22. maj 2018

Husk at stjæle andres gode idéer

Få inspiration til hvordan I undgår at bruge kræfter på at opfinde den dybe tallerken, når andre allerede har opfundet den.

Af Heidi Dich, ledelses- og organisationskonsulent UCN act2learn, hedi@ucnact2learn.dk

Vi skal alle sammen være nytænkende, og udvikling står øverst på dagsordenen uanset om man arbejder i det private erhvervsliv eller i en offentlig organisation. Vi lever med en forventning om at finde innovative løsninger på problemer i alle størrelser og afskygninger.

Men hvordan griber vi det så an? Mit budskab er klart: Det er tilladt at stjæle andres idéer – faktisk er det dumt at lade være. Det betyder ikke, at vi blot skal se hvad naboen gør og så ukritisk kopiere konceptet. I stedet skal vi være åbne overfor andres løsninger og tilpasse dem vores virkelighed. Det handler om at gøre udvikling og nytænkning let og ubesværet.

Det er måske lettere sagt end gjort, men her kommer en række gode råd til, hvordan I kommer til at arbejde struktureret med det, man kan kalde geninnovation – altså evnen til at genbruge andres gode idéer i eget regi.

Gode erfaringer fra Aalborg Kommune

UCN act2learn har i tæt samarbejde med Aalborg Kommune udviklet en metode til at finde løsningen på de udfordringer, som vi møder i hverdagen. Metoden består i store træk af tre trin: Opdage – Tilpasse – Forandre.

Vi har døbt processen ”Generatoren” – den består dels af en tilgang til, at vi skal dele de gode idéer og dels nogle konkrete redskaber dertil. Tanken er, at medarbejdere og ledere fra flere teams, afdelinger eller virksomheder mødes, og alle medbringer en klart defineret udfordring, som man ønsker at arbejde med på dagen. En udfordring der skal findes en løsning på – det kan være en stor som lille bare den er relevant for hverdagen. Der skal arbejdes skiftevis med fordybelse og forstyrrelse i form af gruppearbejde med egne udfordringer og kreative processer på tværs af teams. Processen har hele tiden fokus på at finde løsningen på egen udfordring.

En generator-session starter typisk ud med, at alle teams fortæller om noget, som er lykkedes for dem, så andre derigennem kan hente inspiration. Selv med meget forskellige udfordringer og folk fra mange dele af en organisation, så har jeg endnu ikke oplevet, at man ikke har kunnet hente gode idéer i andres succeser.

Generatoren er et skridt på vejen i processen fra udfordring til løsning.

Kort men godt

Undgå at skabe en lang møderække eller et fast netværk, hvor man skal arbejde med at hente inspiration fra hinanden. Hvis processen sidenhen munder ud i et egentligt netværk, er det fint, men det er ikke målet i sig selv. Fokuser i stedet på at holde eksempelvis én intensiv dag, hvor I arbejder med redskaberne i generatoren. I indhenter formentlig en masse tid i forhold til at få løst den givne udfordring.

Ledere og medarbejdere i fællesskab

Der skal være repræsentanter fra forskellige dele af virksomheden eller organisationen, når man skal arbejde med geninnovation. Der skal være medarbejdere med konkret erfaring med problemstillingerne og ledere med beslutningskompetencer, så man allerede i nuet kan tage stilling til ting, man vil arbejde videre med efterfølgende.

Grib fat om konkret udfordring

Jo mere konkret I kan være i jeres valg af udfordring, des større er chancen for, at I kommer fra en generator-session med stort udbytte. Det kan være alt fra implementering af et nyt system til problemer med kundekontakten.

Egoistisk proces

Når I deltager i processen, skal I stille jeres viden og erfaring til rådighed, men det er ikke jeres opgave at finde løsninger på andres udfordringer. Derimod skal I lytte til andres beskrivelser af deres arbejde og udfordringer og med afsæt i det finde de elementer, som I kan bruge i jeres hverdag.

Hurtigere proces

En af deltagerne fra forløbet med Aalborg Kommune beskriver udbyttet således:

- Forløbet har åbnet for andre tankegange. Jeg er blevet bedre til at lytte og se på, hvad det er mine kolleger egentlig siger. Jeg er blevet mere nysgerrig og åben i forhold til andres idéer. Jeg har fundet ud af, at det ikke nytter bare at kopiere, men at man skal lade sig inspirere, og så trække idéen hjem, og derefter forme den til ens egen kontekst. Forløbet har betydet, at vi har sparet en masse tid, og er kommet 3-4 måneder længere frem i processen på kort tid.

Projektet i Aalborg Kommune er afsluttet, og målet er, at HR-konsulenter i kommunen fremover skal arbejde videre med brug af generator-modellen til at sikre, at de gode idéer, som opstår i en del af organisationen, også kommer andre afdelinger til gavn.

UCN udvikler forløb

UCN act2learns konsulenter tilbyder at være facilitator på jeres proces med at sætte geninnovation i form. Vi kan samle deltagere fra forskellige brancher og organisationer som kan skabe en bredde i inspirationen til deltagerne for at finde løsninger.  Vi kan kickstarte en proces hos jer, som I selv efterfølgende kan arbejde videre med. Vil du vide mere om UCN act2learns tilbud inden for geninnovation kontakt Heidi Dich på 7269 1662 eller hedi@ucnact2learn.dk