Udvikling vendt for læreruddannelsen: Flere søger ind i kvote 2
Landets læreruddannelser har i flere år oplevet faldende ansøgertal. Det gælder også i Nordjylland. Men nu er kurven måske ved at knække. UCN oplever i år en stigende interesse for at læse til lærer i Aalborg og Hjørring. 107 har i år uddannelsen som deres 1. prioritet.
- Det er virkelig glædeligt, at vi igen ser positive takter, og at flere vælger læreruddannelsen. Vi er i fuld gang med en ny læreruddannelse med mere praktik og et tættere samarbejde med skolerne, og vi kan allerede nu se, at det virker. Samtidig er der et stigende politisk fokus på at styrke folkeskolen, og med de forslag, der er oppe at vende i valgkampen, ser behovet for flere lærere også ud til at blive større, forklarer Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN.
Én af dem, der har søgt ind på uddannelsen, er 20-årige Daniel Stoltze Sørensen. Han regner med at starte på uddannelsen i Aalborg til sommer.
- Det er et af de vigtigste fag, der findes. Det her med at møde børnene i øjenhøjde og få indflydelse på deres oplevelser med at lære og udvikle sig – det er enormt givende. Jeg vil virkelig gerne være med til at gøre det trygt og sjovt at være i folkeskolen.
Flere vælger UCN’s uddannelser
På UCN kan man ikke kun glæde sig over positive ansøgertal på læreruddannelsen. Samlet set har professionshøjskolen modtaget 3.647 ansøgninger, og det er en stigning på 16 pct. i forhold til 2025.
- Det er enormt positivt at se så flotte ansøgertal. Vi er midt i en reform af vores uddannelser med en milliardinvestering, der skal styrke kvaliteten og gøre dem endnu mere attraktive. På sigt skal det være med til at sikre endnu dygtigere dimittender til arbejdsmarkedet i hele Nordjylland. De her tal er et rigtig godt skridt på vejen, fortæller Kristina Kristoffersen.
De flotte tal viser sig bl.a. på flere af sundhedsuddannelserne. Her er det især de forholdsvis nye uddannelser til bioanalytiker og sundhedsadministrativ koordinator, der springer i øjnene med flot fremgang i forhold til sidste år.
På UCN’s erhvervsrettede uddannelser er der markante stigninger på bl.a. offentlig administration, finansbachelor og bygningskonstruktør.
UCN’s ansøgertal afslører også, at flere finder det attraktivt at studere online eller som hybrid, hvor en del af uddannelsen tages digitalt. De rene online-uddannelser går frem med hele 45 pct., mens hybrid-uddannelserne oplever en øget interesse på 37 pct.
De fem mest søgte uddannelser på UCN i kvote 2 (1. prioritet)
1. Pædagog (228)
2. Jordemoder (215)
3. Sygeplejerske (191)
4. Lærer (107)
5. Fysioterapeut (106)
Fakta om kvote 2 på UCN
- I kvote 2 optages ansøgerne som udgangspunkt med et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen og ansøgere der har suppleret deres gymnasiale eksamen med andre aktiviteter.
- Sidste år søgte mere end halvdelen af alle UCN’s ansøgere via kvote 2, og derfor er ansøgertallene sædvanligvis et godt fingerpeg om den samlede søgning, der gøres op 5. juli, når ansøgningsfristen i kvote 1 udløber.
- På de fleste af UCN’s uddannelser optages 50 pct. af ansøgerne via kvote 2. Enkelte uddannelser optager 100 pct. via kvote 2.
- I kvote 1 optages ansøgere alene på baggrund af en gymnasial eksamen. Der er ansøgningsfrist via kvote 1 den 5. juli.
- 28. juli får alle ansøgere besked om, hvorvidt de er blevet optaget på en uddannelse.
Kontakt
- Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100
- Daniel Stoltze Sørensen, ansøger til UCN’s læreruddannelse, tlf.nr.: 2933 8804