26. april 2019

God idé blev til mesterskab

Fire studerende fra UCN løb med sejren til de regionale mesterskaber i entreprenørskab onsdag d. 24. april. UCN vandt 5 ud af i alt 10 priser, og nu venter DM i entreprenørskab i København.

Tobias Dela Astrup, Amanda Rismoen, Anders Jespersgaard og Kasper Hermes Olsen læser til daglig på UCN's uddannelse i innovation og entrepreneurship. Ved siden af studierne knokler de med deres virksomhed SmartPant, og idéen bag har nu sikret dem et regionsmesterskab i entreprenørskab, 10.000 kr. og en billet til finalen i DM i Entreprenørskab.


Tobias Dela Astrup, Amanda Rismoen, Anders Jespersgaard og Kasper Hermes Olsen kan kalde sig regionsmestre i entreprenørskab.

Idéen går kort fortalt ud på at udvikle en app, som gør det nemmere og hurtigere for forbrugere at få indbetalt pantpengene på ens konti – og slippe for bøvlet med flaskeboner. Det kan lade sig gøre, fordi appen er forbundet til eksisterende pantautomater og pantstationer i Danmark.

Appen skal motivere flere til at få afleveret deres pantflasker, ikke mindst så de ikke flyder i naturen. Nu er de klar til finalen, og her får de selskab af flere UCN-studerende. UCN løb nemlig med 5 af i alt 10 priser til de regionale mesterskaber, hvor  170 studerende fra en række jyske erhvervsakademier og professionshøjskoler deltog.

Kontakt

  • Kasper Hermes Olsen, studerende på UCN, 3164 0406

Af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation