15. juni 2020

Ny nordjysk uddannelse til plejefamilier

Nordjyske familieplejere og aflastningsfamilier kan fra efteråret tage ny uddannelse, som skal ruste dem endnu bedre til deres arbejde med anbragte og udsatte børn og unge. Det er UCN act2learn og SOSU Nord, der i fællesskab står bag det nye tiltag.

Det kan være en svær opgave at tage et anbragt barn ind i sin familie, ligesom rolle som aflastningsfamilie eller netværksfamilie kan give en række udfordringer både i forhold til at hjælpe barnet bedst muligt og til at få hverdagen til at fungere som familie. Det skal en ny uddannelse gøre noget ved. Fra efteråret 2020 bliver det muligt at tage en deltidsuddannelse med fokus på social- og specialpædagogik.

Hos UCN act2learn er områdeleder Michell Kannegaard Olesen overbevist om, at mange familieplejere vil have glæde af at tage Den nordjyske familieplejeuddannelse, der består af en række AMU-moduler, som kan gennemføres over en toårig periode.

- Det er en stor opgave at tage et barn i pleje eller aflastning. Det stiller høje krav til familieplejerne både personligt og til deres faglige kompetencer. Mange familieplejere er ikke uddannet inden for det socialpædagogiske felt, og derfor kan de have stor gavn af at få ny viden om blandt andet børns udvikling og trivsel, og de særlige forhold, der gør sig gældende, når der er tale om børn, som måske har været udsat for svigt, siger Michell Kannegaard Olesen.

Desuden vil uddannelsen give mulighed for at danne netværk med andre plejeforældre. Det kan være et ensomt job, hvor det ikke er muligt at have kollegial sparring om hverdagens udfordringer.  


Den nordjyske familieplejeuddannelse udbydes i samarbejde mellem UCN act2learn og SOSU Nord.

Stærkt nordjysk samarbejde

Maybritt Skak Pedersen, uddannelsesleder hos SOSU Nord, er glad for, at der nu kommer et nyt tilbud til målgruppe.

- Når vi er to nordjyske uddannelsesinstitutioner, som går sammen om uddannelsen, får vi et stærkt tilbud til familieplejere og aflastningsfamilier, hvor vi kan bringe vores erfaringer med området i spil til at stærkt nordjysk tilbud, siger hun.

Med udbud i både Aalborg og Hjørring håber hun, at uddannelsen kan tiltrække kursister fra hele regionen.

Mulighed for gratis uddannelse

Den nye uddannelse udbydes som AMU-kurser. Det betyder blandt andet, at deltagerbetalingen bliver dækket af VEU-tilskud, hvis man er ufaglært eller faglært. Har man en videregående uddannelse skal arbejdsgiveren eller kursisten selv betale for uddannelsen.

- Da uddannelsen består af AMU-moduler betyder det også, at der ikke er krav om et bestemt uddannelsesniveau for at blive optaget. Der er stor forskel på, hvilken faglig baggrund familieplejerne har, og det er godt, at vi med dette tiltag har mulighed for at tilbyde alle et kompetenceløft, siger Maybritt Skak Pedersen.

UCN act2learn udbyder allerede moduler fra akademiuddannelsen i socialpædagogik målrettet familieplejere, hvor der er krav til uddannelsesniveau og erhvervserfaring, mens den nye uddannelse vil være et supplement, der rammer en bredere målgruppe. Hos SOSU Nord har man ligeledes gode erfaringer med uddannelse til de nordjyske familieplejere i form af den tidligere grunduddannelse til familieplejer, samt efteruddannelse til aflastningsfamilier og netværksplejefamilier.

Kort om uddannelsen

  • Den nordjyske familieplejeuddannelse udbydes i samarbejde mellem UCN act2learn og SOSU Nord.
  • Det første modul starter i efteråret 2020, og udbydes i både Aalborg og Hjørring. Der afvikles ét modul halvårligt, og uddannelsen tager samlet to år, men det er også muligt at tage enkelte moduler.
  • Uddannelsen består af tre grundmoduler og et specialiseringsmodul.
  • Udover emner som special- og socialpædagogik vil uddannelsen også beskæftige sig med socialpsykologi, mentalisering og de retslige rammer for plejefamilier.
  • Det er en AMU-uddannelse, og alle har derfor mulighed for at blive optaget på uddannelsen uanset uddannelsesniveau.

Tilmelding til uddannelsen foregår via efteruddannelse.dk, og der er åbnet for tilmelding til det første modul "De retslige rammers betydning for plejefamilien" i henholdsvis i Aalborg og Hjørring

Læs mere om uddannelsen

For yderligere information

Karen Marie Juhl Nielsen, partnerskabskonsulent, UCN ac2learn
Telefon 7269 1752
Mail kjn@ucnact2learn.dk

Michell Kannegaard Olesen, områdeleder, UCN act2learn Sundhed, social- og neuropædagogik
Telefon 7269 1703
Mail mko@ucnact2learn.dk