Gå til hoved indhold

Simulering af praksis: Virtuel Kommune

Praksis er ofte kompleks og svær at forstå uden erfaring. Derfor har vi udviklet et undervisningsforløb, der er et godt eksempel på, hvordan hverdagen kan være.

I forløbet trænes de studerende i sagsbehandling og opgaveprioritering i en virkelighedsnær kontekst med offentlig administration som eksempel.

Vi har oplevet høj studieintensitet og engagement. De studerende lærer, at sagsbehandlingsprocesser ikke er lineære, og de får erfaring med at sortere og prioritere opgaver samt anvende nye processer. Metoden kan anvendes til lignende forløb i andre kontekster.

Oplevelsen af mødet mellem teori og praksis i en iscenesat virkelighed

På administrationsbacheloruddannelsen har adjunkterne Line Ehrenreich og Lene Faurholt Gravgaard udviklet et innovativt, case-baseret undervisningsforløb til 2. semester.

Denne simulering kalder vi "Virtuel Kommune". Her agerer de studerende i rollen som sagsbehandlere, mens underviserne agerer chefer og udvalgsmedlemmer.

Løbende tikker der nye arbejdsopgaver ind. De studerende udarbejder f.eks. en sagsindstilling til et udvalg, og de håndterer løbende henvendelser fra forskellige aktører, som borgmesteren, medlem af byrådet og borgere.

Forløbet, som er digitalt understøttet, er baseret på en virkelig sag fra kommunal forvaltning og imiterer autentiske sagsbehandlingssystemer, -processer og -praksis. Line og Lene deler her deres erfaringer med dette spændende undervisningsforløb.

Udforsk "Virtuel kommune"

Oplev hvordan denne innovative undervisningsmetode engagerer studerende gennem en tidslinje. I løbet af ugen modtager de studerende mails fra forskellige aktører baseret på virkelige sager, som de skal håndtere i henhold til lovgivning og sagsbehandlingsprincipper.

De studerende får 3-4 henvendelser dagligt med opgaver, der skal journalføres i sagsbehandlingssystemet. Underviseren er ikke fysisk til stede, hvilket kan skabe frustrationer, når svar fra "Chefen" udebliver. Derfor er der oprettet online rum i vores LMS (Teams), hvor de studerende kan hjælpe hinanden og har deres arbejdsuge.

Bliv inspireret til at integrere denne metode i din undervisning ved at udforske tidslinjen herunder.

Simulering af arbejdsugen

Klik på + for at læse mere om de enkelte arbejdsdage

Planlægning af undervisningsforløbet: En praksisnær tilgang

Når vi planlægger undervisningsforløbet, lægger vi stor vægt på at afspejle den reelle sagsbehandlingspraksis i kommunal forvaltning. Derfor har vi valgt en case baseret på det eksemplariske princip. Hvis du ønsker at planlægge et lignende undervisningsforløb, er der flere vigtige overvejelser at tage med. Sørg for, at casen afspejler den virkelige praksis, så de studerende kan relatere til og anvende deres læring i en praktisk kontekst.

Undervejs bliver de studerende udsat for passende forstyrrelser, som kræver, at de udforsker lovgrundlag, gældende praksis og kommer med løsningsforslag.

Hver dag kan afsluttes med et refleksionsspørgsmål, så de studerende kan sætte ord på deres tanker og læring.

De studerende har vist sig at være meget hurtige og engagerede, hvilket betyder, at vi fremover vil overveje at justere niveauet og evt. inkludere flere opgaver og benspænd. At være opmærksom på forstyrrelserne og sværhedsgraden af opgaverne er vigtigt, så de studerende bliver udfordret på en passende måde.

Kontakt

Rasmus Skjoldager Guldbæk

Lektor

E-mail:
rsg@ucn.dk
Telefon:
72691299

Inge-Kathrine Petersen

Udviklingskonsulent

E-mail:
ikp@ucn.dk
Telefon:
72690703