21. april 2021

Uddannelse skal sikre bedre ældrepleje

Der er stor interesse for at sikre større tryghed og trivsel blandt udadreagerende borgere med demens samt personalet i ældreplejen ved hjælp af efteruddannelse. Derfor etablerer UCN act2learn og KURSUS Nord nu et nyt samarbejde for at sikre uddannelse til alle niveauer i hele organisationen.

Det er til gavn for både personale, pårørende og den ældre borger selv, når antallet og omfanget af konflikter minimeres. Flere steder i ældreplejen har man gode erfaringer med at have fokus på både plejen af borgerne og arbejdsmiljøet for de ansatte og arbejde målrettet for at mindske udadreagerende adfærd og voldsomme episoder.

Sundhedsstyrelsen bevilligede i 2020 midler til gratis diplommoduler for ledere og centrale medarbejdere i ældreplejen – netop med fokus på at sikre trivsel blandt både personale og ældre med demens og andre kognitive forstyrrelser. Det er UCN act2learn, der udbyder diplommodulerne, og her kan områdeleder Michell Kannegaard Olesen tydeligt se, at behovet for viden på området er stort.

- Vi har oplevet en overvældende interesse for de nye diplommoduler og har ventelister og behov for ekstra hold flere steder i landet. Det særlige ved de nye moduler er, at de har dobbeltperspektivet, hvor der både er fokus på arbejdsmiljø og trivsel for beboerne, da det går hånd i hånd, siger Michell Kannegaard Olesen.

Sundhedsstyrelsen er kommet med en række nye anbefalinger på området, der skal hjælpe med at forebygge udadreagerende adfærd og voldsomme episoder på ældreområdet. Målet med de nye uddannelsestilbud er at udbrede kendskabet til disse anbefalinger og sikre, at personalet i ældreplejen har den fornødne viden til at håndtere de komplekse problemstillinger, som er en del af arbejdet med demensramte. Forløbet er kendetegnet ved dobbeltperspektivet i arbejdet, hvor der både er fokus på plejeperspektivet og arbejdsmiljødelen for medarbejderne.


Tryghed for den ældre og trivsel for personalet går hånd i hånd.

Behov for det brede kompetenceløft

Det nye samarbejde mellem KURSUS Nord og UCN act2learn går ud på at sikre, at det ikke kun er medarbejdere, som opfylder adgangskravene til diplomuddannelse, der kan efteruddanne sig inden for feltet.

- Vi har brug for det brede kompetenceløft, så vi styrker samarbejdet på tværs af personalegrupper. Der er brug for en kobling mellem de indsatser, der sker på ledelsesområdet og alle medarbejdere, siger Maybritt Skak Pedersen, der er leder af KURSUS Nord.

Konkret har samarbejdet resulteret i, at der nu er kurser og efteruddannelse tilgængeligt for alle medarbejdere i ældreplejen uanset om de arbejder som social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent, sygeplejersker, leder eller noget helt femte.

Foruden diplommodulerne, som er et resultat af indsats fra Sundhedsstyrelsen, er der nu et modul på akademiniveau samt to AMU-kurser.

Læs mere om de enkelte kurser og moduler

For yderligere information

Karen Marie Juhl Nielsen, partnerskabskonsulent
UCN act2learn Sundhed, Social- og neuropædagogik
Telefon 7269 1752

Af Mette Green, UCN Kommunikation, meg@ucn.dk