31. maj 2021

Debat: Man får hvad man betaler for

Hvis fremtidens folkeskolelærere skal blive endnu dygtigere, så kræver det, at de kan tilbringe mere tid med deres undervisere på uddannelsen. Vejen til en bedre læreruddannelse går først og fremmest gennem flere undervisningstimer, mere vejledning og hyppigere feedback.

Af Peter Larsen, uddannelseschef for læreruddannelsen på Professionshøjskolen UCN

Hvis vi vil have en markant bedre læreruddannelse, kræver det flere ressourcer. Som det er i dag, kan vi ikke bede vores læreruddannere levere mere tid til undervisning, vejledning og feedback. Det er simpelthen ikke muligt, hvis de også skal have rimelig tid til at forberede sig. Det koster, hvis de studerende skal have mere tid med deres undervisere.

Desværre har uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ikke gjort det klart, om der kommer nye penge til forbedringer af fremtidens læreruddannelse. Men man får, hvad man betaler for.

Vi har i dag en god læreruddannelse på Professionshøjskolen UCN. Vi har kompetente og engagerede undervisere, og de studerende vurderer såvel det faglige indhold som den pædagogiske kvalitet på uddannelsen som god. Uddannelsen understøttes i dag i langt højere grad end tidligere af dansk og international forskning. Praksissamarbejdet og nærheden til skolerne er styrket gennem gensidigt forpligtende partnerskabsaftaler. Der er generelt tilfredshed hos aftagerne i de nordjyske kommuner med det større fokus på lærernes undervisnings- og praksiskompetence og den tættere kontakt til kommunernes folkeskoler.

Selvom der er skabt gode resultater, er der stadig et uudnyttet potentiale til en endnu bedre læreruddannelse. Noget af potentialet kan forløses gennem mere og bedre praktik og praksissamarbejde med folkeskolen og en ny bekendtgørelse, der giver mere frihed og lokalt råderum til, at professionelle læreruddannere kan styrke sammenhæng, progression og faglig fordybelse igennem hele lærerstudiet.

Men hvis potentialet for alvor skal forløses, er der først og fremmest brug for, at Christiansborg investerer i fremtidens læreruddannelse, der gennem en årrække er blevet udsultet af bl.a omprioriteringsbidraget.

Der er simpelthen behov for flere ressourcer til øget samværstid mellem læreruddanner og lærerstuderende til flere undervisningstimer, mere vejledning og hyppigere feedback, som er læreruddannelsens kerneydelse i forhold til at uddanne og danne de kommende lærere med lærerprofessionel autoritet og dømmekraft.

Mere samværstid er afgørende for at løfte potentialet i de lærerstuderendes evne til selvstændigt og kvalificeret at kunne træffe beslutninger begrundet i faglig viden og didaktisk kompetence samt styrke de studerendes faglige engagement og evne til at være en faglig rollemodel, der kan inspirere eleverne og pirre deres nysgerrighed og lyst til faglig fordybelse.

For det andet er mere samværstid central i forhold til at løfte potentialet i de studerendes evne til på en kvalificeret og ansvarlig måde at få deres personlige-relationelle kompetencer udviklet, så de med professionel autoritet formår at indgå i og skabe lærings- og udviklingsstøttende relationer med elever, kollegaer og forældre.

Og for det tredje er mere samværstid afgørende for at løfte potentialet i de studerendes myndighedskompetence. Viden om og evne til at kunne forvalte sit myndighedsmandat og agere i samfundets skole inden for de kommunale, retslige og institutionelle rammer og normer.

Det nytter ikke isoleret at se på udviklingen af læreruddannelsen, hvis man ikke fra politisk hold samtidig ser på finansieringen af uddannelsen. For man får, hvad man betaler for.