06. maj 2020

Debat: 3 ting corona-krisen har lært os om uddannelse

- og 3 grunde til det ikke holder i længden

Af Peter Møller Pedersen, ph.d. og uddannelsesdirektør ved Professionshøjskolen UCN

Corona-krisen har været en øjenåbner for det danske uddannelsessystem. Krisen har lært os noget om mulighederne for digitalisering af uddannelse i en helt ekstraordinær situation, hvor alle arbejder på distancen. En læring vi vil kunne bruge mange år frem i udviklingen af fremtidens uddannelser. Men erfaringerne peger også på, at det ikke holder i længden. Det kan få uoverskuelige konsekvenser for Danmark, hvis vi ikke inden for en overskuelig periode får lov til at komme på uddannelsesinstitutionerne og alle praktikstederne igen – selvfølgelig på en sundhedsforsvarlig måde. Derfor er det et stort problem, at den offentlige og politiske debat om den gradvise åbning af Danmark helt overser de videregående uddannelser.

Den 11. marts blev det danske uddannelsessystem fuldstændig vendt på hovedet. Vi er vant til at lære og udvikle os sammen på de danske videregående uddannelsesinstitutioner – ikke mindst på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. Det er helt basalt for os at lære ved at interagere, udforske, udfordre, reflektere, samskabe og inspirere hinanden i sociale fællesskaber. Nu sidder vi alle hver for sig. Vi er af gode grunde sendt hjem og er forbundet digitalt med alt, hvad det indebærer af videomøder og online undervisning, skærmtrætte øjne og spændinger i nakken. Det har været noget af en kolbøtte. En meget stejl læringskurve for de fleste.

Den første tid var præget af adrenalinlignende tilstand af ”hold da op hvor kan vi meget digitalt”. Meget er gået langt over forventning. Det har vist sig, at teknologien har været klar til coronaen, både når det handler om båndbredde og systemer. Men nu er der gået 7 uger, og vores erfaringer begynder at blive mere nuancerede. Nu kommer ulemperne ved hjemsendelsen tydeligere frem. Grundlæggende kører ”maskinen” stadigvæk, men der hersker også en stigende oplevelse af, at det ikke kan blive ved i mange måneder endnu. Derfor er det vigtigt at rejse en debat om, hvad krisen har lært os? Hvad kan vi tage med videre, når vi skal genåbne de videregående uddannelser på en sundhedsmæssig forsvarlig måde? Og hvorfor holder det ikke på den lange bane?


Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen.

Tre ting corona-krisen har lært os om uddannelse:

1. Motivation og kreativitet sidder ikke i murstenene

I den første fase af krisen har motivationen og kreativiteten været stor – både hos de studerende og hos underviserne og ledere. Der har været en tydelig vilje til, at det skal lykkes. Uddannelse er alt for vigtigt til at lade sig slå ud af en virus. Så motivationen sidder ikke i murstenene. Den kan vi sagtens tage med hjem til hjemmearbejdspladsen.

Måske handler det om den ydre motivation: jeg skal jo snart til eksamen, så jeg skal kunne mine ting! Jeg skal vise, jeg er studieaktiv, så jeg kan fastholde min SU! Det er selvfølgelig en del af forklaringen, men det er slet ikke hele forklaringen. Uddannelse er i det moderne samfund en drivkraft til et selvstændigt myndigt voksenliv, hvor man både kan forsørge og realisere sig selv. Uddannelse er simpelthen en forudsætning for livskvalitet gennem hele livet.

Den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta peger på, at der helt grundlæggende er tre formål med uddannelse: Kvalificering, socialisering og subjektivering. Det første handler om at tilegne sig de kompetencer, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det andet handler om at blive en del af et socialt fællesskab. Både på studiet i hverdagen og som en del af den profession eller det erhverv, man uddanner mig til. Og det sidste handler om at udvikle selvstændighed og myndighed. Igen både i forhold til professionen og erhvervet, men også helt generelt som menneske i et demokratisk samfund. Så uddannelse er i sit formål langt større end en snæver målsætning om beskæftigelse og karriere. Det ved både studerende og undervisere – og derfor er det altafgørende, at uddannelsesopgaven også lykkes i disse ekstraordinære tider.

2. Meget kan læres online – men ikke alt

Vi får i stigende grad bekræftet det, vi vidste i forvejen, nemlig at ikke alt kan læres online. Meget kan, men ikke alt. Hvis uddannelse alene handlede om tilegnelse af eksakt viden – faktuelle forhold, så måske. Men det gør uddannelse ikke. Så jo længere tid denne nødsituation varer, jo større vil problemerne blive.

Der er især to vigtige præmisser for uddannelse, der er vanskelige at digitalisere. Det ene er relationen til praksis. Når vi taler om uddannelserne på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, så er de alle sammen vekseluddannelser. Meget af læringen ligger i praktikken og klinikken, og en stor del af læringen her handler om at være deltager i den daglige praksis og opgaveløsning. Man deltager med krop, hjerte og hoved – og det kan man naturligvis ikke gøre hjemmefra. Derfor er det et problem, at omkring 25.000 studerende fra professionshøjskolerne gik omlagt deres praktik. Og derfor er det også positivt, at mange af dem er på vej tilbage i praktik igen med den gradvise åbning af Danmark. Lige nu er vi nødsaget til at løse dette meget pragmatisk, fordi den tabte praktik ikke erstattes. Men på den lange bane kan vi ikke gennemføre disse uddannelser uden praktik.

Relationen til praksis vedrører også al den undervisning, der afvikles på uddannelsesinstitutionen. Også her er meget praksisorienteret. Meget foregår i laboratorier, værksteder, simulationslokaler, faglokaler mv. En stor del af undervisningen handler om at praktisere, øve, træne, simulere. Meget af det kan ikke digitaliseres.  

Den anden er præmis er samværets – de menneskelige relationers – betydning for uddannelse. I Danmark er vi vant til at lære sammen. Lige fra vuggestue til ph.d.-skoler er læring en social aktivitet. Vi lærer på hold, i klasser, i grupper, i fællesskaber. Og en meget væsentlig del af læringen er forpligtende og udfordrende fællesskaber. Ikke mindst relationen til underviseren er vigtig. Vi ved faktisk, at det er den enkeltfaktor, der betyder mest for læringen. Lige nu øver vi os hele tiden på, at de menneskelige relationer sker digitalt. Teknikken bliver bedre og bedre, men der er en merværdi i den fysiske relation, som ikke kan digitaliseres.

3. Nogle studerende blomstrer på digitale medier – andre ekskluderes

Vi ser med stigende bekymring på den polarisering, der sker blandt de studerende. Nogle studerende stortrives under de nye vilkår. Det giver nye muligheder og en større fleksibilitet. Men nu kan vi også se, at vi har en mindre gruppe studerende, som slet ikke har været på de digitale platforme siden 11. marts. Så der sker også en ekskludering af nogle studerende.

Uddannelser har strategier for inklusion og fællesskaber i studiehverdagen. Disse strategier er vanskelige at digitalisere. Lige nu arbejder vi målrettet på nye tiltag til at øge studerendes trivsel. Vi har lært, at man kommer langt med studerende til studerende support, så UCN har ligesom andre professionshøjskoler etableret en studenter-hotline målrettet de studerende. Der er også lavet videoer med gode råd, ligesom der gennemføres forskellige virtuelle sociale begivenheder.  

De første forskningsbaserede undersøgelser om, hvordan eleverne og studerende trives under coronakrisen begynder at komme. For eksempel skriver Politiken den 28. april, at hver femte elev i folkeskolen har svært ved den virtuelle undervisning. De er især pressede på deres sociale trivsel. Vi kan se på antallet af henvendelser fra de studerende, at det nok forholder sig på samme måde i de videregående uddannelser.

Så vi har lært meget om de store digitale muligheder, den store vilje til at det skal lykkes og den enorme kreativitet, der er udvist fra studerende og undervisernes side. Men også noget om den polarisering, der sker blandt de studerende, som vi har lettere ved at forebygge, når vi er sammen på campus. Men vi må være ærlige at sige, at jo længere tid der går med omlagt undervisning og hjemsendelse, jo større ser problemerne ud til at blive.

