10. februar 2020

Debat: Forskning skal give værdi for Nordjylland

En ny evaluering viser, at professionshøjskolerne, herunder UCN, er inde i en hastig, positiv udvikling, når det kommer til forskning. Det er selvfølgelig glædelig læsning for os som vidensinstitution, men når det kommer til evalueringer, går vi faktisk mere op i, at vores forskning gør en forskel for nordjyske virksomheder og institutioner, end om antallet af publikationer er steget med en bestemt andel.

Af Lene Augusta Jørgensen, rektor, UCN og David Mayntz, forsknings- og udviklingsdirektør, UCN

De fleste kender Professionshøjskolen UCN, som en institution, der uddanner og efteruddanner dygtige medarbejdere til nordjyske arbejdspladser. Det er et vigtigt formål for UCN, men i 2014 fik vi en anden lovbunden opgave, nemlig forskningsopgaven. Og den opgave er netop blevet evalueret i en rapport udgivet af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

UCN’s forskningsopgave er mere snæver end universiteternes. Vores forskere skal tage udgangspunkt i samfundets behov og udfordringer indenfor de professioner og erhverv, som vi uddanner til. Og så skal vi forske praksisnært og sikre, at den nye viden vi skaber, rent faktisk kommer i anvendelse. Det betyder blandt andet, at når vores forskere undersøger, hvordan den gode skolestart ser ud for udsatte børn, så sker det i et tæt samarbejde med nordjyske kommuner og de lærere og pædagoger, der dagligt arbejder for at sikre de bedste rammer for børn og unge. De samme lærere og pædagoger, som skal bruge forskningsresultaterne til at sikre gode overgange for børnene. Det handler altså både om at tage udgangspunkt i praksisnære forhold og problemstillinger samt at sikre, at der bliver skabt betydningsfuld viden, som er anvendelig.


David Mayntz, forsknings- og udviklingsdirektør, og Lene Augusta Jørgensen, rektor.

For en nordjyde kan det måske virke som en selvfølgelighed, at forskning skal skabe værdi, særligt fordi vi har Danmarks nok mest anvendelsesorienterede universitet beliggende i Aalborg. Og i UCN drager vi bestemt stor nytte af et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Aalborg Universitet. Det er nødvendigt i vores arbejde med at opbygge forskerkompetencer i UCN. Fx har vi i fællesskab lige etableret 7 ph.d. forløb indenfor faglige temaer relateret til ”Smart Produktion” i mindre nordjyske erhvervsvirksomheder. Det skal skabe arbejdspladser og vækst i Nordjylland ved at sætte fokus på digitalisering og implementering af specifikke nye teknologier, der fremmer de nordjyske virksomheders innovationskraft og produktivitet.

Ministeriets evaluering af professionshøjskolerne viser, at professionshøjskolerne har øget deres forskningsartikler markant i løbet af de seneste 6 år. Det er godt, fordi publicering jo er forskernes måde at kvalitetssikre hinanden. Og når vores fagpersonale publicerer, løftes den viden, som UCN sender ud i Nordjylland gennem nyuddannede unge mennesker og kursister. Men skal vi være ærlige, så er den rette målestok for UCN’s forskning ikke blot forskningspublikationer.

Vi har en snæver ramme for, hvordan vores forskning skal udspille sig, og den ramme ser vi som en kærlig reminder om, at alle vores forskningsaktiviteter skal skabe ægte værdi til Nordjyllands borgere, virksomheder og offentlige institutioner.

Hvis vores forskning igen engang skal evalueres, vil vi hellere måles af nordjyske virksomheder og institutioner i forhold til spørgsmålet: Giver det værdi, når I samarbejder med UCN om at skabe ny viden? Giver det vækst i jeres virksomhed, eller skaber det forbedret kvalitet i jeres organisationers ydelser? Det er ikke let at måle den form for effekt, men vi bør forsøge. I England fordeles en væsentlig del af deres offentlige økonomiske støtte til universiteterne efter den effekt, de har på det omgivende samfund. Og hvis de kan måle det i England, kan vi også måle det i Danmark.

UCN har haft forskning på opgavelisten i 6 år nu. I de næste 6 år har vi både intentioner og gode muligheder for at spille os stærke på den værdiskabende bane. Vi har et tæt samarbejde med Aalborg Universitet, kommunerne, hospitalerne og virksomhederne. Vilje og samarbejde har været opskriften på mange tidligere succeser i Nordjylland. Det tror vi også, det er denne gang.