24. juni 2020

Debat: Hvordan ser efter- og videreuddannelse ud efter corona?

Den akutte digitalisering af blandt andet efter- og videreuddannelse under corona-krisen giver anledning til refleksioner over, hvordan fremtiden bør se ud i forhold til kompetenceudvikling.

Af direktør Jesper Carlsen, Børn- og Ungeforvaltningen, Hjørring Kommune og efter- og videreuddannelseschef Peter Andersen, UCN act2learn

Medio marts lukkede Danmark ned som følge af corona. Eleverne i folkeskolen blev sendt hjem til digital undervisning, og det samme skete på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Efter- og videreuddannelsen af lærere, ledere, pædagoger m.fl. blev og er også påvirket heraf, og flere steder har man været nødsaget til at omlægge undervisning og vejledning til at foregå digitalt, men det har også været nødvendigt at aflyse og udskyde efter- og videreuddannelsesaktiviteter. Man skulle simpelthen i såvel skole som efter- og videreuddannelse finde digitale alternativer i langt højere og hurtigere grad end tidligere – der var ikke andre muligheder.

Churchill sagde jo, at man aldrig måtte lade en god krise gå til spilde, så hvad kan vi lære i forhold til efter- og videreuddannelse af corona-krisen?

Vi kan lære flere ting. Først og fremmest har vi for alvor fået øjnene op for muligheder i at arbejde og efter- og videreuddanne os digitalt. Skal vi så bare ikke omlægge det hele til at blive digitalt som under Corona? Eller skal vi skynde os – så snart det er muligt – at komme tilbage til tiden før Corona? Måske er ingen af disse positioner hensigtsmæssige? Måske skal vi finde et nyt udgangspunkt for efter- og videreuddannelsen?

Vellykket kompetenceudvikling kan med fordel fremover tænkes endnu mere som blended learning – altså en blanding af onlineaktivitet og fysisk samvær. Det digitale har masser af læringsmæssige potentialer og muligheder for at spare tid og penge samt leve op til moderne krav om ”learning on demand” og ”learning just in time”, men det digitale har også sine begrænsninger. Ser man på fremtidens afgørende kompetencer er evnen til empati, kritisk tænkning, evnen til at kunne koncentrere sig og evnen til at tænke kreativt stærkt udfordret i det moderne digitale liv, hvis man skal tro Camilla Mehlsen i den nye bog ”Homo futura – 7 kompetencer til en bedre fremtid”. Disse kompetencer kræver fysisk tilstedeværelse.


Jesper Carlsen og Peter Andersen.

Også evnen til at samarbejde er udfordret, hvilket er essentielt, da vellykket kompetenceudvikling er afgørende afhængig af kollaboration. Efter- og videreuddannelse foregår kollektivt ligesom arbejdet i skoler, institutioner mv. Moderne professionsudøvelse foregår i et samarbejde inden for fagene og på tværs af fagligheder, hvilket også betyder, at professionelle indsatser og refleksioner er kollektive. Det professionelle samarbejde er vigtigere end nogen sinde – både mellem egne fagfæller og på tværs af faggrupper. Samarbejdet er helt afgørende i alle faser i planlægning, afvikling og evaluering. Netop i samarbejdet kan knasterne også opstå, hvorfor en øget optagethed af temaer som fx professionel kapital, professionelle læringsfællesskaber, co-teaching og relationel koordinering er påkrævet.

Moderne efter- og videreuddannelse skræddersys ud fra den enkelte organisations Jobs-To-Be-Done, jævnfør den desværre nu afdøde professor Clayton Christensen, der med dette begreb satte fokus på, hvad der egentlig ligger bag de ting, som vi som mennesker og organisationer har brug for i forhold til fx kompetenceudvikling. Har vi reelt brug for det, som vi siger, vi har brug for i forhold til kompetenceudvikling? Eller ligger der andet bagved? Hvad er de egentlige behov? At kunne afdække og kortlægge dette er selve udgangspunktet for den egentlige intervention i form af kompetenceudvikling. Det er af afgørende betydning, at vi rammer de rigtige behov fra begyndelsen af.

Det bedst mulige kompetenceudviklingsforløb tager udgangspunkt i kursistens eller organisationens hverdagsproblemstillinger (Jobs-To-Be-Done) og anerkender, at ”før”- og ”efter”-fasen i efter- og videreuddannelsesforløb er mindst lige så vigtig som ”under”-fasen. Kompetence-forankring er lige så vigtigt som kompetence-udvikling: Viden har vi nok af, men det vanskelige er at bringe den i spil, omsætte denne viden (transfer) og implementere den. Derfor skal ”før”-fasen være grundig med henblik på kortlægning. Under- og efterfasen skal have fokus på at få tingene til at ske og ikke mindst give mening i den enkeltes hverdag. Kompetenceudviklingen skal ikke være et parallelt spor til hverdagen – men en del af hverdagen. Man kan kalde det for jobindlejret kompetenceudvikling. Man løser sine arbejdsopgaver samtidig med og med hjælp fra kompetenceudviklingen. Det kan være i form af fælles planlægning, observation og sparring, da fælles refleksioner er vigtige for de professionelles kontinuerlige udvikling af praktiske handlekompetencer.

Sidst, men ikke mindst, så kræver det mod at lære. Dette mod skal ikke misforstås i retning af heroisk mod, dumdristighed og hurtige ”one size fits all”-snuptagsløsninger. Det er mere et hverdagsmod, hvor man både som leverandør og organisation må være indstillet på, at kompetenceudvikling kan have den konsekvens, at man bliver klogere. Man lærer noget. Man må måske endda omlære noget. Det kræver mod og ydmyghed at indlade sig på at lære nyt – da man hermed erkender, at der også er noget, man (endnu) ikke ved eller (endnu) ikke kan.

Så hvad har vi lært af Corona? Vi har lært noget om det digitales muligheder og begrænsninger, så vi fremover hverken skal gå rent digitalt – for så bliver man modsat hvad nogle måske ville tro ikke fremtidsparat, jf. Camilla Mehlsens pointer – eller gå fuldt ud tilbage til tiden før Corona i forhold til kompetenceudvikling, da vi samtidig også har set nye og ikke mindst nu i hverdagen afprøvede læringsmæssige og ressourcemæssige muligheder i det digitale, som vi ikke må lade gå forbi os.