Tre grunde til, vi ikke kan lære på distancen på den lange bane

1. Hvad lærer de studerende?

Vi arbejder stadig efter de samme læringsmål i uddannelserne, men under stærk forandrede vilkår. Stort set al undervisningen er omlagt. På meget kort tid er studiearbejdet omlagt til digitalt understøttet undervisning. Men der også områder, vi ikke kan omlægge. Det gælder f.eks. undervisningen i sygeplejerskernes færdighedslaboratorier, lærerstuderendes studier i naturfagslokale og bygningskonstruktørernes landopmålingskursus. Mange studerende er hjemsendt fra praktikken ofte med studierelevante opgaver. Der har været udvist en stor kreativitet og arbejdsomhed i de ændrede rammer, så der er ingen tvivl om, at der arbejdes og læres en masse. Men lærer de studerende præcis det, de skal på den korte bane?

På professionshøjskolerne har vi valgt at forholde os pragmatisk til situationen. Vi tager naturligvis ansvar for, at de studerende lærer det, de skal i samarbejde med praktikstederne. Vi kan godt garantere, at de dimittender, der kommer ud på arbejdsmarkedet efter bestået (omlagt) eksamen kan deres ting. Men det er også klart, at en forudsætning herfor er, at krisesituationen ikke bliver alt for langvarig. Det skulle gerne være sådan, at set i forhold til et helt studieforløb har den omlagte og hjemsendte tid kun udgjort en mindre del.

2. Kan vi fastholde de studerende?

Der er noget der tyder på, at frafaldet er stigende – især når det handler om de studerende i begyndelsen af uddannelsen. Så selv om motivationen er stor de første uger, så ved vi faktisk ikke, om vi kan fastholde de studerende på længere sigt. Det stiller store krav til de studerende at arbejde under de nye former. Og de studerende har meget forskellige forudsætninger for at kunne gøre det.

Efterhånden som ugerne er gået, har både uddannelsesministeren, alle uddannelsesinstitutionerne og vi på UCN haft et stigende fokus på studentertrivsel under de nye vilkår. Det er vigtigt at udvikle undervisningen og læringsaktiviteterne, så de passer til de studerendes vilkår og forudsætninger. Det handler både om det faglige og det sociale. Undervisningen skal være spændende, varieret og motiverende. De studerende skal have tilpasse forstyrrelser og deres erfaringer skal inddrages i undervisningen. Og så skal der være nogle rammer for social interaktion digitalt. Ikke kun en digital fredagsbar, men også gode muligheder for at arbejde med studieaktiviteterne sammen.

Det er klart, at jo længere tid, der går, jo større er risikoen for frafald. Og måske også for søgningen til de mange videregående uddannelser. Danmark har brug for rigtig mange nye medarbejdere både i den offentlige og den private sektor i fremtiden, så det kan blive kritisk, hvis alt for mange studerende vælger uddannelserne fra.

3. Hvad sker der med den pædagogiske refleksion og dialog?

Al fokus er lige nu på den daglige drift. Hverdagens interaktion med de studerende skal fungere, og det kræver den fulde opmærksomhed. Det betyder, at det mere overordnede, principperne, ideerne, strategierne, refleksionen let kommer til at træde i baggrunden.

På den ene side kan man sige, at den didaktiske kreativitet aldrig har været større, end den er lige nu, fordi der i den grad eksperimenteres med nye digitale undervisningsformer. På den anden side kan man sige, at den didaktisk refleksion aldrig har været mere trængt, end den er lige nu. Det er den, fordi vi ikke har den fornødne tid til kollegial sparring og dialog om vores daglige undervisningspraksis. Helt lavpraktisk sker der også det, at de møder og seminarer, hvor dette skulle foregå, aflyses på grund af corona-situationen.

Så man kan godt blive nervøs for den pædagogiske refleksion og den strategiske retning, som skal give liv og nerve til den fortsatte udvikling af uddannelserne. Selv om de videregående uddannelser lige nu udvikler sig med raketfart, så risikerer vi, at uddannelse i den samme proces reduceres til kold instrumentel drift. Og så vil corona-krisen ødelægge mere, end den skaber, til stor ulykke for rigtig mange undervisere og studerende.

Heldigvis viser al erfaring, at der er meget modstandskraft mod denne udviklingstendens i vores uddannelsessystem. Hypotesen er, at den pædagogiske nerve ikke kan slås ihjel – men at den også her under corona-krisen får nye udtryk. Nye former for fællesskaber opstår – nye eksperimenter giver nye erkendelser. Så alt tyder på, at også efter corona har vi et sundt og samfundsnyttigt uddannelsessystem i Danmark. Altså hvis krisen ikke varer alt for længe.