Nordjyske skoler står stærkere: Treårigt samarbejde har løftet inklusion og mangfoldighed
Det er nogle af hovedkonklusionerne i projektet Den Mangfoldige Folkeskole, der netop er afsluttet. Projektet har involveret mere end 1500 lærere, pædagoger og ledere i de 11 nordjyske kommuner og har haft til formål at styrke læringsmiljøer og fællesskaber i folkeskolen, så flere børn og unge oplever gode deltagelsesmuligheder.
Den Mangfoldige Folkeskole har bestået af både fælles regionale aktiviteter og lokale indsatser i de enkelte kommuner. Ambitionen var at igangsætte og skabe varige forandringer på flere niveauer og på tværs af kommuner og den regionale professionshøjskole UCN. Kernen i projektet har været aktionslæringsforløb og praksisnær kompetenceudvikling, hvor lærere, pædagoger og ledere i samarbejde med konsulenter fra Professionshøjskolen UCN, har arbejdet med konkrete pædagogiske udfordringer.
Rambøll har evalueret projektet, og evalueringen peger på, at indsatsen har bidraget til at styrke et fælles børnesyn og en fælles vision om at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever i den nordjyske region. Den viser også, at når pædagogisk personale har deltaget i aktionslæringsforløb, oplever de, at forløbene har styrket deres praksis og dermed bidraget til at forbedre elevernes trivsel, deltagelsesmuligheder og mulighed for at blive så dygtige som muligt.
Unik fælles indsats
Lene Hvilsom Larsen, børne- og ungechef i Rebild Kommune og kommunal projektchef for Den Mangfoldige Folkeskole er ikke i tvivl om, at de nordjyske skoler står stærkere efter projektet, ikke mindst fordi det har involveret både lærere, pædagoger, ledere og forvaltninger.
- Alle indsatser har haft samme mål: at skabe bedre deltagelsesmuligheder for alle elever og dermed bidrage til bedre trivsel og læring. Vi må ikke indrette en skole, hvor alt for mange ikke passer ind. Det må være omvendt, - vores skoler skal kunne tilpasses. Vi står med de samme udfordringer på skolerne i hele Nordjylland og derfor har det været en unik mulighed og en kæmpe styrke, at vi har kunnet samarbejde om at finde løsninger og lære af hinandens erfaringer. Vi står nu stærkere som region, siger hun.
Hun understreger samtidig, at arbejdet med inklusion er en langsigtet opgave:
- Vi har ikke løst alt, men vi har taget et vigtigt skridt på vejen.
Fælles børnesyn skaber solidt fundament
Forskere fra Professionshøjskolen UCN har ligeledes fulgt indsatsen med et særligt fokus på lærere og pædagogers syn på inklusion og deres oplevelse af selv at mestre det inkluderende arbejde. Thomas Thyrring Engsig, forsker hos UCN, fortæller:
- De professionelles inklusionssyn og oplevelse af at kunne mestre inklusionsopgaven har afgørende betydning for, om det kan lykkes at skabe en skole, der kan mere for flere. Vores forskning viser, at færre nu forklarer vanskeligheder i skolen med udgangspunkt i den enkelte elev - i stedet ser flere på skolens pædagogiske og didaktiske rammer.
Følgeforskningen viser desuden, at specialpædagogisk viden og kompetencer styrker både holdningen til inklusion og mangfoldighed og oplevelsen af at kunne lykkes med den inkluderende praksis.
Kort om Den Mangfoldige Folkeskole
- Projektperiode 2022-2025
- Deltagelse af alle 11 nordjyske kommuner samt Professionshøjskolen UCN
- A.P. Møller Fonden har støttet projektet med 50 millioner kroner fra fondens Folkeskoledonation.
- Projektets formål er at styrke alle børn og unges deltagelsesmuligheder gennem en styrket inkluderende didaktisk og pædagogisk praksis.
For yderligere information
Hvis du vil vide mere om udbyttet af Den Mangfoldige Folkeskole og om, hvad kommunerne har lært og tager med sig videre, har vi samlet de vigtigste pointer fra følgeforskning, evaluering og erfaringer fra de 11 kommuner og UCN her: Onlinepublikation med læringspointer fra projektet
Rambølls evaluering er baseret på spørgeskemaundersøgelser og casebesøg i seks udvalgte kommuner og indeholder desuden dialogværktøj til ledere og pædagogisk personale. Læs mere om evaluering og følgeforskning
Kontaktperson
Lene Hvilsom Larsen, Børne- og Ungechef Rebild Kommune samt projektchef og repræsentant for kommunerne i DMF
Telefon: 23474675
Mail: lhla@rebild.dk