04. januar 2019

Nyt EU-projekt skal styrke inklusionen i folkeskolen

Tusindvis af flygtninge- og indvandrerbørn er de senere år kommet til Europa, og i mange lande er det en stor udfordring at få dem integreret i klasseværelserne. Nu skal et nyt EU-projekt styrke lærernes muligheder for at arbejde med inklusion af elever med flygtninge- og indvandrerbaggrund.

Projektet skal konkret munde ud i etableringen af en læringsportal med online-kurser og materialer, som skolelærere fra hele Europa kan gøre brug af, når de skal arbejde med inklusion af elever i klasseværelset. Målet er, at portalen skal være tilgængelig på bl.a. dansk og engelsk og kunne tilgås via internettet og en app.

Projektet løber de næste to år med Professionshøjskolen UCN som projektkoordinator. Det er den danske non-profit-organisation Crossing Borders, der har startet projektet. Derudover deltager uddannelsesinstitutioner og øvrige organisationer fra Grækenland, Italien og Tyskland.

Uddannelse er nøglen

Bl.a. på grund af flygtningekrisen er det blevet aktuelt for flere lærere i de europæiske skoler at arbejde med inklusion af børn med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Omkring 10 procent af befolkningen i EU var i 2015 migranter, og fem procent af dem var under 15 år. En PISA-undersøgelse fra 2015 har vist, at immigrantelever i gennemsnit præsterer dårligere i grundskolen end ikke immigranter.


En ny læringsportal med online-kurser og materialer skal styrke lærernes forudsætninger for at arbejde med inklusion af indvandrer- og flygtningebørn.

Ifølge Garba Diallo, direktør i Crossing Borders, er projektet derfor et meget vigtigt led i at fremme inklusionen af denne gruppe børn i de europæiske skoler og samfund som helhed.

- For os begynder integration med uddannelse. Derfor har projektet samlet eksperter fra både den sydlige, centrale og nordlige del af Europa for at hjælpe lærerne med at kunne forberede og arbejde med deres undervisning, så den hele tiden er inkluderende. Vi vil i projektet lytte til behovene hos lærere og skoleledere med erfaring med inklusion – og understøtte dem baseret på de behov, de selv har italesat, forklarer Crossing Borders-direktøren.

Interviews med lærere og ledere fra skoler i de fire europæiske lande, der deltager i projektet, bliver således én af hjørnestenene i udviklingen af materialer og kurser til den nye læringsportal.

Tiltag gør en forskel

Derudover skal projektet identificere og kortlægge eksisterende forskning og praksis på området, fortæller Susanne Dau, docent og programleder på Professionshøjskolen UCN. Det gælder især forskning om inklusion i klasseværelset.

- Nyere forskning viser, at hvis man anvender målrettede inklusionsmetoder i den daglige undervisning og inddrager forældrene i arbejdet med inklusion af børnene i skolerne, så har tiltagene en større effekt. Vi ved også, at digitale undervisningsmaterialer og forløb kan understøtte de pædagogiske tilgange og metoder i inklusionsarbejdet i klassen, f.eks. i form af e-læringsindsatser så som e-bøger med højtlæsning og forklaringer.

Ifølge Susanne Dau handler inklusion i klasseværelset også om meget andet end selve undervisningen. Sproget samt de kulturelle og samfundsmæssige vilkår og betingelser betyder eksempelvis meget for inklusionen såvel inden for som uden for klasseværelset, hvilket man som lærer er nødt til at være opmærksom på i arbejdet med inklusion.

Det nye projekt har titlen ”Pedagogical Approaches for Enhanced Social Inclusion in the Classroom” og er støttet af ERASMUS-programmet - et EU-uddannelsesprogram med det formål at fremme samarbejdet mellem videregående uddannelsesinstitutioner i EU's medlemslande.

Den nye læringsportal får adressen www.paesic.eu.

Partnere i projektet:

  • Professionshøjskolen UCN, Danmark
  • Crossing Borders, Danmark
  • Youth Europe Service, Italien
  • University of Thessaly – UTH, Grækenland
  • Comparative Research Network, Tyskland

Kontaktinfo:

  • Garba Diallo direktør i Crossing Borders, mobil: 2163 9432
  • Susanne Dau, docent og programleder ved Professionshøjskolen UCN, mobil: 7269 1246

Af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation