19. marts 2018

Find din egen vejlederstil

En dygtig supervisor kan være med til at sikre faglig udvikling og håndtere udfordringer på arbejdspladser og for enkeltpersoner. Supervisionsuddannelsen klæder dig på til at mestre kunsten at supervisere.

- Supervision er et håndværk, og det er svært at udføre et håndværk uden at være uddannet til det. For mit vedkommende kan man tale om før/efter min uddannelse. Min supervision har fået mere kvalitet, og jeg tager et helt andet ansvar i forbindelse med supervisionen end tidligere.

Sådan lyder fra Maria Toft-Petersen, der til dagligt arbejder som familieplejekonsulent i Aalborg Kommune. Hun har i 2018 afsluttet supervisionsuddannelsen hos UCN act2learn og er ikke et sekund i tvivl om, at det har gjort hende bedre til sit arbejde med at supervisere og vejlede plejefamilier.

Maria har afsluttet sin uddannelse med en diplomprøve, hvilket giver 20 ECTS-point, men det er også muligt at gennemføre uddannelsen uden den afsluttende diplomprøve.

Mille Nymark (tv.), Rasmus Leicht Madsen og Maria Toft-Petersen har netop afsluttet supervisionsuddannelsen sammen med resten af deres kolleger i Aalborg Kommunes team af familieplejekonsulenter.

Berit Ryhammer underviser på forløbet, og hun oplever, at mange forskellige faggrupper kan få stort udbytte af at uddanne sig inden for supervision.

- Det gælder for alle der arbejder i en organisation, hvor den faglige indsats består i at bruge sig selv, sin verbale kommunikation og sit kropssprog i relation til målgruppen. Det kan være ansatte på et botilbud, en daginstitution, en hospitalsafdeling eller et andet sted, hvor målgruppen netop har brug for den professionelle vejledning og supervision, siger Berit Ryhammer.

Supervisionen kan både være i forhold til kolleger og beboere, patienter mv. som man møder i sit arbejde.

Øvelse gør mester

Uddannelsesforløbet er en aktiv udviklingsproces, hvor vekselvirkningen mellem teori, øvelser og refleksion giver dybtgående læring.

- Vi arbejder i UCN act2learn ud fra den læringsfilosofi, at du som deltager lærer bedst, når du er aktiv i din egen læring. Vi arbejder derfor i øvelserne med holdets cases fra egen praksis og med at øve sig i praksis mellem undervisningsgangene, fortæller Berit Ryhammer.

Målet med uddannelsen er at gøre deltagerne i stand til knytte teori til praksis – og omvendt - samt supervisere og vejlede både enkeltpersoner og grupper.

- Deltagerne skal gennem forløbet udvikle deres egen vejlederstil, hvor de finder ud af, hvad fungerer godt i deres arbejde og ikke mindst hvorfor, så de bevidst kan bruge de forskellige tilgange og metoder, som de lærer på uddannelsen, siger Berit Ryhammer.

Udvikling med kollegerne

UCN act2learn udbyder supervisionsuddannelsen med start i september 2018. Berit Ryhammer opfordrer til at man tage en snak med kollegerne, om det er muligt for flere at tilmelde sig uddannelsen samlet.

- Forskning viser, at jo flere, der uddanner sig sammen fra samme arbejdsplads jo større læring for organisationen. Derfor tilbyder vi også at skræddersy et lukket forløb til en enkelt arbejdsplads, hvor alle medarbejdere sammen tager supervisionsuddannelsen, siger Berit Ryhammer.

Netop fordelen ved at uddanne sig sammen med sine kolleger, kan Mille Nymark genkende.

- Hele vores afdeling har været på den samme uddannelse, så det har givet et fælles fagligt fundament og et fælles sprog, som vi kan bruge i vores arbejde. Vi har haft nogle faglige diskussioner med vores kolleger, som vi ikke får taget i hverdagen, lyder det fra Mille Nymark, der er familieplejekonsulent hos Aalborg Kommune.

Vil du vide mere?

Læs mere om Supervisionsuddannelsen