22. juni 2021

Debat: Se på udenlandske erfaringer med uddannelse til hele landet

Regeringens udspil om uddannelser til hele landet ser for snævert på, hvordan vi kan sikre uddannelse uden for de største byer. Det pointerer uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen i dette debatindlæg bragt i Information 22. juni

Af Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør, Professionshøjskolen UCN

Der er næppe mange, der er uenige i ambitionen om, at flere danske unge skal have en videregående uddannelse, og at deres muligheder for at uddanne sig skal være gode, uanset hvor i landet de er bosat. Det har vi arbejdet for i mange år i Danmark. Og vi har allerede mange gode og velfungerende campusmiljøer med videregående uddannelser uden for de store universitetsbyer sammenlignet med andre lande. I dag har 90% af de unge mindre end 30 kilometer til nærmeste videregående uddannelse.

Men der er grund til bekymring over regeringens udspil om at flytte studiepladser ud fra de fire største byer til fordel for oplandsbyerne. Udspillet bygger på en endimensionel forestilling om, at vi kan vende centraliseringsbølgen alene ved at placere flere hele uddannelsesmiljøer i de mindre byer. Muligvis kan man komme et stykke ad den vej, men hvis der skal ske en bredere bevægelse mod de mindre byer, skal der flere værktøjer til – og i den forbindelse er der et stort potentiale i at se på udenlandske erfaringer.

Vi ved, at der bliver stor mangel på arbejdskraft f.eks. inden for STEM-fagene og inden for velfærdsuddannelserne de kommende år. Samtidig er der omkring 20 % af hver ungdomsårgang, der slet ikke får en uddannelse. Dette paradoks skal vendes, hvis ikke Danmark skal ende i en situation med alvorlig mangel på arbejdskraft de kommende år. Desværre viser analyser af søgemønstre til de videregående uddannelser, at regeringens nye forslag ikke vil løse dette problem. Når vi kikker på vores ansøgertal de seneste år, kan vi se, at der er sket et markant fald i ansøgertallene. Flere steder har vi tomme pladser uden for de store byer. Så meget tyder på, at det at oprette 25 nye uddannelser uden for de store universitetsbyer kommer ikke til at løse manglen på arbejdskraft alene, fordi det bliver svært at rekruttere studerende.


Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen.

Så der skal tænkes nyt. I stedet for at se på fortidens løsninger, kan vi hente inspiration i udlandet til at opfinde nye innovative løsninger på udfordringerne. Rapporten ”Fra ”kædebutikker” til netværk, udlejringer og strukturelle kobler” af Karsten Gynther m.fl. fra 2019 samler en lang række internationale erfaringer med regional forsyning af videregående uddannelser. Her beskrives 5 arketypiske modeller til at sikre, at der er uddannelse til alle dele af landet. Regeringens udspil gør kun brug af den ene model, som handler om på helt traditionelt vis at oprette nye uddannelser med alt det indebærer i oplandsbyerne. Så der er fire andre modeller, vi går glip af.

I blandt andet Norge og Skotland har de gode erfaringer med at styrke samarbejdet med oplandskommuner og det lokale erhvervsliv i forhold til at sikre, at det er de rette uddannelser som udbydes i lokalområdet, og at der er et bredt udvalg af uddannelser til rådighed for de studerende, der ønsker at blive i deres lokalområde. Det sker via lokale lærings- eller studiecentre, hvor der dels er et lokalt studiemiljø, dels de nødvendige faciliteter og digital tilknytning til undervisere og forskere, som er placeret et andet sted rent fysisk. Det skaber et mere agilt setup, hvor uddannelsesinstitutionerne også har bedre mulighed for at samarbejde om at løse netop de lokale og regionale udfordringer, der kendetegner de forskellige områder.

I Skotland har man større geografiske udfordringer end i Danmark. Her har man oprettet “University of the Highlands and Islands” (UHI) som med digitale teknologier har koblet 13 colleges og over 70 lokale fysiske læringscentre sammen i et fælles netværk, der dækker et område på størrelse med Belgien. Det interessante er, at man ikke blot kan tage enkelte uddannelser enkelte steder, men at man i et fællesskab mellem en række uddannelsesinstitutioner løser uddannelsesopgaven i kombinationer af streamede og fysiske studieaktiviteter. Programmerne er ofte tilrettet de lokale muligheder og behov. Og som studerende er du heller ikke alene, for de 70 læringscentre er levende uddannelsesmiljøer med alle de faciliteter, man som studerende har brug for. Der er personale tilknyttet, og der er mulighed for teknisk support 24-7.

Der er en række ting vi kan lære af de udenlandske erfaringer:

1. Kombinationer af fysiske og digitale løsninger giver nye muligheder. Under corona-pandemien har de teknologiske løsninger fået et boost – både teknologien og vores kompetencer omkring teknologien udvikler sig hele tiden. Det betyder, at vi kan tilrettelægge uddannelserne langt mere stedfleksible. Også i Danmark har vi bedre og bedre erfaringer med det. Men det er vigtigt at understrege, at man ikke kan løse udfordringen med rene netbaserede tilbud. De studerende har brug for fysiske studieaktiviteter også – ikke mindst til de mere færdighedsorienterede og relationsorienterede dele af uddannelserne. Ligesom vi ved, at det sociale element af uddannelserne er afgørende for de studerendes motivation og engagement.

2. De fleksible modeller kan kombinere lokalområdernes styrker og de studerendes ønsker og behov. Hvis man i samarbejde udbyder det skotterne kalder ”site specific programs” kan man målrette en bred vifte af uddannelsesmuligheder til de lokale behov. Og det kan udvikle sig over tid, så man hele tiden har opdaterede tilbud til de studerende, hvilket vil være en forudsætning for at kunne rekruttere til de videregående uddannelser. Det er rigtigt vigtigt, at der ikke bliver tale om discountløsninger, men reelt attraktive tilbud, der matcher de unges ønsker og behov. Det er her der ligger nogle muligheder for at udvikle tilbud til de sidste 20 %, der ellers ikke ville få en uddannelse.

3. Praksisorienterede studieaktiviteter styrkes i lokalområderne. Når de studerende befinder sig i lokalområderne, giver det gode muligheder for at fremme de lokale samarbejdsrelationer. Især de professions- og erhvervsrettede uddannelser har brug for tæt kontakt til praksis, både når det handler om praktik/klinik og om forskellige former for udviklingsarbejde. Her vil det være en fordel, at mange studerende ikke er centrerede i de store byer.

4. Uddannelser baseret på solid forskning og udvikling. Det gode ved disse erfaringer er, at også forskningen og udviklingen af det vidensgrundlag, uddannelserne bygger på, kan ske på tværs af geografi. De stærke forskningsmiljøer har brug for volumen. Det har præcist været en af de vigtigste årsager til det regeringen kalder centraliseringsbølgen. Naturligvis kan man også her samarbejde fleksibelt på tværes af uddannelsessteder. En leder af et studiecenter i Askim i Norge siger:  ”Når jeg helt enkelt skal forklare, hvad et studiesenter er, så er det et klasserum et andet sted end der, hvor forelæseren befinder sig” (Leder af Askim kommunes studiecenter). I dag findes der teknologier, så der opnås en mere autentisk oplevelse gennem skærmen.

5. Styrket samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne. Endelig peger de internationale erfaringer på et langt tættere samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne om at løse uddannelsesopgaven i hele landet. Også her er der et potentiale i Danmark.

Vi skal naturligvis fortsat udvikle de i dag meget velfungerende campusmiljøer, der allerede eksisterer, og hvis det er muligt også oprette nye uddannelsesudbud lokalt. Men derudover skal vi også tage nye fleksible og fremtidssikrede redskaber op af værktøjskassen. Og her er det inspiration at hente ved at se nærmere på de internationale erfaringer.