24. september 2018

Debat: Skal vi fortsat spare i stilhed?

Når vi sparer på uddannelse, sparer vi på nøglen til velfærd. Vi sparer på den nødvendige investering i fremtidig kvalificeret arbejdskraft i både virksomheder og offentlige institutioner. Og vil vi blive takket for det, spørger rektor Lene Augusta Jørgensen og bestyrelsesformand Poul Knudsgaard.

Af Poul Knudsgaard og Lene Augusta Jørgensen, bestyrelsesformand og rektor for Professionshøjskolen UCN

For nylig fremlagde regeringen sit forslag til finanslov for 2019. Forslaget lægger op til yderligere besparelser på uddannelse via det såkaldte omprioriteringsbidrag. Bidraget indebærer et krav til alle uddannelsesinstitutioner om besparelser på to procent hvert eneste år, og det er varslet til at fortsætte så langt øjet rækker.

Som bestyrelsesformand og rektor for Professionshøjskolen UCN er vi helt på det rene med, at det er folkevalgte politikere, der styrer statens husholdningsbudget og fordeler midler mellem sundhed og ældre og uddannelse og forsvar. Vi er også helt på det rene med, at det er vores ansvar som professionel ledelse at få opgaven løst inden for de givne økonomiske rammer.

Alligevel kan vi ikke lade være med at spørge os selv, om fremtiden vil takke os for at spare i stilhed?

For når vi sparer på uddannelse, sparer vi jo på nøglen til velfærd. Vi sparer på den nødvendige investering i fremtidig kvalificeret arbejdskraft i både virksomheder og offentlige institutioner. Og vil vi blive takket for det?

På Professionshøjskolen UCN har vi været vant til omprioriteringsbidraget lige siden 2016. Vi har årligt sparet to procent ud af et samlet budget på omkring 700 mio. kroner. Det er et budget, som dækker udgifter til over 30 forskellige korte og mellemlange videregående uddannelser fordelt på seks adresser i Nordjylland samt efteruddannelsesaktiviteter og forskning.


Rektor Lene Augusta Jørgensen og bestyrelsesformand Poul Knudgaard, UCN.

Alt i alt skal der indtil videre spares omkring 50 mio. kroner. Det er ikke så lidt. Det svarer til omkring 80 undervisere på fuld tid, hvis man omregner til personale. For den samlede professionshøjskolesektor bestående af otte professionshøjskoler løber besparelserne op på flere milliarder kroner.

For at håndtere disse sparekrav, har vi på Professionshøjskolen UCN udarbejdet en langsigtet spareplan på tværs af både administration og uddannelsesområder. Planen gav et voldsomt røre sidste sommer, da vores uddannelser skulle gennemføre deres del af spareplanen. Det gjorde ondt. Og gør det stadig.

I en sådan besparelsessituation befinder vi os som uddannelsesinstitution i et vanskeligt dilemma.

Præcis som hospitaler og andre offentlige uddannelsesinstitutioner skal vi klare os på en slags frit ”marked”, hvor ”kunderne” kan bevæge sig frit – uanset om der er tale om studerende eller patienter.

På den ene side er vi derfor dybt bekymrede og kan se besparelser får mærkbare og alvorlige konsekvenser for uddannelsen af vores dygtige dimittender.

På den anden side skal vi udadtil indgyde 100 procent tillid til vores uddannelser og til enhver tid stå på mål for, at kvaliteten af vores uddannelser er mindst lige så god som og gerne bedre end alle de andre uddannelsessteder, som de unge sammenligner os med. For hvis andre kan få det til at fungere, kan vi vel også?

Så vi kæmper videre og sparer i stilhed.

Vi lægger arbejdsgange om, vi digitaliserer, vi effektiviserer, og vi opmuntrer vores faglige personale til at bevare en stærk ildhu, som er kendetegnende for vores sektor. For vi brænder for uddannelse og læring, og vi vil intet hellere end at levere uddannelser og undervisning fra øverste hylde. Det er en ambition vi håber skinner igennem, når vi til december får svar på, om vi som institution lever op til kravene for at blive akkrediteret for vores kvalitetsarbejde – og forhåbentlig får positiv feedback for at arbejde systematisk med at udvikle kvaliteten af vores uddannelser.

