03. juli 2020

Markant flere vil fortsætte deres studier på UCN

Antallet af studerende, som ønsker at tage en overbygning til deres erhvervsakademiuddannelse på Professionshøjskolen UCN er steget i forhold til sidste år.

Interessen for at læse videre og skrive professionsbachelor på CV’et er stor hos UCN. Ved ansøgningsfristen til overbygningsuddannelser på Teknologi og Business er knap 1.400 ansøgninger tikket ind, hvoraf 730 er 1. prioritetsansøgninger.

Uddannelseschef for Teknologi og Business Henriette Eduardsen glæder sig over den store interesse.

-  Der er 14 procent flere 1. prioritetsansøgninger i forhold til sidste år. Det er vi meget tilfredse med, selvom det desværre også betyder, at mange bliver skuffede, da vi på overbygningsuddannelserne råder over samlet 446 studiepladser, siger hun.

Hovedparten af ansøgerne har taget deres erhvervsakademiuddannelse på UCN, men der er også ansøgere fra andre erhvervsakademier, som ønsker at bygge ovenpå deres uddannelse med en overbygning på UCN - også kaldet en top up uddannelse.

Mens nogle uddannelser har en søgning på niveau med 2019, så oplever andre uddannelser en markant større interesse. Det gælder blandt andet Energimanagement og International hospitality management.


Overbygningsuddannelserne har samlet haft en stigning på 14 % i 1. prioritetsansøgninger fra 2019-2020.

Ny uddannelse godt fra start

For første gang kunne studerende søge ind på en overbygning i IT-sikkerhed. Godt 30 ansøgere har den nye uddannelse som deres 1. prioritet.

- Det er med stor glæde, at vi kan se, at uddannelsen er kommet så godt fra start. Vi ved af erfaring, at det tager tid for en ny uddannelse at blive etableret, og det er derfor positivt, at så mange har søgt ind. Det viser også, at der er brug for uddannelsen, hvilket også er det vi hører fra branchen, siger Henriette Eduardsen.

På UCN Teknologi og Business har man undersøgt mulighederne for at oprette ekstra studiepladser på overbygningsuddannelserne som følge af den store efterspørgsel.

- Vi har etableret ekstra studiepladser på de uddannelser, hvor det var muligt, så vi kan byde endnu flere studerende velkommen til deres drømmestudie. I den forbindelse har vi naturligvis også set på, hvor der er efterspørgsel på vores dimittender, siger Henriette Eduardsen.

Ansøgningsfristen til UCN’s øvrige uddannelser er søndag 5. juli kl. 12.00, hvor den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser lukker.

For yderligere information

Henriette Eduardsen
Uddannelseschef, UCN Teknologi og Business
7269 1375
hre@ucn.dk

Her finder du de samlede ansøgertal for overbygningsuddannelserne (PDF).

Af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation