Gå til hoved indhold

Camilla Finsterbach Kaup er lektor på pædagoguddannelsen i Aalborg, og så er hun modtager af Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsunderviser på Pædagoguddannelsen 2026.

Prisen gives til en underviser på pædagoguddannelsen, der gør noget ekstraordinært for at sikre inspirerende og motiverende undervisning i naturfag. Prisen består af en personlig hæderspris på 50.000 kr. samt en institutionspris på 500.000 kr. til udvikling af den naturvidenskabelige undervisning på institutionen.

Camilla Finsterbach Kaup er årets modtager af Nordisk Fondens Pris til Naturfagsunderviser på Pædagoguddannelsen. Foto: Flemming Leitorp

I forbindelse med prisuddelingen, der foregik 18. marts ved Big Bang konferencen i Odense, lød begrundelsen for valget af årets prismodtager blandt andet:

”Camilla Finsterbach Kaup har gennem sit virke på pædagoguddannelsen ved UCN været en drivkraft for udviklingen af naturfaglig pædagogik og har med sin forskning bidraget til at styrke den evidensbaserede tilgang til naturfagsundervisning. Hun skaber nysgerrighed og en undersøgende tilgang blandt de studerende gennem hendes praksisnære og eksperimenterende undervisningsforløb, der har fokus på forståelsen af naturvidenskabens principper og teknologiske sammenhænge”.

Fonden fremhæver desuden hendes forskning og undervisning inden for computational play. Et fokus, der afspejler sig i hendes undervisningsforløb, hvor børn arbejder med eksperimenter og teknologiske aktiviteter, såsom programmering af robotter, samt hendes undersøgelse, som har givet indsigt i hvordan denne type leg kan understøtte børns computationelle tænkning.

Camilla underviser til dagligt på UCN's pædagoguddannelse i Aalborg. Foto: Flemming Leitorp

Anerkendelse af fagets værdi

Prismodtageren selv er naturligvis glad og taknemmelig for at modtage hædersprisen. 

- For mig er det en anerkendelse af, at natur, udeliv og science har stor pædagogisk værdi i pædagoguddannelsen. Jeg er taknemmelig for et stærkt fagligt miljø med dygtige kolleger og for rammerne, der gør det muligt at udvikle god undervisning i uderummet, siger Camilla Finsterbach Kaup.

Udover arbejdet med computationel tænkning brænder Camilla også for en anden vigtig gren af naturfaget; nemlig naturforståelse og udeliv.

- Det betyder meget for mig, når jeg kan se, at pædagogstuderende får mod på at tage andre med ud i naturen og skabe oplevelser, der gør indtryk og vækker nysgerrighed. Når deres naturforståelse og naturdannelse flytter sig gennem undersøgende aktiviteter og praksisnær undervisning, får de noget med sig, som de senere kan give videre til børn, fremhæver hun.

Det er netop noget af det, hun er undersøgende på i sin forskning: betydningen af de voksne og deres rolle i at skabe gode, undersøgende pædagogiske praksisser for børn i dagtilbud.

Leg er et vigtigt element i Camillas undervisning, som her hvor hun er sammen med en gruppe pædagogstuderende. Foto: Flemming Leitorp

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk