12. februar 2021

UCN lancerer nyt online univers til Åbent Hus

I starten af marts byder UCN traditionen tro potentielle ansøgere inden for til Åbent Hus. Normalt foregår det fysisk på campusserne i Aalborg, Hjørring og Thisted, men i år sker det hele online pga. COVID-19.

Rundvisning på campus, indblik i studiemiljøet og samtaler med studievejledere og studerende kan man imidlertid stadig få. UCN udvikler nemlig et helt nyt interaktivt online univers specifikt til Åbent Hus, så deltagerne kan få en så realistisk smagsprøve som mulig på den uddannelse, de er interesseret i.

- Det er afgørende, at man stadig kan få en god fornemmelse af vores uddannelser, selvom det hele foregår i den virtuelle verden. Derfor har vi virkelig lagt os i selen for at give dem en virkelighedstro oplevelse. Der er også den fordel, at oplæg og videopræsentationer er tilgængelige på ucn.dk efter Åbent Hus, så man kan se eller gense dem, siger Signe Hørby Bendtsen, eventkonsulent på UCN.

Man kan tilmelde sig Online Åbent Hus på ucn.dk/aabenthus og få mere information om arrangementet. UCN udbyder i alt 38 uddannelser inden for business, teknologi, sundhed og pædagogik.

Åbent Hus-portalen er stadig under udarbejdelse, men herunder kan du få et lille indtryk af konceptet.


Indgang til portalen, hvor man som besøgende kan vælge campus.


Her har den besøgende valgt Campus Sofiensdalsvej i Aalborg, hvor UCN's tekniske uddannelser holder til.


Efter en velkomst fortsætter man til messeområdet, hvor man har en række forskellige valgmuligheder, f.eks. rundvisning på campus, valg af uddannelse og oplæg fra og live-chat med studievejledere og studerende.

Kontakt:

  • Signe Hørby Bendtsen, eventkonsulent på UCN, e-mail: shbe@ucn.dk

Af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation