Gå til hoved indhold

Det er især UCN-praktikanternes gåpåmod og engagement, der gør det attraktivt for en virksomhed som RuleStore at samarbejde med UCN om praktikforløb. Det udfordrer nemlig virksomheden og skaber forandringer. Sådan lyder det fra Hjørring-virksomheden RuleStore, der udvikler digitale løsninger, som muliggør udvikling, salg og produktion af kundetilpassede løsninger.

- Vi kan godt lide nysgerrighed. Man skal ikke bare lave det, vi beder om, men vi skal udfordres. Det er derfor, at vi vælger at tage praktikanter ind. Det er fedt at få nogle andre øjne ind og hjælpe os med at gentænke vores forretning, siger direktør Mads Larsen.

Selvom praktikperioden er relativt kort, er der en reel værdi i et praktikforløb med en UCN-studerende. Praktikanterne bidrager med værdi og forandring til virksomheder ved at omsætte teoretisk viden til praktisk arbejde gennem deres faglige profil.

- De studerende har gjort det over alt forventning. Der er selvfølgelig en indkøringsperiode, men den har været meget kortere end jeg havde forventet, så de har lynhurtigt været på lige fod med andre ansatte i virksomheden, fortæller Mads Larsen.

Det faktum, at UCN giver en hjælpende hånd med rekrutteringen af praktikanter, har sikret en overskuelig proces for Hjørring-virksomheden, der kunne få svar på alle deres spørgsmål i forbindelse med et praktikforløb.

- Vi har haft et super fint samarbejde med UCN. Jeg vidste jo faktisk ikke så meget om UCN i starten, men jeg meldte os til, og så blev vi ledet gennem systemet. Der var mange, der gerne ville i praktik hos os, så det var en rigtig fin proces, siger direktøren.

Undervisningen på UCN bærer i høj grad præg af virkelige problemstillinger. Det giver UCN-praktikanterne en omfangsrig værktøjskasse i omsætningen af teori til praksis.

Det har RuleStore-praktikant og datamatikerstuderende Matias Kragh også oplevet.

- Som UCN-praktikant har man en god forståelse for, hvordan virksomheder er bygget op, og hvordan teori kan sættes i relation til virksomhederne. Stort set alt vi lærer om på UCN, handler om virkelige problemstillinger, hvorfor jeg som praktikant hos RuleStore kunne bidrage med struktur og metoder, der kan bruges i virksomhedens udvikling, fortæller han.

Hos UCN har praktikanterne lært at omsætte den teoretiske viden til virkelige problemstillinger, og selvom RuleStore var betænkelige omkring det aspekt inden, så fungerede det problemfrit.

- Vi var lidt nervøse for praktikanternes akademiske udgangspunkt. Praktikanterne har dog haft nogle fine værktøjer med i bagagen, så omsætningen fra teori til praksis klarede de studerende helt fint, siger Mads Larsen.