11. august 2017

Samarbejde i højsædet

På UCN står den strategiske målsætning om at skabe værdi sammen med omverdenen højt på dagsordenen. En ny årlig samarbejdsdag med Aalborg Kommune er med til at fremhæve og anerkende de mange projekter, som bidrager med praksisnær viden og konkrete resultater, som gør en reel forskel i omverdenen og den kommunale virkelighed.

UCN og Aalborg Kommune har i mange år arbejdet sammen for at generere ny viden og brugbare erfaringer til gavn for borgere, virksomheder og selvfølgelig de studerende.  Fire ud af UCNs seks campusser er placeret i Aalborg Kommune, som er Danmarks tredjestørste med ca. 18.000 arbejdspladser, hvoraf mange ligger indenfor UCNs uddannelsesområder. Det giver et enormt potentiale for at skabe ny viden og inddrage de kommunale erfaringer i uddannelsen af fremtidens arbejdskraft. Af samme grund har UCN og Aalborg Kommune en strategisk samarbejdsaftale.

For at sætte fokus på de resultater og den viden, som skabes igennem samarbejdet, blev den første samarbejdsdag afholdt d. 10. august 2017 med fokus på de bedste fælles projekter mellem de to store organisationer. Formålet var ikke blot at anerkende projektdeltagernes arbejde - men også at sprede viden på tværs af begge institutioner, så der opnås størst mulig gavn af det fælles arbejde.


UCNs rektor Lene Augusta Jørgensen åbnede Samarbejdsdagen med Aalborg Kommune.

I alt 10 projekter var indstillet til at blive anerkendt som særligt gode eksempler på, at viden skabt via samarbejde og med tæt kobling til praksis skaber værdi og resultater. Projekterne bredte sig over flere forskellige fag- og uddannelsesområder fra teknologi, business, pædagogik og sundhedsområdet – og flere forskellige forvaltninger i den kommunale verden.

Et eksempel er projektet ”Lejligheden Fyrkildevej”, hvor pædagoguddannelsen har fået stillet en lejlighed til rådighed i Aalborg Øst sammen med de lokale institutioner. Herfra skulle de studerende i et fuldstændigt ligestillet samarbejde med kommunens erfarne pædagoger og de lokale institutioner udvikle form og indhold et i af uddannelsens valgmoduler – Social innovation og Entreprenørskab. Den fysiske lejlighed blev opbygget som et specialdesignet rum til formålet, og tilstedeværelsen i området gjorde, at de afledte opgaver og løsninger i modulet blev udviklet i et på alle måder tæt fællesskab med den praktiske virkelighed. På den måde kunne fokus rettes intensivt mod at løse reelle problemer ud fra fagenes teorier og lokale erfaringer i et samskabelsesforløb med områdets aktører.

Lejligheden Fyrkildevej vandt i kategorien med fokus på projekter drevet af den gode idé, som er ”geniale i deres enkelhed.” I kategorien med fokus på at skabe merværdi for relevante målgrupper, fx studerende, borgere og fagprofessionelle blev det projektet ”Relations- og ressourceorienteret pædagogik i dagplejen, som løb med sejren. Projektet er et samarbejde mellem Aalborg Kommune og UCN act2learn.

Den tredje kategori - med fokus på et klart anvendelsesfokus i forhold til at styrke kerneopgaven i de enkelte områder - blev vundet af projektet ”UCN Next Step”, som er et fælles innovations- og entreprenørskabsforløb mellem UCN Innovation og Business Aalborg. Sidste vinder blev projektet ”Pendlerbroen” i kategorien, hvor fokus var på overfør-eller skalerbarhed. Pendlerbroen er et dansk-svensk samarbejde mellem UCN Teknologi, Högskolan Vest og Business Aalborg

Rektor Lene Augusta Jørgensen fremhævede i hendes tale vigtigheden af samarbejdet med Aalborg Kommune og den tydelige forbindelse mellem undervisningen på UCN og samfundets konkrete problemer:

- Vi har i UCN med vores læringsplatform Refleksiv Praksislæring en meget konkret ambition om at uddanne vores dimittender til virkeligheden ved at integrere praksis i uddannelserne. I den sammenhæng er Aalborg Kommune en helt nødvendig samarbejdspartner for os i forhold til at stille ”virkelighed” til rådighed for vores studerende, undervisere og forskere. UCN har en strategisk ambition om at skabe værdi sammen med omverdenen. De projekter, vi anerkender i dag, er gode eksempler på konkrete værdiskabende aktiviteter.

Det er planen at samarbejdsdagen bliver en årligt tilbagevende begivenhed og dermed bidrager til at styrke den i forvejen gode relation mellem Aalborg Kommune og UCN.

Se alle vindergrupperne her


Relations- og ressourceorienteret pædagogik i dagplejen (ICDP) - et udviklingssamarbejde mellem Aalborg Kommune og UCN act2learn

 


Pendlerbroen - et dansk-svensk samarbejde mellem UCN Teknologi, Högskolan Vest og Business Aalborg
På foto: Jeanett Kaare (dommer) og projektdeltager Charlotte Heigaard Jensen
 


Lejligheden Fyrkildevej - et samarbejde mellem pædagoguddannelsen i Aalborg og kommunale institutionerne i området.
På billedet: Ann-Merete Iversen,Jesper Munksgaard, Sanne Haugaard, Jesper Bredahl og Mette Lorenz


UCN Next Step - forankret i UCN Innovation og Business Aalborg
På foto: Anni Stavskær Pedersen og Jacob Madsen (dommer)

 

Af Peter Møller Rasmussen, UCN Kommunikation, pmr@ucn.dk