Hun er overbevist om, at vejlederfunktionen gør en forskel for alle elever på skolerne og ikke kun de elever, som har det svært med matematikken.

- Jeg bruger meget tid på at tilrettelægge opgaver og kurser på mindre hold i samarbejde med klassens matematiklærer. I indskolingen er det blandt andet i regnestrategier, så vi er sikrer, at alle elever har kendskab til de forskellige regnestrategier inden for de fire regningsarter. Vi kører også turboforløb, hvor elever med særlige forudsætning og særligt udfordrede elever får hjælp med matematikken, fortæller Anne Lyngsøe Højberg.

For yderligere information om projektet ”Fokus på matematik”

Janne Holt, specialkonsulent UCN act2learn
Telefon 7269 0431