28. marts 2019

Debat: Skal betalt efteruddannelse ikke gælde alle?

Bedre efteruddannelsesmuligheder giver god mening i Danmark. Men det er ikke kun folk med lange uddannelser, som har behov for livslang læring, mener Søren Samuelsen og Peter Møller Pedersen på UCN.

Af Søren Samuelsen og Peter Møller Pedersen, direktør for hhv. udvikling og uddannelse på Professionshøjskolen UCN

I december indgik folketingets partier en politisk aftale om mere fleksible universitetsuddannelser. Aftalen er udtryk for et politisk ønske om at tilpasse uddannelsessystemet en ny og foranderlig verden og med aftalens egne ord ”bidrage til en bevægelse i retning af øget livslang læring, hvor det bliver mere naturligt at vende tilbage til universitetet og bygge oven på erfaringerne efter nogle år på arbejdsmarkedet.”

Aftalen kan ses som en stille revolution på vej imod et system med fuld adgang til betalt livslang læring. Men indtil videre kun for dem med længere uddannelser. Spørgsmålet er derfor, om ikke denne stille revolution også bør udvides til at omfatte andre grupper med korte eller slet ingen videregående uddannelse snarere end være forbeholdt et mindre udsnit af arbejdsstyrken, som i forvejen er topmotiveret for videreuddannelse.


Betalt efteruddannelse skal ikke kun være for de allerede veluddannede, mener udviklingsdirektør Søren Samuelsen og uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen på UCN.

Behov for bedre rammer for livslang læring

At man politisk ønsker at gøre op med den traditionelle måde at tænke uddannelse og læring er tiltrængt og velkomment.  Indtil nu har det i høj grad været sådan, at man har skullet tage sin uddannelse så hurtigt som muligt og så ellers ud på arbejdsmarkedet. Fortsat læring for den enkelte i form af masteruddannelser, diplomuddannelser, akademiuddannelser, enkeltmoduler og kursus har været med deltagerbetaling eller eventuelt betalt af en eller anden form for midlertidigt politisk forlig i form af en 3 partsaftale.

Som ledere i en stor dansk uddannelsesinstitution mærker vi, hvordan behovet for bedre rammer for livslang læring i stigende grad presser sig på. I takt med at teknologien forandrer sig, og vi lever længere, stiger behovet for fleksibel og individuelt tilpasset uddannelse og videreuddannelse markant.

Den nye universitetsaftale og en tidligere aftale om erhvervskandidatuddannelser fra 2017 giver samlet set ”studerende bedre mulighed for at kombinere uddannelse og job, så de studerende bliver knyttet til det private arbejdsmarked, mens de studerer.”

Gratis uddannelse vil vinde over nuværende system

Ifølge de to aftaler får universiteterne lov til at udbyde såkaldte erhvervskandidater på deltid, ligesom den nye ”etårige akademiske overbygningsuddannelse” også skal kunne tilrettelægges på deltid. Den kommer dermed reelt til at svare til de nuværende akademiske masteruddannelser i omfang og niveau. Samtidig vil de nye uddannelser være uden deltagerbetaling. For nogle uddannelsers vedkommende vil man desuden kunne få SU.

Det betyder for eksempel, at en arbejdsgiver med sygeplejefaglige medarbejdere fremover vil kunne vælge imellem at kompetenceudvikle deres medarbejdere ved at sende dem på de eksisterende deltagerbetalte tilbud i form af enten master i klinisk sygepleje eller sundhedsfaglig diplomuddannelse, eller – som følge af aftalens nye muligheder – sende dem på en erhvervskandidat i klinisk sygepleje uden deltagerbetaling. En deltagerbetaling, som vel at mærke ofte ligger over 100.000 kroner for et samlet uddannelsesforløb. Hvad arbejdsgiveren vælger, er ikke svært at forestille sig.

Hvor er potentialet størst?

Vi kan dermed være på vej ind i en helt ny type efter- og videreuddannelsessystem, som skaber nye rammer og forudsætninger for vekslen mellem job og arbejde, sådan som det allerede har fungeret i Sverige i en årrække.  Men spørgsmålet er, om det for det danske samfund som helhed giver mening, at den stille revolution kun omfatter dem med længere uddannelse?

Veluddannede vil ofte være mere motiverede for videreuddannelse, mens det kan falde sværere for folk med en kort – eller slet ingen – videregående uddannelse. Og det er jo i mindst lige så høj grad disse grupper på arbejdsmarkedet, som har behov for livslang læring, fordi deres grunduddannelse overhales af en foranderlig virkelighed med teknologisk udvikling, digitalisering og disruption og for den enkelte skaber et radikalt behov for fornyet udvikling af kompetencer.

Der er derfor brug for at se på, hvordan vi som samfund bedst muligt udvikler vores arbejdsstyrke hele livet. Universitetsaftalerne udgør et første spændende skridt. Men for Danmark som samfund ligger perspektiverne formentlig et helt andet sted.