Gå til hoved indhold

Ansøgningsfristen for at søge via kvote 2 udløb i weekenden, og på UCN har man i alt modtaget 40 førsteprioritetsansøgninger til uddannelserne i Thisted, en væsentlig stigning fra sidste års 24. Dermed er ansøgertallet tilbage på niveauet fra for to år siden.

 - Det er virkelig glædeligt, at vi ser en så flot stigning her i kvote 2. Mange studerende fortæller, at det er attraktivt for dem at læse i Thisted, fordi de kan være tæt på naturen, familie og venner – samtidig med at de får en uddannelse af høj kvalitet og gode muligheder for et job i lokalområdet efterfølgende. Derudover er der en ro og nærhed her, som man ikke finder i storbyerne, fortæller Diana Riknagel, direktør for velfærd på Professionshøjskolen UCN.

Størst er fremgangen på pædagoguddannelsen, hvor 18 har uddannelsen som deres 1. prioritet mod 10 sidste år. Sygeplejerskeuddannelsen har fået 14 førsteprioritetsansøgere – fem flere end sidste år, og finansøkonomuddannelsen kan glæde sig over en fremgang fra fem til otte. 

Gitte var ikke i tvivl

Én af dem, der har valgt UCN’s uddannelser i Thisted til, er Gitte Bay Sørensen. I sommer startede hun på pædagoguddannelsen, og hun er netop nu i praktik i Hannes Børnehus i Frøstrup.

 - Jeg bor i Tranum sammen med min søn og kone, hvor vi har en juletræsplantage. Afstanden til Aalborg er den samme som til Thisted, men jeg valgte uddannelsen her, fordi flere veninder har talt godt om den – og fordi man virkelig kommer til at lære sine undervisere og medstuderende godt at kende, også fra de andre uddannelser på campus, fortæller Gitte Bay Sørensen.

Gitte Bay Sørensen startede i sommer på pædagoguddannelsen i Thisted - om knap tre år er hun færdig.

Hun er oprindeligt butiksuddannet. Efter at have boet nogle år i Århus og arbejdet i Skanderborg tog hun turen hjem igen til Tranum, og det har hun ikke fortrudt.

 - Jeg ville tilbage til familie og venner. Ude godt, hjemme bedst, som man siger. Her valgte jeg at få job på et bosted og blev i den grad bekræftet i, at jeg virkelig godt kan lide at arbejde med mennesker. Det er meget livsbekræftende. Så jeg søgte ind på pædagogstudiet og er rigtig glad for det, siger Gitte Bay Sørensen.

Hun drømmer om at få arbejde tæt på, hvor hun bor, når hun om tre års tid bliver færdig som pædagog.

Uddannelser i positiv udvikling

Knap 300 studerende går på UCN’s uddannelser i Thisted, der udover finansøkonom, pædagog og sygeplejerske tæller erhvervsuddannelsen pædagogisk assistent. UCN har i de senere år samarbejdet tæt med Thisted Kommune og lokale aktører for at gøre uddannelsesmulighederne mere synlige og styrke rekrutteringen i Thisted.

- Det har enorm betydning for hele Thy-Mors, at vi kan tiltrække de unge til vores uddannelser i Thisted – både for erhvervslivet, sundhedsvæsenet og det pædagogiske område. Vi ser heldigvis, at den positive udvikling gælder hele vejen rundt med flere ansøgere til både sygeplejerske-, pædagog- og finansøkonomuddannelsen, så det lover rigtig godt for fremtiden, siger Diana Riknagel.

Interesserede kan stadig nå at søge ind via kvote 1 frem til 5. juli, og 28. juli får ansøgerne besked om, hvorvidt de er optaget.

Kontakt

  • Diana Riknagel, direktør for velfærd på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0900

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk