20. marts 2019

Arbejdsgange forbedres med kunden for øje

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse arbejder målrettet med LEAN gennem en proceskoordinatoruddannelse hos UCN act2learn.

20 medarbejdere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse – i daglig tale FES – er i gang med at optimere deres arbejdsprocesser til gavn for både dem selv internt i styrelsen og de kunder, de servicerer.

På forløbet arbejder deltagerne blandt andet med LEAN, hvor de dykker ned i procesbeskrivelser for at sikre kvalitet og effektive arbejdsgange.


En af øvelserne på forløbet handler om arbejdsprocesserne med en skiltefabrik som case.

Arbejdsgange forbedres med kunden for øje

Jonas Holm Bragason fra kundesektionen i FES lægger vægt på, at forløbet er sammensat ud fra de udfordringer, som organisationen møder i det daglige.

- Uddannelsen er skræddersyet til os, og derfor får vi rigtigt god gavn af de værktøjer, vi bliver introduceret til. Det giver mening at se på vores arbejdsgange og forbedre dem med kunden for øje. Vi kan særligt bruge værktøjerne, der hvor processerne gentages ofte i vores forretning, som i vores serviceydelser, udlejning, sagsbehandling mv, siger han.

Fælles fundament styrker kvaliteten af servicen

Claus Grundtvig, der arbejder i styrelsens Materiel- og sikkerhedssektion, havde på forhånd intet kendskab til LEAN.

- Så det var godt, at vi fik en god indføring i baggrunden og fundamentet for LEAN, og vi fik mulighed for at bringe en række gode FES-relevante drøftelser på banen, fortæller Claus.

- Om eftermiddagen spillede vi et LEAN-spil, hvor vi producerede skilte. Vi skulle finde den bedste måde at producere på og det gav en masse gode snakke om processer. Vi brugte værdistrømsanalyse som et centralt værktøj til at forbedre processen.

- Det væsentligste, jeg tager med hjem fra uddannelsen, er at LEAN giver et godt fælles fundament for at optimere processer på tværs i FES. Desuden bliver processerne faktisk grundlaget for at komme i dialog med kolleger om opgaver og udfordringer. Formålet er at styrke kvaliteten i den service, vi yder til kunderne. LEAN er langt hen ad vejen sund fornuft – for hvorfor bruge ressourcerne forkert, afslutter Claus.


Claus Grundtvig med sin gruppe i færd med at analysere værdistrømme.

Kort om LEAN

LEAN handler om at effektivisere de aktiviteter i virksomheden, som skaber værdi for kunden og om at fjerne alt, som har nul værdi. LEAN bygger på medarbejderinvolvering og har fem styrende principper:

  • At fastslå hvad der skaber værdi for kunden – hvad kunden er villig til at betale for
  • At identificere de ikke-værdiskabende aktiviteter og eliminere dem vha. værdistrømsanalyse
  • At skabe flow omkring de arbejdsgange der skaber værdi
  • En styring af produktionen baseret på ’træk’ (pull) fra kunden, og ikke på skub (push) fra planlægningsafdelingen
  • At stræbe efter det perfekte ved løbende at fjerne spild

Skræddersyede forløb til din virksomhed

UCN act2learn tilbyder kompetenceforløb tilpasset den enkelte virksomhed. Blandt andet inden for LEAN og projekt- og procesledelse. Vil du vide mere om muligheder for skræddersyede virksomhedsforløb, så kontakt Vicki Banch Friis Frederiksen på 7269 1736.