Gå til hoved indhold

Jobbet er allerede på plads. Til april starter Emma på Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital sammen med en håndfuld andre nyuddannede fra UCN.

 - Det er rigtig dejligt at blive færdig. Nu kan jeg komme ud og bruge alt det, jeg har lært. Jeg har været i praktik i afdelingen og glæder mig til at starte i en fuldtidsstilling. Resten af dagen skal bruges på at fejre, at jeg nu kan kalde mig bioanalytiker, fortæller Emma Frydkjær Norre.

Emma Frydkjær Norre kan kalde sig den første bioanalytiker uddannet i Nordjylland

Emma er langt fra den eneste, der allerede har fået job. Næsten alle fra det første hold har – ligesom hende – fået ansættelse på hospitalerne i Aalborg eller Hjørring. Det understreger behovet for bioanalytikere i Nordjylland, som netop var årsagen til, at UCN etablerede uddannelsen i 2022.

Før da måtte nordjyske studerende rejse til Aarhus for at uddanne sig til bioanalytiker. Med åbningen i Hjørring blev det muligt for unge i regionen at tage uddannelsen tættere på hjemmet – og interessen har været stor. I dag er omkring 170 studerende i gang fordelt på flere hold, og ansøgertallene har siden starten ligget flot.

En uddannelse tæt på praksis

Uddannelsen varer 3,5 år og er en professionsbachelor, hvor omkring en tredjedel af tiden består af praktik på hospitalernes laboratorier. Det var også her, Emma fandt sit kommende arbejdssted.

Bioanalytikere arbejder typisk i laboratorier, hvor de analyserer blod, væv og celler for at hjælpe læger med at stille diagnoser eller følge patienters behandlingsforløb. Det er en faggruppe, hospitalerne i regionen har hårdt brug for – og derfor har det stor betydning, at det første hold nu er på vej ud i praksis.

Emma har boet i Nørresundby under studiet, men glæder sig til snart at flytte til Aalborg, hvor hverdagen som nyuddannet bioanalytiker nu venter.

Fakta om bioanalytikeruddannelsen på UCN

  • Første hold startede i sommeren 2022 med 30 studerende
  • Uddannelsen varer 3,5 år og er en professionsbachelor
  • Etableret for at imødekomme stor mangel på bioanalytikere i Nordjylland
  • 60 studiepladser årligt fordelt på to optag: sommer og vinter
  • Ca. 170 studerende går i dag på uddannelsen
  • Langt de fleste studerende kommer fra og bor i Nordjylland
  • Før 2022 var nærmeste uddannelse i Aarhus
  • Stort set alle fra første årgang har fået arbejde i regionen
  • Uddannelsen holder til på UCN, Campus Skolevangen i Hjørring
  • Ca. 36 % af uddannelsen foregår i praktik på hospitalernes laboratorier

Læs mere om uddannelsen til bioanalytiker på UCN.

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk