08. februar 2021

Netværk for kvindelige iværksættere er guld værd

En mentor man kan sparre med, få gode råd fra og dele op- og nedture med. Det er idéen i UCN’s nye netværk Next Women, hvor unge kvinder, der starter egen virksomhed, kan få hjælp af erfarne kvindelige iværksættere.

Kun hver fjerde ny iværksætter i Danmark er en kvinde. Det vil UCN gøre noget ved. Professionshøjskolen har i flere år arbejdet med at udvikle unge iværksættere via en række forskellige indsatser, og flere kvinder end tidligere går også i gang med iværksætteriet, viser erfaringerne.

UCN's nye netværk Next Women skal skubbe yderligere til den positive tendens. Ellen Sauer Nielsen er glad for initiativet, som UCN har startet med støtte fra Fonden for Entreprenørskab. Hun har fået selvstændig erhvervsdrivende Marianne Vagn Pedersen som mentor, og de er allerede godt i gang med at dele deres erfaringer.

 - Jeg synes, det er en helt fantastisk mulighed at blive matchet med en mentor, da det at starte ud som iværksætter på mange måder også er starten på en personlig udviklingsrejse. Jeg har allerede på første møde med Marianne fået bekræftet, at det er en helt essentiel mulighed for mig at have en sparringspartner, som allerede kender rejsens mange op og nedture og dermed kan guide mig videre mod at klare mig succesfuldt som selvstændig, fortæller Ellen Sauer Nielsen, som netop har færdiggjort sin uddannelse i digital konceptudvikling på UCN.


Ellen Sauer Nielsen er iværksætter med sin virksomhed Ellen Sauer Hestetræning.

Hun driver virksomheden Ellen Sauer Hestetræning, hvor hun hjælper heste og mennesker til mere tryghed, motivation og samarbejde i en bred vifte af discipliner gennem forståelse for hestens adfærd og indlæring. Det foregår både gennem undervisning til hesteejere og en rideskole, hvis man ikke selv har hest.

 - For mig handler det ikke kun om at mestre regnskab og markedsføring, men i lige så høj grad at skabe struktur, selvværd og balance i mit arbejdsliv – og hvorfor ikke lære af én, som allerede mestrer netop dét, lyder det fra Ellen Sauer Nielsen.

De skal ud af komfortzonen

Ellens mentor, Marianne Vagn Pedersen, er organisationssociolog og – coach i sit eget firma med navnet MarKant.

 - Jeg har mange års erhvervserfaring - både inden for den finansielle sektor og som selvstændig - og håber at kunne give noget af dette videre. Som selvstændig ved jeg, at der kan være dage, hvor man bare har lyst til at smide det hele og så kan det være rart at have en mentor i baghånden, som selv har været på rejsen og som man kan tage fat i, forklarer Marianne Vagn Pedersen.


Ellen Sauer Nielsens mentor er den erfarne iværksætter Marianne Vagn Pedersen.

 - Udover forhåbentlig at kunne bidrage med egne erfaringer og oplevelser, ser jeg det også som en vigtig opgave at kunne udfordre min mentee og flytte dem ud af komfortzonen, da det er her det for alvor flytter noget. Jeg ser det dog også som en investering fra min side, da jeg ikke er i tvivl om, at jeg selv kan lære noget og blive inspireret - ikke bare af iværksætterne, som er fulde af gejst, kreativitet og viljestyrke, men også af de seje mentorer, der er i netværket. Så det er win-win over hele linjen.

Netværket har omkring 160 medlemmer. Udover jævnlige møder bliver netværksdeltagerne også del af en gruppe på Facebook, hvor de kan kommunikere og inspirere hinanden.

Deltagerne skal som udgangspunkt have en tilknytning til UCN, f.eks. ved at være studerende eller dimittend fra professionshøjskolen. Netværket henvender sig både til den helt nystartede kvindelige iværksættere, iværksættere der har gjort sig de første erfaringer og de helt erfarne iværksættere.

Mere info:

Af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation