09. september 2021

Mellemformer er andet end at gå i skoven om torsdagen

I arbejdet med mellemformer er det helt afgørende også at involvere hele klassen og ikke udelukkende lave tiltag målrettet elever med specialpædagogiske behov.

(Artiklen har været bragt på skolemonitor.dk 9. september 2021)

Af Katrine Krogholm Olesen og Anne Hejgaard, adjunkter hos UCN act2learn Pædagogik og Læring

Mellemformer er et fænomen, som efterhånden fylder meget i den pædagogiske praksis, når vi taler om at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever. Men hvad er mellemformer egentlig? Hvad kan det skabe af muligheder og forandringer i praksis? Og hvad kan man helt konkret gøre for at komme i gang med et meningsgivende arbejde med mellemformer?

Spørgsmålene er mange, og svarene er, hvis vi skal være helt ærlige, ofte lidt lange og komplicerede. For det at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn handler om at arbejde kulturforandrende, og vi når aldrig i mål med mellemformer, hvis vi alene tror, at det handler om at flytte børn fra en kontekst til en anden. Men det skal ikke afholde lærere, pædagoger, skoleledere mv. i at kaste sig ud i arbejdet med mellemformer. For der ligger et stort potentiale ved at koble erfaringer, viden og konkrete redskaber fra både almen- og specialpædagogikken og didaktikken i den daglige undervisning. Og vi må ikke overse potentialet ved kun at fokusere på et enkelt redskab i den store værktøjskasse, som mellemformer kan blive for folkeskolen.


Katrine Krogholm Olesen og Anne Hejgaard.

Skeptikeren vil måske sige, at mellemformer blot er inklusion på nye flasker. Ja – mellemformer handler også om at inkludere, men det er et forsøg på at blive endnu mere konkret i sin inklusionspraksis.

Begrebet bruges ofte i forbindelse med tidsbegrænset tilbud, hvor én elev eller en mindre gruppe af elever bliver trukket ud af klassen i en periode for at støtte dem i deres udvikling. Det kan være en elev, som har fået tildelt ekstra støttetimer men i stedet for at bruge dem på en ekstra pædagog/lærer i klassen, så bliver de udmøntet i et samarbejde med den lokale elektriker, hvor eleven er i praktik en gang om ugen. Det kan være tiltag som skoleskove, surf-kurser, ungdomsskoletilbud eller noget helt fjerde. Fælles for tiltagene er, at de skal give eleverne mulighed for i en ny ramme at tilegne sig færdigheder, som de efterfølgende kan have gavn af at mestre, når de igen er en del af fællesskabet i den almene klasse.

Hvis disse tidsbegrænsede tilbud skal fungere, kræver det, at de netop bliver afgrænset. Det nytter ikke at tage en elev med i skoleskoven hver torsdag og så udvide det til at to dage om ugen, når det viser sig, at han eller hun trives rigtig godt i skoven. Fokus skal være på at inddrage eleven mest muligt i klassen igen, og hvis det skal lykkes, kræver det blandt andet en koordinator af forløbet, som sikrer, at relevante lærere, pædagoger og andre fagpersoner løbende inddrages samt har hånd i hanke med indsatsens egentlige formål.

Vi må aldrig glemme, at mellemformer særligt handler om indsatser i det brede fællesskab.

Når vi taler om mellemformer må vi ikke glemme, at det også kan foregå i klassen og ikke nødvendigvis kræver, at nogen trækkes ud i en kortere eller længere periode. Vi ser det blandt andet udfolde sig i Nest- eller Delta-klasser, hvor en klasse sammensættes af en lille gruppe elever med autismediagnose og børn fra en almenklasse. Klasserne bygger på idéen om, at det der gavner eleverne med autisme såsom struktur og forudsigelighed også gavner resten af klassen. Men hvorfor isolere disse tiltag til en Nest- eller Delta-klasse? Det samme greb kan bruges i alle skoleklasser, og behovet er der.

Beregninger fra KL i 2020 viste, at som 17-årig vil hver syvende elev i folkeskolen have fået en psykiatrisk diagnose. Og aktuel rapport fra Vidensråd for Forebyggelse viser, at 16 procent af 0-9-årige børn har betydelige mentale helbredsproblemer, og otte procent diagnosticeres med en psykisk sygdom i hospitalsvæsenet, inden de fylder 10 år. Det stiller store krav til lærere og pædagogerne.

Det fordrer en kulturforandring, hvor de professionelle i klassen ikke kun ser sig selv om dem, der skal lærer fra sig, men også som nogen, der selv skal lære nyt. De skal lære nye metoder til deres arbejde, og de skal tilbydes et professionelt øverum, hvor de sammen kan blive klogere på, hvad der virker og ikke virker i den konkrete praksis. Det kan være, at lærere og skolepædagoger med uddannelse og erfaring inden for det almene område i højere grad skal trække på viden fra deres kolleger med specialpædagogiske kompetencer.

I eksempelvis Brønderslev Kommune er de gået ambitiøst til værks i forsøget på at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn. Konkret skal alle lærere i indskolingen på alle kommunens skoler over en to-årig periode have 12 sessioner med sparring med specialister inden for inkluderende børnefælleskaber, børnesyn, professionelle læringsfællesskaber mv. Det er et langt sejt træk, men hvis lærere og pædagoger skal kunne løse deres opgave, kræver det, at de bliver klædt på fagligt, og at de får mulighed for at udvikle deres professionelle samarbejde.

En af årsager til den succes, som mange NEST- og Delta-klasse oplever, er netop, at de får hjælp til indretning, undervisningsplaner mv. og mulighed for kompetenceudvikling, samt et fokus på tid og ressourcer til refleksioner mellem de professionelle. Hvis alle folkeskoleklasser skal kunne give alle børn reelle deltagelsesmuligheder, så kræver det en målrettet kulturforandrende indsats - og en ambitiøs tilgang til arbejdet med mellemformer kan være første skridt på vejen.  

Temadage om mellemformer

Læs mere om UCN act2learns temadage om mellemformer og tilmeld dig her:

Kontakt

  • Anne Hejgaard, ahe@ucnact2learn.dk
  • Katrine Krogholm Olesen, kko@ucnact2learn.dk