Gå til hoved indhold

For første gang udbyder UCN denne sommer muligheden for online at læse en bachelor i e-handel, og selvom chef for UCN Teknologi og Business Henriette Eduardsen havde forventet interesse for uddannelsen, så er hun alligevel overrasket over, hvor mange der har søgt ind.

- Siden corona-nedlukningen har vi mærket en øget efterspørgsel på dimittender med kompetencer inden for e-handel, og vi har oplevet interesse for uddannelsen fra de studerende. Derfor har vi besluttet at oprette et online hold. Med 50 pladser på holdet er det, trods forventet interesse, overraskende, at vi kan melde om fuldt hold og venteliste, siger Henriette Eduardsen.

Hun fremhæver, at interessen ikke er sket på bekostning af UCN’s e-handel-uddannelse med fysisk fremmøde, hvor man har tilbudt studieplads til 32 studerende, hvilket er på niveau med sidste år.

- Vi mærker generelt, ikke bare på denne uddannelse, at mange efterspørger muligheden for at læse online. Det giver den nødvendige fleksibilitet til dem, der ikke har mulighed for at møde fysisk på grund af geografi, familie- eller arbejdsmæssige forhold mv., siger Henriette Eduardsen.

På bacheloruddannelsen i e-handel på UCN er der fortsat enkelte ledige studiepladser på holdet med fysisk fremmøde. Det samme er tilfældet med flere andre af UCN’s overbygningsuddannelser, der tager 1½ år.

Ledige pladser til overbygningsuddannelser som e-handel kan søges fra 8. juli, mens uddannelser søgt via koordineret tilmelding først åbner for ledige pladser 28. juli.

For yderligere oplysninger

Henriette Eduardsen, Chef for UCN Teknologi og Business
Telefon 7269 1375
Mail hre@ucn.dk 

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk