08. oktober 2019

Debat: Fejlstyrer vi de videregående uddannelser?

De videregående uddannelsesinstitutioner bliver i dag bl.a. målt på og styret efter antal undervisningstimer og de studerendes studieintensitet. En ny analyse fra UCN viser imidlertid, at de to faktorer ikke nødvendigvis fører til øget læringsudbytte og kvalitet. Derfor bør vi diskutere, om uddannelserne fejlstyres, skriver rektor Lene Augusta Jørgensen og professionshøjskoledirektør Poul Højmose Kristensen.

Af Lene Augusta Jørgensen og Poul Højmose Kristensen, hhv. rektor og professionshøjskoledirektør på Professionshøjskolen UCN

Debatten om de videregående uddannelser fyger med tal, data og begreber. Blandt de helt centrale begreber er motivation, studieintensitet, studieaktivitet og læringsudbytte.

De mange tal og begreber er udtryk for en øget interesse for kvalitet og effekt – og ikke bare bevidstløst taxameterrytteri. Det er for så vidt glædeligt. Problemet er bare, at vi kan risikere at erstatte én type talrytteri med et nyt – og som måske kan drive de videregående institutioner i en uhensigtsmæssig eller forkert retning.

For det handler ikke bare om debat og tal. Det handler om de årlige bevillinger til de videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark og dermed om, hvordan man styrer institutionerne i en ressourceknap tid efter fem år med omprioriteringsbidrag.

En stor del af tallene i uddannelsesdebatten stammer fra de studerende selv og indsamles hvert andet år via undersøgelsen ”Læringsbarometer”. Her spørges de studerende blandt andet om deres tilfredshed, motivation, udbytte og studieintensitet.

På Professionshøjskolen UCN satte vi os for at kigge nærmere på tallene. For vi er dybt optaget af, hvad det er, der kendetegner den gode undervisning og læring. Vi ønsker nemlig som institution at skabe de bedste rammer for de studerende på vores 36 korte og mellemlange uddannelser inden for pædagogik, sundhed, business og teknologi.

Vi tog de over 5.600 svar i Læringsbarometer 2018, som stammer fra UCN-studerende fordelt på campusser i Aalborg, Thisted og Hjørring, og vi berigede disse data med informationer om de over 5.600 studerendes eksamensresultater, udbudte lektioner og vejledningstimer. Vi overleverede materialet til et uafhængigt og professionelt analysebureau og bad dem om at analysere materialet ud fra professionelle statistiske standarder og zoome ind på forskellige interessante spørgsmål og sammenhænge, hvor vi her vælger tre af de mest interessante ud.


Rektor Lene Augusta Jørgensen og professionshøjskoledirektør Poul Højmose Kristensen.

Det første spørgsmål er, om vi i tallene kan se en sammenhæng mellem antal udbudte timer og de studerendes faglige udbytte. Spørgsmålet er jo ikke uinteressant, da der i mange sammenhænge sættes et direkte eller indirekte lighedstegn mellem øget antal timer og øget kvalitet og effekt.

Vores analyse af tallene viser, at der ikke er en simpel sammenhæng mellem antal timer og fagligt udbytte. Det rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt alene at fokusere på timetal som vejen til bedre uddannelser.

Det andet spørgsmål er, om vi i tallene kan se en sammenhæng mellem timernes tilrettelæggelse og de studerendes faglige udbytte. Det spørgsmål er også væsentligt. For timer er jo ikke bare timer. Der må antages at være en forskel på holdundervisning, forelæsninger og individuel vejledning og på kombinationen af de forskellige typer af timer.

I vores analyse kan vi se en klar sammenhæng mellem de forskellige undervisningsformer og det faglige udbytte. Det kan være svært at se, hvad der er årsag og virkning, men det bekræfter, at en time ikke bare er en time, og at det måske giver rigtig god mening at se på tilrettelæggelsesformer som en vej til bedre kvalitet og læring.

Det tredje spørgsmål er, om vi i tallene kan se en sammenhæng mellem selvvurderet studieintensitet og fagligt udbytte. Det spørgsmål er også betydningsfuldt, da studieintensitet i disse år gøres til den ”hellige gral” i søgningen efter en formel for uddannelser med maksimal, kvalitet, effekt og udbytte.

Her viser tallene, at selvvurderet studieintensitet og fagligt udbytte ikke følges ad, og det rejser jo et fundamentalt spørgsmål om, hvad vi skal bruge begrebet studieintensitet til. Er intensiteten et mål eller et middel?

Vores undersøgelse af Læringsbarometer er egentlig bare en omfattende ”kradsen i lakken”. Vi har stillet nogle for os vigtige spørgsmål til de mange svardata fra nordjyske studerende – og vi har til gengæld fået nogle af vores forventninger bekræftet, mens vi på andre områder ikke har kunnet se de sammenhænge, som vi måske håbede på.

Vi mener, at analysen rejser nogle helt grundlæggende spørgsmål, som bør belyses nærmere, da vi ellers risikerer en mulig fejlstyring af vores videregående uddannelser. For sagen er, at begreber og data fra Læringsbarometer allerede i dag anvendes i de rammekontrakter, som UCN og de øvrige professionshøjskoler indgår med Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Tallene har dermed allerede i dag mærkbare konsekvenser for, hvordan vi tænker og handler som videregående uddannelsesinstitutioner i en situation, hvor vi skal stå til regnskab og levere maksimal kvalitet og effekt for de midler, vi får stillet til rådighed. Samtidig indgår tallene i opgørelsen af rammekontrakterne, som grundlag for fastsættelse af institutionernes bevillinger fra 2023.

Vi ser især to faresignaler i forhold til fejlstyring, som er til potentiel skade for de studerende og deres faglige udbytte. Faresignaler som kan påvirke kvaliteten af de dimittender, som fremover skal bidrage til at skabe vækst og velfærd på såvel det private som det offentlige arbejdsmarked.

Det ene faresignal handler om, at vi lige nu måles og i det styrelsesmæssige tilsyn vurderes på antallet af timer uden at tage højde for, at der er forskel på timer. Som institution har vi derfor ud fra økonomiske incitamenter en tilskyndelse til at skære ned på de ”dyre” timer, så som vejledning og skrue op for de ”billige” timer, så som forelæsninger. Det er en farlig orientering, hvis det rent faktisk er vejledningstimerne, der for alvor bidrager til at give et fagligt udbytte.

Det andet faresignal handler om, at det måske ikke er så heldigt at gøre selvvurderet studieintensitet til en obligatorisk del af de rammekontrakter, som styrer bevillingerne til de videregående uddannelsesinstitutioner. For hvis studieintensitet ikke direkte fører til øget fagligt udbytte, så er det vel ikke velvalgt at sætte videregående uddannelsesinstitutioner til at jagte studieintensitet som det centrale mål og reducere deres bevillinger, når det ikke lykkes?

Vores overvejelser i denne kronik er absolut ikke et udtryk for et synspunkt om, at der ikke skal styres, eller at vi ikke vil følge den styring, som lægges ud.

Vi følger selvfølgelig fuldt ud de politiske og administrative regler og retningslinjer, som kommer ud fra ministeriet og styrelsen. Vi er også helt med på, at vi skal stå til ansvar for de offentlige skattekroner, som vi hvert år får lov til at omsætte til viden og læring.

Men vi mener også, at det er vores pligt som institution helt tæt på den daglige drift at være med til at skabe en opmærksomhed og en debat om, hvordan vi styrer de videregående uddannelsesinstitutioner. Målet er vel, at vi som samfund får den størst mulige værdi af de ressourcer, vi som institution og sektor får tilført.

Vi mener, at derfor at der er behov for en fortsat og øget debat om, hvordan vi rent styringsmæssigt skal skabe øget kvalitet i vores uddannelser – og dermed undgå fejlstyring. Fejlstyring der potentielt kan svække effekten og kvaliteten af vores uddannelser.

Så når Læringsbarometerundersøgelsen gennemføres igen i 2020, ser vi frem til helt uden filter at høre de studerendes stemme, oplevelser og vurderinger, så vi kan blive endnu bedre til at sætte de studerende i centrum.

Men vi håber også, at der vil være en åbning for at drøfte, hvordan vi så bruger disse tal til at styre de videregående uddannelsesinstitutioner på en god og vigtig bevægelse væk fra enøjet fokus på kvantitet og over mod kvalitet og effekt.