12. februar 2020

Nordjyllands uddannelser slår dørene op

Med over 100 videregående uddannelser samlet på havnefronten i Aalborg bliver der rig mulighed for at blive klogere på fremtidige studievalg, når de nordjyske uddannelsesinstitutioner inviterer til Åbent Hus Aalborg 28. februar.

Er du i tvivl om, hvilken uddannelse du skal søge ind på, eller har du blot brug for mere viden om, hvordan du forbereder dig til drømmestudiet? Uanset hvilke overvejelser du gør dig om fremtidige studievalg, så er havnefronten i Aalborg stedet at være fredag 28. februar. Her indtager Aalborg Universitet, UCN, Forsvaret, Martec, Erhvervsakademi Dania og Det Jyske Musikkonservatorium nemlig Musikkens Hus og AAU Create.

Det er fjerde gang, at uddannelsesinstitutionerne inviterer til fælles åbent hus, og Niels Søndergaard, der er talsmand for arrangørerne, ser frem til en dag med fokus på at vælge det rette studie.

- Ved at afholde fælles åbent hus giver vi de studiesøgende en unik mulighed for at blive klogere på hele paletten af uddannelser. Det vigtigste for os er ikke, at de unge vælger det studie, vi hver især repræsenterer, men at de vælger det studie, som er det bedste match for dem, siger Niels Søndergaard.


I Musikkens Hus kan du møde studerende fra alle UCN's uddannelser fredag 28. februar kl. 9-16. 

Præsentation af studielivet

Der er meget andet end optagelseskrav og studieordninger på dagsordenen til Åbent Hus Aalborg.

- Der er mulighed for at høre oplæg fra studerende, der fortæller om de enkelte studier, ligesom der kommer repræsentanter fra en række erhverv og fortæller om, hvad der venter på den anden side af den afsluttende eksamen. Som noget nyt vil der i år også være oplæg fra AAU Inkubator og UCN Next Step, der er iværksætterprogrammerne fra henholdsvis AAU og UCN, fortæller Niels Søndergaard.

Når de besøgende har fået stillet tørsten efter viden om de over 100 uddannelser, så kan de blandt andet nyde musikalske indslag fra musikstuderende, besøge studieboliger i Aalborg eller tage til et oplæg om studieliv.

Traditionen tro er der sørget for, at det er nemt for eleverne fra ungdomsuddannelserne i hele regionen at komme til Aalborg. De kan for blot 1 krone hente en app, der giver dem adgang til fri transport til og fra havnefronten fredag 28. februar.

På arrangementets hjemmeside aabenthusaalborg.dk kan besøgende allerede nu sammensætte deres eget program, så de får overblik over de oplæg mv., som de ønsker at bruge dagen på.

Fakta om Åbent Hus Aalborg

  • Arrangementet foregår fredag 28. februar kl. 9.00-16.00
  • De besøgende vil kunne møde studerende, undervisere og vejledere fra uddannelser i messe-områderne, og der vil være oplæg om alle uddannelser og mulighed for studievejledning
  • I Musikkens Hus kan man møde UCN, Erhvervsakademi Dania, Det Jyske Musikkonservatorium og AAU’s musikuddannelser
  • I AAU Create holder Aalborg Universitet, Martec og Forsvaret til
  • Hele programmet findes på aabenthusaalborg.dk
  • Åbent Hus Aalborg arrangeres af Aalborg Universitet, UCN, Forsvaret, Martec, Erhvervsakademi Dania og Det Jyske Musikkonservatorium i samarbejde med Aalborg Kommune og Studievalg Danmark – center Nordjylland

Kontakt

Niels Søndergaard, talsmand for arrangørerne og kommunikations- og marketingschef ved Erhvervsakademi Dania, telefon 2932 8101

Af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation