01. maj 2018

Det er et hit at være sprogfit

Endnu engang skal der leges, grines og læres, når Aalborg Bibliotekerne og pædagoguddannelsen på UCN gentager succesen og fyrer op for sprogfitnesslege for børnehave- og 0. klassebørn fredag d. 4. maj.

Alene i Kildeparken i Aalborg forventes op mod 2000 deltagende børn, som tages imod af ikke mindre end 120 motiverede pædagogstuderende fra UCN. Det er de studerende, der har udformet og afprøvet legene, som børn i hele landet nu skal prøve kræfter med.

Som noget helt nyt i år er læreruddannelsen på UCN også med, og det betyder, at der i år er reserveret et hjørne af Kildeparken til de lidt større børn fra indskolingen. De kan i sagens natur lidt mere med sproget end de børn, Sprogfitness normalt har haft med i parken. Derfor har lærerstuderende og undervisere fra UCN sammen udviklet nye sproglege, særligt målrettet børn i indskolingen. De nye lege skal nu testes for alvor af de næsten 400 skoleelever i alderen 7-9 år, som er tilmeldt.


Pædagoguddannelsen på UCN og Aalborg Bibliotekerne slår igen i år dørene op til sprogfitness i Kildeparken i Aalborg

Arrangementet blev for første gang afholdt i 2013 som en lokal begivenhed i Aalborg, men er siden da vokset til en landsdækkende begivenhed med nu 70 tilmeldte biblioteker. Der ventes omkring 10.000 deltagende børn til sprogfitnessdagen i hele landet.

Sprogfitness afvikles altid afholdes i maj, hvor børnehave- og 0. klassebørn inviteres til at komme og lege med sproget. Formålet med disse lege er at understøtte børnenes sproglige udvikling, samt styrke deres sociale og kropslige kompetencer.

Sprogfitness 2018 afholdes i Kildeparken i Aalborg den 4. maj, kl. 9-12.

Læs mere om Sprogfitness og effekten af en pædagogisk-æstetisk tilgang til sprogarbejdet i denne artikel fra magasinet UCN Perspektiv

For mere information:

  • Kasper M. Drevsholt, adjunkt, pædagoguddannelsen på UCN, ksd@ucn.dk / 72690705
  • Dorthe Svendsen, aktivitetskoordinator, Aalborg Bibliotekerne, dorthe.svendsen@aalborg.dk / 99314325