24. maj 2018

Fleksibel lederuddannelse med fokus på salg

​Frederik Stenbjerg Thomsen tager ligesom flere af sine kolleger hos Telenor en lederuddannelse hos UCN act2learn sideløbende med jobbet.

Camilla Lundtoft, teamleder, og Frederik Stenbjerg Thomsen, studerende på lederuddannelsen.

Teamleder Camilla Lundtoft er ikke et øjeblik i tvivl om, at Frederik Stenbjerg Thomsens lederuddannelse både gavner virksomheden og Frederik selv.

Karriereplanen er velovervejet hos Frederik Stenbjerg Thomsen, der er intern sælger hos Telenor. Trods sine blot 22 år har han klare lederambitioner. Med en studentereksamen som den eneste uddannelse, er han klar over, at der skal mere teori og flere eksamensbeviser bygges på CV’et, før drømmen kan gå i opfyldelse. Derfor er han efter aftale med sin arbejdsgiver Telenor i fuld gang med akademiuddannelsen i ledelse hos UCN act2learn. En uddannelse hvor han i sine valgmoduler har valgt at fokusere på salg og projektstyring og som efter planen skal afsluttes i efteråret 2018.

- Hvis jeg skal sparke døren ind som leder, så skal jeg have mere viden og teori bygget på. Selvom jeg ikke arbejder som leder i teamet i dag, så har jeg kunnet bruge sindssygt meget fra uddannelsen i mit arbejde, fortæller han.

Salgspsykologi som en del af lederuddannelse

Akademiuddannelsen i ledelse er opbygget med en række grundmoduler samt valgmoduler. De valgfrie moduler giver rig mulighed for at tone sin uddannelse i den retning, man ønsker. Berit Møller, der er ledelse- og organisationskonsulent hos UCN act2learn, fortæller, at mange ligesom Frederik vælger at skabe sin egen profil via valgmodulerne.

- På grundmodulerne bliver man skarp på en række ledelsesmæssige discipliner og arbejder i høj grad med sig selv og sin tilgang til arbejdet, mens man på valgmodulerne har et mere fagligt fokus på eksempelvis salg, projektstyring, coaching eller online markedsføring, siger Berit Møller.

Hun underviser bandt andet i fagene salgspsykologi og grundlæggende salg samt strategisk salg. Sidstnævnte er et nyt fag der opstartes til september.

- Der er især fra private virksomheder en efterspørgsel på at kunne inddrage salg som en del af lederuddannelsen, og vi oplever, at fleksibiliteten i uddannelsen er afgørende, fortæller Berit Møller.

Opgaver gavner jobbet

Hos Telenor er Frederiks teamleder, Camilla Lundtoft, er da heller ikke i tvivl om, at televirksomheden har gavn af, at deres medarbejdere uddanner sig sideløbende med jobbet. Og i Frederiks tilfælde var der et fint match mellem hans lederambitioner og de kompetencer og udvikling, som hans leder så, at de i teamet havde behov for at styrke.

- Vi har som mobil- og bredbåndsselskab i et konkurrencepræget marked brug for løbende at tilføre nye kompetencer, så vi kan blive ved med at være i front. Det gør vi bl.a. ved at investere i videreudvikling af vores medarbejdere, siger Camilla Lundtoft.

Hun oplever, at kombinationen af uddannelse og arbejde stiller store krav til at kunne håndtere mange bolde i luften på en gang. En evne som er vigtig i sælgerjobbet og ikke mindst i en eventuel fremtidig lederstilling.

- Det har været nemt at give Frederik yderligere ansvar. Det giver mig også nogle nye perspektiver som leder at læse de opgaver han skriver i forbindelse med uddannelsen, når det er cases fra teamet, som han arbejder med, fortæller teamlederen.

Hun understreger, at det giver hende en medspiller. Frederik Stenbjerg Thomsen beskriver det selv sådan:

- Jeg er blevet mere moden og mere modig og taler nu det sprog, man bruger i ledelsesarbejdet. Jeg tør gå ud i organisationen og gøre opmærksom på de udfordringer, jeg mener, vi skal arbejde med.

På udkig efter uddannelse

Hvis du vil vide mere om mulighederne for at tage en akademiuddannelse i ledelse, eller selv sammensætte din akademiuddannelse som en fleksibel akademi uddannelse så kontakt uddannelseskoordinator Pia Lindkvist på telefon 7269 1667 eller pili@ucnact2learn.dk og få hjælp til at sammensætte din uddannelsesplan med grundmoduler og valgmoduler med vægt på netop dit arbejdsområde.