Gå til hoved indhold

Aftalen sætter en fælles ramme for konkrete initiativer for både medarbejdere, forskere og studerende og giver samtidig adgang til kompetencevurdering af Siemens Gamesas interne uddannelsesforløb.

Siemens Gamesa har i årtier spillet en nøglerolle i udviklingen af vindenergiløsninger og har i Aalborg et globalt vigtigt center for udvikling, test og produktion af offshore vinger. UCN bidrager med stærke faglige miljøer inden for produktion, automation, ledelse og bæredygtighed – samt merkantile uddannelser, der understøtter virksomheders drift og forretningsudvikling.

Med partnerskabsaftalen får parterne en ramme, der gør det muligt løbende at identificere behov, udveksle viden og udvikle konkrete initiativer, som kan styrke kompetencer og organisatorisk udvikling i praksis.

- Samarbejdet med Siemens Gamesa giver os mulighed for at udvikle nye og relevante tilbud inden for kompetenceudvikling og opkvalificering i tæt dialog med en af regionens store industrivirksomheder. Partnerskabet bidrager samtidig med værdifuld indsigt i de kompetencekrav og den praksis, der kendetegner moderne produktion og ledelse – og skaber et stærkt grundlag for at udvikle initiativer, der giver værdi for både Siemens Gamesa, UCN og regionen, siger Thomas Kastrup‑Larsen, direktør for Erhverv ved UCN.

Adgang til nye perspektiver

Piet Zangenberg, direktør for Siemens Gamesa i Aalborg, fremhæver værdien af at arbejde tæt sammen med en uddannelses- og videninstitution som UCN.

- Samarbejdet med UCN rummer et stort potentiale for fælles strategiske indsatser inden for udvikling af vores medarbejdere. Når vi arbejder tæt sammen med en uddannelses- og videninstitution som UCN, får vi adgang til nye faglige perspektiver og mulighed for at koble viden, kompetenceudvikling og praksis på en måde, der skaber værdi for både organisationen og medarbejderne.

Kenneth Brogaard Esbensen, chefkonsulent i UCN act2learn Erhverv, Piet Zangenberg, direktør for Siemens Gamesa i Aalborg, Thomas Fisker Nielsen, chef for UCN act2learn Erhverv, Mia Lund Kollerup, Senior Team Lead for Competence Management hos Siemens Gamesa og Thomas Kastrup-Larsen, direktør for UCN Erhverv.

Partnerskabsaftalen rummer både faste aktiviteter og fleksibilitet til at udvikle nye initiativer i takt med Siemens Gamesas og UCN’s behov. Det kan blandt andet handle om løbende kompetenceafdækning, hvor UCN i dialog med Siemens Gamesa følger udviklingen i virksomhedens behov for efter- og videreuddannelse.

Derudover åbner samarbejdet for realkompetencevurderinger og vejledningsforløb for medarbejdere, der deltager i Siemens Gamesas Operational Manager Academy, så eksisterende erfaringer og kompetencer kan bringes bedre i spil.

Aftalen giver også mulighed for fælles udvikling af ledelsesforløb – herunder initiativer som Ledelse af ledere – ligesom brugen af micro-credentials kan blive et centralt element inden for områder som sikkerhed, kvalitetssikring, arbejdsmiljø og dokumentation.

Samarbejdet organiseres gennem en fælles styregruppe med repræsentanter fra begge organisationer, som løbende følger udviklingen, igangsætter nye aktiviteter og evaluerer samarbejdet. Partnerskabsaftalen løber frem til oktober 2028 og kan forlænges efter fælles aftale.

Læs mere om UCN’s strategiske partnerskabsaftaler.

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk