28. juli 2022

UCN optager over 2.500 nye studerende

2.652 ansøgere har til midnat fået besked om, at de har fået en studieplads på Professionshøjskolen UCN. Mens flere uddannelser melder alt udsolgt, er der for første gang i flere år ledige pladser på uddannelserne til sygeplejerske, pædagog og bygningskonstruktør.

Årets optag er lidt lavere end de to foregående år, men det er der ifølge UCN’s rektor en god forklaring på.

- Efter to år med ekstraordinært stort optag på vores uddannelser på grund af corona er vi nu tilbage til niveauet før pandemien. Der er gode beskæftigelsesmuligheder for de unge, og de har igen mulighed for at komme på højskoleophold eller rejse ud, og det kan naturligvis påvirke deres uddannelsesvalg, forklarer rektor Kristina Kristoffersen.

Ledige pladser på store uddannelser

På flere af UCN’s store uddannelser er der i år ledige studiepladser. Det gælder bl.a. på uddannelserne til sygeplejerske, pædagog og bygningskonstruktør. 20 pct. færre tager plads på sygeplejerskeuddannelsen sammenlignet med sidste år. På bygningskonstruktøruddannelsen er det tal 27 pct.

- Det er en ny situation, at vi har ledige pladser på nogle af vores store uddannelser, men vores sommerhold er langt henad vejen fyldt op, og der er rigtig gode muligheder for de unge for at søge ind til vinter. Det er nogle spændende uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder, og hvor man virkelig udvikler sig selv undervejs, både fagligt og personligt – så jeg vil opfordre til, at man griber chancen og søger en ledig studieplads, fortæller Kristina Kristoffersen.

Også på lærer- og ergoterapeutuddannelsen er der plads til flere, mens man på uddannelserne til bl.a. fysioterapeut og jordemoder igen i år må afvise ansøgere. Minimum 10,0 skal der til for at få én af de eftertragtede pladser på jordemoderuddannelsen, hvor UCN må skuffe over 100 1. prioritetsansøgere.

God start for ny uddannelse

UCN’s nye uddannelse til bioanalytiker i Hjørring er kommet rigtig godt fra land. Her kan Kristina Kristoffersen glæde sig over, at alle 60 pladser er besat.

- Vi ser virkelig frem til at tage imod det første hold bioanalytikerstuderende til september. Det er en uddannelse, der i høj grad er brug for her i Nordjylland, og derfor har det stor betydning, at mange gerne vil ind på uddannelsen. Samtidig kan vi se, at mange af ansøgerne kommer fra Nordjylland, så der er god grund til at tro på, at de vælger at blive i det nordjyske efter uddannelsen, siger Kristina Kristoffersen.

Nordjyder, der drømmer om en fremtid som bioanalytiker, har indtil nu skullet til Aarhus eller længere væk for at studere.

IT-uddannelser er populære

UCN’s rektor glæder sig ligeledes over, at professionshøjskolens IT-uddannelser har godt fat i de unge.

- Alt omkring os bliver digitaliseret i disse år, og der er mangel på dygtige IT-medarbejdere her i det nordjyske. Derfor er det rigtig godt at se, at vores IT-uddannelser fastholder interessen blandt de unge, og at vi på vores datamatikeruddannelse kan optage flere i år, forklarer Kristina Kristoffersen.

På IT-området uddanner UCN foruden datamatikere også IT-teknologer og multimediedesignere. Derudover har UCN overbygningsuddannelser inden for IT-sikkerhed, softwareudvikling og webudvikling.

Kom man ikke ind på sin drømmeuddannelse, har UCN som nævnt ledige pladser på en række uddannelser både til sommer og vinter. Se oversigten over ledige studiepladser.

Nye studerende kan finde information om studiestart på studiestart.ucn.dk.

Optag på UCN

Kontakt

  • Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100

Af Silas Mühlbach, sfm@ucn.dk, UCN Kommunikation