11. december 2018

Åbenhed mod verden er vigtig

Som landsdel har vi brug for kvalificeret dansk arbejdskraft, der kan tænke internationalt, og kvalificeret international arbejdskraft, der kan tænke dansk, mener Poul Knudsgaard og Lene Augusta Jørgensen, bestyrelsesformand og rektor for UCN

Af Poul Knudsgaard og Lene Augusta Jørgensen, bestyrelsesformand og rektor for UCN

Store forandringer skyller i disse år ind over Professionshøjskolen UCN og øvrige videregående uddannelser i Danmark: Fremdriftsreform, dimensionering, uddannelsesloft, besparelser, omprioriteringsbidrag og SU-loft for internationale studerende.

Konsekvenserne er mærkbare. For den enkelte studerende, for uddannelsesinstitutionerne og for samfundet.

Særligt i forhold til internationalisering og internationale studerende sker der i disse år en markant ændring af vores uddannelsessystem, som går fra udstrakt åbenhed til en mere afmålt åbenhed mod verden.

Her mener vi, at det er afgørende at finde den rigtige balance, så vi som samfund bliver ved med at uddanne og tiltrække dygtig international arbejdskraft, som kan skabe vækst og udvikling i de nordjyske virksomheder.

Internationalisering er igennem de seneste 10-15 år blevet en selvfølgelig del af hverdagen på alle 35 uddannelser på Professionshøjskolen UCN.

De studerende rejser i stigende grad ud på studieophold og kommer styrkede hjem med nye perspektiver på deres faglighed, hvad enten de er lærere, sygeplejersker, datamatikere eller finansøkonomer. Underviserne skaber i stigende grad samarbejder og projekter med andre universiteter og læreanstalter og kommer inspirerede hjem med seneste faglige viden. Forskerne udveksler i stigende grad viden og skaber resultater sammen med fagmiljøer fra nær og fjern. Internationale studerende færdes på vores campusser og gør engelsk til en del af sproget i både undervisningslokalet og kantinekøen.

Rektor Lene Augusta Jørgensen og bestyrelsesformand Poul Knudgaard, UCN.

Så internationalisering foregår ikke bare ude i den store verden, men også på UCN’s seks adresser i Nordjylland, hvor de danske studerende, som af den ene eller anden grund ikke rejser ud under deres studie, møder internationalisering via samarbejde med de internationale studerende.

Sammen med vores særlige læringstilgang, der sammenfletter teori og praksis, er internationalisering dermed en vigtig forudsætning for, at vores dimittender efter endt eksamen ikke bare kan gå ud og bidrage på en privat eller offentlig arbejdsplads fra dag et – men også bringe et frisk og langtidsholdbart forandringsperspektiv med sig i bagagen.

I de seneste år er udviklingen i internationalisering dog stagneret. UCN har lukket fem engelske udbud, så vi i dag har 14 rent engelsksprogede uddannelser. Samtidig er antallet af internationale studerende, blandt andet på grund af UCN’s egen dimensionering, reduceret med 26 procent, så vi i dag i alt har omkring 1.000 internationale studerende. Det svarer til cirka 12 procent af alle studerende på UCN.

Opbremsningen i antallet af internationale studerende har på mange områder været fornuftig og nødvendig. For uddannelse handler i dag om relevans og kvalitet – og ikke om kvantitet.

Men vi mener, at det er vigtigt at fastholde det nuværende internationale fokus og insistere på en balance, hvor vi som uddannelsesinstitution og landsdel stadig er åbne mod verden og bringer international viden og internationale impulser til Nordjylland.

Som landsdel har vi brug for kvalificeret dansk arbejdskraft, der kan tænke internationalt, og kvalificeret international arbejdskraft, der kan tænke dansk. Det er nødvendigt for at Nordjylland kan begå sig i en global økonomi.

Men hvor internationalisering måske falder let for store virksomheder med engelsk som dagligt arbejdssprog, kan det være sværere at ansætte international arbejdskraft i en mindre eller mellemstor virksomhed. Her kan sprog og kultur skabe usynlige barrierer.

På Professionshøjskolen UCN tager vi sammen med kommuner og andre samarbejdspartnere et ansvar for at gøre både danske og internationale studerende 100 procent parat til et arbejdsmarked i hastig omstilling og forandring. Det sker for de internationale studerende blandt andet via vores seneste ”Employability Camp”, der var en stor succes.

I sidste ende er vi dog afhængige af, at både små og mellemstore nordjyske virksomheder har blik for langsigtede muligheder – og ikke kun kortsigtede begrænsninger – ved at ansætte international arbejdskraft, som er uddannet i Nordjylland.

Det er godt at være vild med verden. Men vi skal også ville den.

Mere info:

  • Lene Augusta Jørgensen, rektor på UCN, tlf.nr.: 7269 0100