Flere får plads på UCN i Thisted: For Amalie passer uddannelsen helt perfekt
Da Amalie Græsbøll Pedersen fra Gærup tæt på Vilsund fik besked om, at hun var optaget på sygeplejerskeuddannelsen i Thisted, blev hun lettet. Det passer hende nemlig helt perfekt at starte på uddannelsen til september.
– Jeg regnede egentlig med at komme ind, men man bliver jo lidt spændt alligevel. Det var en stor lettelse at få bekræftet, at jeg skal starte – jeg ved bare, at det er det her, jeg vil, fortæller Amalie, der er 22 år.
Hun har arbejdet på både plejehjem og i hjemmeplejen i Thisted Kommune de sidste tre år og har haft omsorgsfaget tæt inde på livet siden barndommen – ikke mindst via sin mor, der er SOSU-assistent.
– Det betyder meget for mig at være tæt på mennesker og kunne gøre en forskel. Som sygeplejerske får man mere ansvar og flere muligheder – og det føles som det helt rigtige næste skridt for mig.
Muligheden for at tage uddannelsen lokalt har været afgørende. Hun kan blive tæt på både familie, kæresten og veninderne – og naturen omkring hende bruger hun aktivt i hverdagen.
– Jeg bruger naturen til at koble af – gerne med en tur til stranden, i hundeskoven eller bare en køretur gennem landskabet, fortæller Amalie Græsbøll Pedersen.
Fremgang i optaget vækker glæde
Amalie bliver én blandt 87 nye studerende på UCN’s tre videregående uddannelser i Thisted – en stigning på 23 procent i forhold til året før, hvor 71 fik tilbudt en studieplads.
Det glæder UCN’s direktør for erhverv, Thomas Kastrup-Larsen:
– Det har enorm betydning for hele Thy-Mors, at vi kan tiltrække ansøgere til vores uddannelser i Thisted. Mange af vores studerende kommer fra området, bliver boende efter deres uddannelse og får job i de lokale institutioner, på sygehuset, som ejendomsmægler eller i den lokale bank. Derfor er der virkelig grund til at glæde sig over det flotte optag, siger han.
For Amalie betyder det også noget, at man på uddannelsen i Thisted kommer helt tæt på sine medstuderende og underviserne.
– Det betyder virkelig noget, at vi er på små hold, hvor man lærer både sine medstuderende og undervisere godt at kende. Jeg har indtryk af, at der er et rigtig godt og hyggeligt studiemiljø – og det passer rigtig godt til mig.
På UCN i Thisted kan man læse til finansøkonom, pædagog og sygeplejerske. Derudover udbyder UCN også uddannelsen til pædagogisk assistent.