12. marts 2017

Eksminister fik et kig ind i fremtiden

På UCN på Campus Mylius Erichsens Vej skal et nyt eksperimentarium for læring være med til at klæde de nordjyske folkeskoler på til den teknologiske udvikling. Torsdag d. 9. marts var tidligere uddannelses- og forskningsminister Morten Østergaard på besøg for at se de nye faciliteter.

Det nye eksperimentarium er et såkaldt makerspace - et teknologimættet undervisningsrum, der kobler innovation, pædagogik, teknologi og indretning. Rummet indeholder en lang række forskellige nye teknologier såsom 3D-printere, virtual reality-maskiner, små robotter, lasercutter og meget mere.

 - Hvis vi i fremtiden skal følge med den teknologiske udvikling og beherske de nye teknologier, er vi nødt til at klæde vores unge borgere på til at forstå og bruge dem. Det kan vi hjælpe med ved at stille den nyeste viden og de nyeste teknologier inden for undervisningsbrug til rådighed for skolerne. Derved styrker vi både lærere og elevers mulighed for at være innovative og kreative på måder, der understøtter den digitale dannelse, fortæller Thomas Mark, centerchef for UCN’s Center for Undervisningsmidler.


Lærerstuderende programmerer robot til at spille en melodi på klokkespil.

I UCN’s Makerspace kan folkeskoler se og afprøve de nye teknologier, og mange af dem har de også mulighed for at låne med hjem i klasselokalerne. Lærer- og pædagogstuderende kan desuden bruge faciliteterne i deres uddannelse. Flere lærerstuderende var da også med til at vise det nye makerspace frem for Morten Østergaard, leder af Radikale Venstre og forhenværende uddannelses- og forskningsminister, da han kiggede forbi.


I UCN's nye makerspace prøvede Morten Østergaard bl.a. at spille musik ved hjælp af appelsiner, æbler og lidt teknologi.

Undervejs testede han bl.a. sine evner i et programmeringsspil til iPad, gik på opdagelse i sit gamle barndomshjem i Århus via virtual reality og spillede musik ved hjælp af appelsiner, æbler og lidt teknologi. Alt sammen akkompagneret af forklaringer på, hvordan det kan bruges i undervisningssammenhæng – og det gjorde indtryk på eksministeren.

 - Jeg synes, det er utroligt spændende. Det er vigtigt, at vi bruger den nye teknologi, også til at skabe alsidig og varieret undervisning. Det var også en af intentionerne bag den nye folkeskolereform, men det kan kun udfoldes, hvis skoler, lærere og børn får ny inspiration og ny viden om den teknologiske udvikling, forklarede Morten Østergaard.

Mere info:

  • Thomas Mark, centerchef for UCN’s Center for Undervisningsmidler, tlf.nr.: 7269 0870

Af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation