Gå til hoved indhold

Sophie Schröder Pagh håber, at hendes kommende uddannelse er en vej over i en helt ny karriere. Allerede nu regner hun med at læse videre og tage overbygningsuddannelsen i sport management, når hun er færdig som service- og oplevelsesøkonom om to år.

 - Jeg har spillet fodbold hele mit liv, og jeg brænder for at fremme kvindefodbolden. Min drøm er at arbejde med sportsevents – og måske en dag være med til at planlægge et kvinde-EM eller VM, fortæller hun.

Hun har stor erfaring med at jonglere med mange bolde. Som forsyningsbefalingsmand hos Forsvaret i Aalborg har hun ansvaret for indkøb af al materiel lige fra våben til kuglepenne, og hun leder tilmed et lille team. Hun har også været gruppefører for et hold værnepligtige i Forsvaret.

 - Jeg har ret fleksible arbejdsvilkår, som gør det muligt for mig at tage en uddannelse imens. Det stiller selvfølgelig store krav til mig selv, men jeg er virkelig motiveret og dedikeret – også i bestræbelserne på at få foden inden for i sportsverdenen, hvor jeg ved, der er hård konkurrence, siger Sophie Schröder Pagh.

Ved at tage en online-uddannelse på UCN kan Sophie Schröder Pagh kombinere studierne med sit job i Forsvaret.

12 procent flere begynder i år på UCN's online-uddannelser, og den stigende interesse glæder Thomas Kastrup-Larsen, direktør for UCN Erhverv:

 - Det er rigtig positivt, at flere vælger vores onlineuddannelser. Det betyder, at vi kan nå ud til målgrupper, som ellers ikke ville have mulighed for at tage en videregående uddannelse – for eksempel fordi de er i beskæftigelse eller bor langt fra de større byer, hvor udbuddet er størst, siger han.

Sophie er født i Kina, opvokset i København og flyttede til Aalborg for tre år siden i forbindelse med sit arbejde. I dag er hun glad for at bo i Nordjylland.

 - Jeg elsker Aalborg. Det er en fed by at bo i, og så er huslejen til at betale, siger hun.

UCN har i alt 10 videregående uddannelser, man kan tage online. Flere af dem har fortsat ledige studiepladser med studiestart til september.

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk