22. november 2018

Ledige kan udleve iværksætterdrøm

​Projektet Innovativ Vækst skal give ledige mulighed for at koncentrere sig om at starte egen virksomhed – særligt ledige dimittender fra videregående uddannelsesinstitutioner i Nordjylland er i fokus.

Tidligere erfaringer har vist, at en af de største barrierer for ledige, der ønsker at blive iværksættere er, at de fortsat skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Den barriere skal Innovativ Vækst fjerne.

UCN og Aalborg Universitet vil sammen med Væksthus Nordjylland og De Nordjyske Erhvervskontorer give de ledige chancen for i 26 uger at satse på at udvikle deres forretningsidé, mens de modtager dagpenge.

Næste hold begynder 28. januar 2019 og interesserede kan læse mere om projektet hos Væksthus Nordjylland

Hvad er Innovativ Vækst?

Tilbuddet er et trefaset iværksætterforløb på op til 26 uger, hvor den ledige har mulighed for at arbejde videre med sin idé og samtidig modtage dagpenge. Under forløbet er der forretningsmæssig sparring, midler til køb af rådgivning og støtte og adgang til mulige investorer.

Hvem kan deltage?

Innovativ Vækst støtter op om potentielle vækst- og vidensiværksættere. Der er særligt fokus på ledige dimittender fra videregående uddannelsesinstitutioner i Nordjylland, men ordningen er åbent for alle med en særlig perspektivrig idé og potentialet til at blive iværksættere.