Resultater

Festivalen 2017

Indskolingen

Indskolingen konkurrerede inden for kategorierne:  "Lav en musikvideo om dyr on-location (og til en sang, som endnu ikke er produceret som video) og "Lav et tableau vivant - med viderefortælling og med engelsk tale - over et kunstværk eller et pressefoto, der skildrer børn".

1. præmie

"Den hovedløse hestemand" af Lærke, Isabell, Mikkel, Isabella, Anton, Malthe, Emil BP, Maya og Malthe Emil fra 1.-3. kl., Vaarst-Fjellerad Skole.

Juryens kommentar: En musikvideo med en del gys og megen humor! Der er godt gang i musikvideoen! Stor variation og højt tempo præger billedsiden. Der er forvrængede billeder, helt "naturlige" billeder, billeder med farve, billeder i sort-hvidt, billeder i blåt og så er der billeder med rødt blod! Billederne kommer alle sammen i en god rytme og i et godt flow i overensstemmelse med sangen og musikken. Skuespillet er hele vejen igennem fint; især er pigen, der sidder i lænestolen og spiller skak, super i rollen og god op i mod uhyggen bag døren, hun peger henimod. Til slut i videoen er børnene, der dukker sig én efter én bag træstammerne, et godt timet klip. Kostumerne er fine og velvalgte. "Den hovedløse hestemand" er en vild og fornøjelig oplevelse.

2. præmie

"Escaped" af Oliver, Silas, Jason og Mikkel M. fra 3.A, Vejgaard Østre Skole.

Juryens kommentar: Denne engelsksprogede billedfortælling er klart fortalt, har et tydeligt fokus og et fint spændingsforløb. "Escaped" er præget af godt skuespil - skuespillerne har nok set en del action-film og taget ved lære! Det ses i gestikken og høres i replikkerne. Det dygtige skuespil går fornemt i spænd med de velvalgte kostumer. Fotoarbejdet er fint, mange steder præcist og i rette vinkler, især hvor pigen skal placeres i bagagerummet. De gode fotos understøtter fortællingens dramaturgi rigtig godt. Musikken er yderst velvalgt og markerer stemningen i fortælleforløbet. En megen aktuel og vedkommende fortælling taget fra det virkelige liv - og så med holdning! Godt gået!

 

Mellemtrinet

Mellemtrinet konkurrerede inden for kategorierne: "Lav et tableau vivant - med viderefortælling - over et maleri af Poul Anker Bech" og "Lav en præsentation af Jeanne d'Arc (1412-1431) eller Martin Luther (1483-1546). Forhold jer til, om præsentationen skal være poetisk, dramatisk, musikalsk eller saglig i sit udtryk.

1. præmie

"Gylden aften" af Cecilie, Mathias L., Kristoffer, Therese og Lasse fra 5.-6. kl., Flauenskjold Skole.

Juryens kommentar: "Gylden aften" er en fornem fortolkning af Poul Anker Bechs maleri af samme navn! Filmen er helstøbt og har en gennemført stil. Skuespillet fornemmes at være grundigt gennemøvet, og det er præcist og afklaret i forhold til rollerne. Rekvisitterne er velvalgte, og ikke mindst er der fundet meget fine locations! Billederne er enkle og velkomponerede. Fotoarbejdet med fine beskæringer skildrer på nøgtern vis, de to mennesker liv. At der på nær i hospitalsscenen kun er bevægelse i kameraet og ikke af kameraet giver god ro og klarhed i fortællingen. Sammen med velvalgt musik og en enkel billedrytme skaber billederne udtryksfulde stemninger. En gennemarbejdet film, som fortæller om to menneskers liv og samtidigt også overlader noget til beskuerne. Fornemt!

2. præmie

"Det sidste lys" af Mads, Christian, Emina og Lukas fra 6.A, Kongerslev Skole.

Juryens kommentar: "Det sidste lys" er en dramatisk film om Jeanne d'Arc i fineste spillefilmstil! Der er stemme fra det høje, møde med magten og med afmagten, og der er kamoe af forskellig slags. Filmen er præget af stor variation. Billederne spænder bredt i beskæring: fra nær- til halvnær, til halvtotal, total og supertotal. Skudvinklerne er også varierede. Filmen er godt klippet med både langsom og hurtig klipperytme. Det er alt sammen velvalgt og bidrager til den gode billedfortælling. Skuespillet er præget af god indlevelse og sammen med gode locations og fine kostumer er middelaldermennesker levendegjort på lærredet. Især er kampscenen i landskabet fantastisk, - både med skuespil, rekvisitter, fotografering og klipning går den op i en højere enhed. Super! Frisk, eksperimenterende og stilsikker film!

Kontakt