Nye praktikantforløb skaber overraskende værdi

Som noget nyt har Engineering & Supply-afdelingen hos Alfa Laval i Aalborg haft UCN-praktikanter. Oplevelsen har været succesfuld.

Ifølge leder af Engineering & Supply-afdelingen, Kenneth Bendtsen, valgte Alfa Laval at samarbejde med UCN, da praktikanternes faglige profil var tilpasset de konkrete opgaver, som Alfa Laval havde i praktikforløbet. Dog viste det sig, at praktikanternes kompetence områder var langt større end forventet.

- Vi valgte en praktikant fra UCN, fordi UCN’s faglige profil var tilpasset den opgave, vi havde på eksportområdet, men det viste sig faktisk, at praktikanten kunne meget mere end det, siger leder Kenneth Bendtsen.

Selvom det er nyt for afdelingen at indlemme praktikanter, var processen omkring praktikforløbet meget naturlig, hvilket også sikrer, at praktikanterne kan indgå i teamet på lige fod med de øvrige medarbejdere i virksomheden.

- Det var nyt for os at have praktikanter, men hele processen har været meget naturlig. Så praktikanterne er blevet en helt integreret del af virksomheden i løbet af praktikperioden. De studerende har været superparate til at indgå i teamet fra dag ét, siger afdelingslederen.

Line Bøssbak er studerende på eksport- og teknologiuddannelsen hos UCN og er nu studiemedarbejder i Alfa Laval efter sit praktikforhold i af Engineering & Supply-afdelingen i Aalborg.

Ifølge hende er UCN’s kombination af teori og praksis ideel for, at praktikanterne kan bidrage ude i virksomhederne.

- Man kommer med noget ny viden og nogle nye teorier, hvor UCN’s kombination af teori og praksis har givet en klar fordel med hensyn til at indgå i det daglige arbejde. Man er måske lidt usikker i starten, men jeg fornemmede hurtigt, at jeg kunne bidrage til virksomheden, lyder det fra hende.

I stedet for at arbejde med standardopgaver defineret i starten af praktikforløbet har virksomheden valgt at se på praktikanternes egenskaber, så de kunne bidrage optimalt.

- Vores konkrete opgaver inden praktikforløbet var lidt diffuse, så vi valgte at tilpasse opgaverne til praktikanternes kompetencer. En af praktikanterne var særligt god til proces og standardiseringer, så hun endte med at styre hele vores kvalitetsstyresystem, som er afgørende for hele afdelingens arbejde, siger Kenneth Bendtsen.

 

 

 

Få mere inspiration til samarbejde