Men når vi taler besparelser af dette omfang, er det ikke nok bare at arbejde smartere og skære ned på administration. De muligheder er udtømt. Vi er inde og kigge på vejledning, feedback, holdstørrelse og undervisernes tid og kan dermed ikke undgå at påvirke kvaliteten af vores uddannelser.

Det får så igen konsekvenser for de professioner og fag, som vi uddanner til.

Både folkeskole, daginstitutioner og sundhedsvæsen er jo højt profilerede velfærdsområder, hvor der stilles store krav til de faglige kompetencer hos lærere og pædagoger og sundhedspersonale så som sygeplejersker, jordemødre, ergoterapeuter, fysioterapeuter og radiografer.

For børn, forældre, syge og pårørende graduerer vel ikke deres forventninger til medarbejderne alt efter, om vi skal spare penge eller ej?

Det samme gælder inden for de private erhverv. Forventningerne til kvaliteten af bygningskonstruktørernes konstruktioner, el-installatørernes evne til at skabe sikre installationer, og finansøkonomernes evne til at jonglere med tal og beregninger ændrer sig jo ikke i takt med finansloven.

Vi er kort sagt bekymrede på landsdelens vegne. Bekymret for den nære adgang til kvalificeret arbejdskraft i virksomheder og offentlige institutioner.

Besparelserne dræner kræfter fra de lokale uddannelsesinstitutioner, og det kan på sigt betyde et endnu mere centraliseret uddannelses-Danmark, hvor uddannelserne samles i de store byer.

Årsagen er, at vi som uddannelsesinstitutioner presses til i stigende grad at tænke forsigtigt og økonomisk.

Vi er som institutioner nødt til at lægge uddannelserne til rette, så vi får mest mulig uddannelseskvalitet per anvendt krone. Det peger i retning af større enheder. I den seneste finansieringsreform får vi ganske vist relativt flere midler til små udbudssteder som Thisted og Hjørring, men samtidig gøres vores finansiering afhængig af, om vores dimittender er i job syv måneder efter bestået eksamen på UCN.

Det betyder alt andet lige en øget usikkerhed i vores økonomi. For hvor gerne vi end ville, kan vi jo ikke styre, om vores dimittender får job eller ej. Vi er derfor nødt til at polstre os mod den værst tænkelige situation og tænke mere sikkert.

Det er uheldigt, når vi samtidig skal løfte et stort og stigende samfundsansvar, som vi gerne tager på os.

Samfundsansvaret består i, at vi – ud over at uddanne og efteruddanne fremtidens arbejdskraft – skal løfte forholdsvis nye opgaver omkring forskning og viden. Vi skal skabe ny viden i vores faglige forskningsmiljøer tæt på den nordjyske hverdag og sørge for, at den bliver anvendt i vores professionsuddannelser, erhvervsuddannelser, overbygningsuddannelser og videreuddannelser – og i øvrigt kommer ud i virkeligheden, får liv og gør nytte.

Som uddannelsesinstitution skal vi hver dag være i stand til at følge med og tilpasse os de nye tider. Det ved vi alt om.

Vi er som professionshøjskole født ud af 10 selvstændige nordjyske uddannelsesinstitutioner med hver sin stolte historie og har i de seneste 10 år arbejdet intensivt med at skabe en fælles og stærk institution, der kan udvikle Nordjylland med uddannelser, viden og videreuddannelse. Den rejse er langt fra slut.

Men hvis omprioriteringsbidraget på to procent fortsætter – og efter 2022 som et bidrag, der omprioriteres inden for uddannelsessektoren – så vil vi på Professionshøjskolen UCN uundgåeligt blive presset ud i nye spareplaner.

Med mindre nogen bryder stilheden…

#STOP2pctNU

Mere info:

  • Lene Augusta Jørgensen, rektor på UCN, tlf.nr.: 7269 0100