16. januar 2019

105 nordjyske virksomheder skal styrkes digitalt

Ledelserne i de små og mellemstore nordjyske virksomheder skal geares til fremtiden ved at udnytte de mange digitale muligheder. Det skal projektet Digital Ledelseskultur hjælpe med til.

Frem til 2021 skal i alt 105 nordjyske virksomheder igennem et udviklingsforløb med 1:1 sparring, netværk og workshops, for at styrke digital beslutningskompetence. Det er UCN act2learn, der står bag den nordjyske indsats i det landsdækkende projekt Digital Ledelseskultur. Indsatsen er finansieret af Socialfonden og på landsplan skal 36 millioner kroner hjælpe virksomhederne videre i processen mod øget digitalisering.

Projektleder hos UCN act2learn Simon Brøndum Jensen forklarer, at det ikke handler om at implementere specifikke programmer og systemer ude i virksomhederne.

- Det handler om digitale menneskelige kompetencer. Virksomhederne skal blive endnu bedre til at hente data i deres eksisterende forretninger og drage nytte af dem. De skal i endnu højere grad lægge standard arbejdsopgaver ind i systemer, siger han.

Digital Ledelseskultur skal styrke virksomhedslederes digitale kompetencer for at opnå en stærkere digital forretningsudvikling, digital handel og services, højnet effektivitet via digitalisering og øget produktivitet.

Netværk og uddannelse

UCN act2learn er lige nu i gang med at finde de 105 virksomheder, der skal med i de i alt seks forløb, som hver varer 10 måneder. På hvert forløb veksles mellem tema-workshops og 1:1 virksomhedssparring til konkrete digitaliseringsprojekter. Ligesom de vil indgå i netværk med de øvrige deltagende virksomheder.

Vil være digitale frontløbere

En af de virksomheder, der er tilmeldt forløbet, er HMK Bilcon. Gistrup-virksomheden med godt 90 ansatte er specialiseret i at bygge tankbiler. Her har direktør Peter Jensby et klart mål med at deltage i projektet.

- Vi har en masse digitaliseringsprojekter som knopskyder, der hvor vi har de største udfordringer. Men vi mangler, at det bliver forankret i ledelsen, og vi får en overordnet digitaliseringsstrategi. Virksomheden var for få år siden bagud på digitalisering, nu har vi udskiftet både hardware og software og er på linje med konkurrenter, men vi vil være foran, og det skal Digital Ledelseskultur gerne hjælpe os med, siger Peter Jensby.

Han har store forventninger til, hvordan HMK Bilcon i fremtiden kan forbedre deres produkt. Blandt andet ved at hente data fra de omfattende it-systemer, som er en integreret del i alle tankbiler, og bruge dem til at spotte udviklingspotentialer.

- I produktionen er vi også i gang med en digitalisering af vores projektmapper, så vi bruger tablet i stedet for fysiske tegninger.  Så man som eksempelvis svejser altid har den opdaterede tegning, og ikke risikerer at arbejde ud fra en gammel version, giver Peter Jensby som eksempel på et igangværende projekt.

For yderligere information

Simon Brøndum Jensen, projektleder UCN act2learn
Tlf. 72 69 17 04, e-mail: sbj@ucnact2learn.dk

Her kan du læse mere om projektet Digital Ledelseskultur 

Af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation